Skyld med skyld på

Det var en visuel lækkerbidsken og sjælelig visnende film, Orson Welles begik med iscenesættelsen af Franz Kafkas ”Processen”. Hans efter sigende mest personlige film, og hvis det er rigtigt bør psykoanalytikere få en del ud af denne film af den store, besværlige mand. Historien om funktionæren Josef K., der vågner op en morgen til en arrestation for en forbrydelse, han aldrig finder ud af hvad handler om, fortæller ikke som sådan kun om et menneskes vej fra A til B gennem et mylder af bureaukratiske instanser, der tilsyneladende alle har at gøre med en gådefuld advokat. Tværtimod er ”Processen” en historie om menneskets skyld, om paranoia, angst og frygt; om magtesløshed og utryghed, og dermed en fortælling om den afgrund af menneskelige følelser, der findes i os. ”Processen” er som et mareridt: Det er svært at finde hoved og hale i noget, og selvom der er ting, der virker bekendte, er der noget forskruet, noget uhyggeligt, noget, der ikke er som det skal være over den verden, der foldes ud. Det er ikke en film for enhver.
Grundlæggende er ”Processen” en meditation over menneskets skyldighed. Josef K. føler sig skyldig, men hævder, at han ikke er det. Det bliver tydeligt for seeren, at K. hverken er uskyldig eller skyldfri, om end han sikkert heller ikke er mere skyldig end de fleste af os. Og mens Josef K. (fremragende spillet med en dengset beregnende naivitet af Anthony Perkins (”Psycho”)) forsøger at undslippe sin straf, forstår man, at den historie, filmen fortæller, i virkeligheden er historien om ethvert menneske. For ethvert menneske er skyldigt, og selvom Kafkas fortælling ikke tager skridtet ud og tilføjer et ”.. og har mistet herligheden fra Gud”, så er det i høj grad tilfældet. Der er en uformidlet og nagende tomhed over det menneske, der nok erkender sin skyld, men som ikke kan komme af med det men blot insistere på sin egen uskyld. Det er noget patetisk over det. Der er en fornemmelse af, at Gud i sandhed har forladt mennesket.
Kafka skrev bogen i en tid hvor illusionerne om menneskets iboende godhed stod for fald. Den store amerikanske instruktør Orson Welles får helt eksemplarisk omsat den særligt kafkaske stemning til film gennem et enestående arbejde med kulisser og lys. ”Processen” er filmet både i en fattig jugoslavisk forstad og på en hundrede år gammel banegård i Paris. Den blandede arkitektur og brugen af indirekte lys medvirker til at skabe et underlidt blegt og tidløst rum, der på sin vis virker præcis så sygt som det samfund, ”Processen” skildrer. Der er en æstetisk klarhed, som overraskende nok fremmaner uroen og den ondt-i-maven fornemmelse, filmen bærer rundt på – og som er forud for sin tid. Man kan måske forklare det med at sige, at det er en flot film, men det er ubehageligt at den er så flot. Nøjagtig som med Kafkas prosa.
Man kan læse Kafkas bog og Welles’s film som en forudanelse om de totalitære regimer, der i midten af det forrige århundreder havde sit indtog i Europa, men det tror jeg er en lidt for let måde at afvise bogen og filmen som historiske dokumenter. I stedet kan man – som jeg gør – læse filmen som et urofremkaldende, men sylespidst portræt af det moderne menneske, som druknes i en skyld, det ikke ved hvordan det selv kan drukne.
Der mangler jo noget! – en forståelse af, at det at erkende skyld og gå til det eneste sted, man kan blive fri for den, er nødvendig. Som sådan ender ”Processen”, som Hanekes ”Skjult” uforløst. Skylden vinder, kan man sige. Man må som seer så spørge sig selv om det er tilfældet for det liv, man selv lever.

****