Muzak

Om få uger løber det årlige Eurovisions-cirkus af stabelen i nogle forladte fabrikshaller bag ved Operaen i København. Det er nogle år siden, jeg sidst skrev om det, men det er en tilbagevendende kilde til morskab for mig. Ideen er jo ganske enkelt den at præsentere en popsang på 3 minutter som hele Europa elsker. Og så stiller hvert land – i år 37 af slagsen – med et bud på det. Som sædvanlig er der sange, der får en til at tænke mindre pæne tanker om f.eks. vækstlaget i den makedonske kreative klasse, og der er sange, som i konkurrenceøjemed er så chanceløse, at man overvejer om Portugal og Georgien ganske simpelthen bare skulle være blevet hjemme. Det gør de heldigvis ikke, og det er også på grund af dem, vi kan sætte os ned foran skærmen og ‘nyde’ den helt særlige event, som er det internationale melodi grand prix.

Jeg mener selv at det er fejlagtigt at gå til grand prixet med den tanke, at det indebærer det ypperste indenfor populærmusikken. Der er ind i mellem fantastiske pop-perler, men meget af musikken er temmelig forglemmelig, hvis ikke decideret elendig. Det er jo lige meget; det er primært fis og ballade og fællesskab og musikken er vores fælles sprog etc. Med de briller på skuffer festen sjældent, men er faktisk ofte særdeles underholdende. Hvor ellers støder man ellers på georgisk prog-jazz, maltesiske Mumford-kloner, dybfølte belgiske ballader eller litauisk skrige-electronica? Nej, vel? Det støder man nemlig (heldigvis?) ikke så tit på, men én gang om året, tre aftener, har man altså muligheden for at lade sig overflyde med det absolut mest pudsige indenfor europæisk pop-musik. Hvem vinder i år ved ingen, og det er jo halvdelen af charmen ved hele gøgemøget.

Nå! Men jeg har for den gode sags skyld lyst til at varme op med et par af de mest uforglemmelige sange fra dette milleniums grand prixer. Og lad os endelig starte på toppen med den bulgarske kastratsanger Krassimir Avramov, som i 2009 henrykte en hel verden med sin dramatiske “Illusion”, komplet med ingrish og vokuhila-kor-sangerinder, der gjorde hvad de kunne for at stjæle billedet. Og, nå ja, der er også ild og stylter. Desværre for Krassimir blev hans kunstneriske udtryk misforstået af de fleste – blot Tyrkiet og Makedonien tildelte ham point –  og han måtte nøjes med en placering som 16 i semifinalen. BONUS: Jeg holder meget af det, der sker efter 2:00, hvor der – efter lidt meningsfuld skrigen – tilsyneladende er en total opløsningsfornemmelse på scenen. Det er stærkt.

Makedonien blev i 2000 repræsenteret af fire friske teenage-piger i bandet XXL, der ville gøre Spice Girls kunsten efter. Sangen “100% te ljubam” (“Jeg elsker dig 100%”, og nej, det er ikke første gang en sang med den titel deltog i grandprixet) var en frisk popsang, men noget gik helt galt. Helt, helt galt. Efter en ellers meget selvsikker start var det som om en af korpigerne ganske uheldigt trak de fire XXL-piger et par toner ned, utilsigtet. Som Kjeld Heick fik udtrykt det kan det være svært både at danse og synge på en gang. Pigerne blev i øvrigt nummer 15; en af Makedoniens absolut bedste resultater indtil nu. BONUS: Det er helt tydeligt at pigerne ender i en toneart der ligger et stykke under deres musik ved sidste tone. Awesome.

Siden grandprixet startede i 1956 er det blevet stadig mere vigtigt at kunne interagere med kameraet. Det betyder noget at man kan ‘connecte’ med publikum hjemme i stuerne, som det hedder. I den forbindelse er det interessant at tænke på, at Norge er blevet nummer sjok hele 11 gange ud af de 58, der har været holdt grand prix. Sidst de blev nummer sidst var i København i 2001, hvor Haldor Lægreid sang “On My Own” med en sådan intensitet og skærmtrold-ness, at man måske godt kunne forstå hvorfor stakkels Haldor var helt alene. BONUS: Udover at holde meget af korsangernes forsøg på at svinge meningsfyldt med armene er jeg helt solgt når Haldor ved 2:18 modulerer så voldsomt, at der kan være plads til en Storebæltsfærge i hans gab. Men synge, det kunne han da. Blot Portugal huskede sangen, som de gav 3 points.

 

San Marino hører man ikke meget til, og det er måske meget godt. I grandprix-sammenhænge er landet i tre år i træk blevet repræsenteret af staklen Valentina Monetta, hvis første forsøg “The Social Network Song” måtte skrives om da Facebook truede med sagsanlæg. Sangen, der indeholder poetiske perler som “Do you want to play cybersex again?” og “ooh, ohh, network fans, met you at the internet”, er ganske enkelt helt miserabel til en sådan grad at man ikke rigtig tror det kan være sandt. Det siger en del i denne sammenhæng. BONUS: Valentina bliver lidt forpustet, og det er skønt at se hvordan man har accesorized korsangerne for at give et ekstra lag af meningsfylde til denne dybe popsang.

I 2002 stillede Grækenland, som har en lang og delvis ulykkelig grandprixhistorie, med det etablerede navn Michalis Rakintzis, der forsøgte at bryde ny jord med sine elektroballade “S.A.G.A.P.O.”. Men det var som om at scenen i Talinn var lidt for lille til Michalis’ personlighed og – ikke mindst – kostumerne. BONUS: Udover at Michalis tydeligvis sveder inden i sin rustning holder jeg meget af, at “G.”-et i “S.A.G.A.P.O” konsekvent udtales som et meget flot “T”. Og så det skønne og i disse sammenhænge sjældne i, at de forreste rækker bliver siddende helt upåvirket under kærlighedssangen. Det år blev Grækenland nummer 17 med 27 points; de 12 kom fra Cypern.

Samme år som Michalis Rakintzis betog i hvert fald Cypern sendte Tyskland endnu en fortæsket og formula-agtig popsang, fremført af en blind sangerinde, Corinna May, som på ingen måde synger speciel dårligt – hun havde nok i virkeligheden fortjent en bedre sang end den uhyggeligt profetisk betitlede “I Can’t Live Without Music”. Men tingen med Corinna var, at hun altså bare var virkelig blind, og det gav visse udfordringer til showets producer, for hvordan gør man det interessant at se et blindt menneske stå forholdsvist stille og meningsfuldt stampe i gulvet? Man gør det med så få close-ups som muligt, og så får man korsangerinderne til at danse henrykt rundt om Corinna som var hun et andet Tannenbaum. BONUS: Corinnas små klap med den hånd hun holder mikrofonen med er temmelig usædvanlige. Hvordan gør hun?! Corinna endte som nr. 21. Tilsyneladende kunne folk godt leve uden musik.

Cypern havde en ide i 2011 da de sendte Christos Mylordos med “San Aggelos S’Agapisa”, og som andre har prøvet før (uden held) handlede det om at kombinere to sange: En dybfølt ballade og noget rocket halløj med et innovativt show. Desværre fungerede det ikke helt, og sangen lignede mest nogle tumlinge, der legede blandt nogle kæmpe haletudser, altimens en vred dame svingede rundt med en kæmpe spermatozo. BONUS: Proptrækkerdansen. Og Christos’ eyeliner får ham til at se næsten sød ud.

En helt særlig kategori af grandprix-sange er de dramatiske, der forsøger at viderebringe en følelse af et eller andet. Der findes så mange af dem, der bare ikke rigtig lykkes, men jeg synes Andorras forsøg i 2005 fortjener at blive husket. Andorra har aldrig kvalificeret sig videre fra en semifinale (heller ikke med halvdelen af Dub-i-dub søstrene, Me & My), og nu har de helt opgivet ævred og er ikke med længere. Men i 2005 sendte de en hollandskfødt hotelejerske fra Andorra-la-Vella Marian van der Waal, og der var overkroppe, og fjer, og what-not, men lige lidt hjalp det. BONUS: Marian’s korsangerinde, som tidligere næsten vandt grandprixet for Spanien, går helt amok efter 2:30. Det rakte til en placering som nr. 23 i semifinalen.

Det vidunderlige ved grandprixet er at selv småstater som Danmark og Monaco kan vinde det hele. I 2006 udvalgte prins Albert den små Severine Ferrer til at repræsentere det mikroskopiske fyrstedømme, og det var helt grandprix-logisk at det naturligvis skulle være med en caribisk inspireret sommersang, “Le Coco-Dance”. Ligesom Danmark har stillet med latino, Finland med reggae, Tyskland med en tyrkisk folkemelodi og Norge med salsa, skulle Monaco selvfølgelig give os en lille let sommersag. Det gik dog ikke så godt; Severine blev nr. 21 i semifinalen. BONUS: Man fornemmer på Severine at hun godt ved hvad klokken er slået jo længere tid der går af sangen. Jeg holder af den form for selverkendelse.

En særlig genre er også den hvor man forsøger med forskellige sprog inkorporeret i sin sang at angle efter flere stemmer. Litauen var delvis succesfuld med det i 2011, hvor Evelina Sasenko sang “C’est Ma Vie” så ikke et øje var tørt. Evelina smiler til kameraet alt det, hun kan, altimens hendes litauiske ballade plonker derudaf. Og så kommer clouet ved vers 2! Ja, se det selv – men Evelina kører noget heftigt tegnsprog, for naturligvis skal de døve heller ikke snydes for oplevelsen af hendes ballade. BONUS: Det hvide piano er en tradition fra tilbage i 1960erne; og Evelina smiler så man får helt ondt i tænderne og alt. nakken.

Ligesom Monaco forstod at kød og hud sælger, så er det jo også sådan nogle gange at grandprixet har en symbolisme, der bliver en lille smule for overtydelig. Derfor slutter vi af med Azerbaijans første sang fra 2010; Elnur og Samir med “Day After Day”, og jeg tror de fleste ganske klart fanger at det er noget med det gode vs det onde. Det er lidt hest-hest. Desværre lyder sangen temmelig ondt i sig selv selvom SPOILER ALERT det gode vinder på scenen. BONUS: Glasset med blod der hældes ud over en af de onde, og englenes kamp mod dæmonerne, er en eller anden sketch på en kristen lejr værdig. Azerbaijan endte som nr. 5 det år. Det gode vandt (?).

 

Her var lidt at gå i gang med! Og så har vi endda glemt de russiske bedstemødre og mange andre uforglemmelige indslag til en anden gang.

Reklamer

Salmer fra køkkenet

Der er blevet skrevet velsignet meget godt om Hymns from Nineveh siden pladen udkom d. 21. februar. Den var længe ventet, var den. Jeg sad kl. 6 om morgenen og ventede på at iTunes ville frigive den så jeg lynhurtigt kunne nedlaste den og brænde en CD til bilen – og så stod den ellers på hymner hele vejen til Berlin. En koncert med Jonas og sit fantastisk talentfulde kompagni er det også blevet til, alt imens pladen røg top 10 og fik lov at toppe Det Elektriske Barometer, hvor også dejlige Mechanical Bird for tiden huser så godt.

Vi har hørt pladen ret meget herhjemme. Mine børn går og traller “Cocoon” og jeg kan simpelthen ikke selv blive færdig med pladens første skæring, den fantastisk smukke “So Mournful the Elegy, So Comforting the Hymn” som på så velsignet fin vis i sig selv rummer alt hvad der er smukt og godt ved dette album. Som Jonas Haahr Pedersens tekster er sangen blid, venlig, inderlig; men der er også en intimitet i både ord og lyd som til stadighed forbløffer mig. Sjældent møder man en musiker med så ærligt et udtryk. Ja, til tider nærmer det sig en overskridelse af min egen blufærdighedsgrænse; ikke fordi musikken lyder privat, men fordi den er så oprigtig og så, så venligt fin. Den sniger sig ind, ikke som en uvenlig og uventet gæst, men som en gammel ven du kan lide – og som kan lide dig. Læs resten

Længsel på lyd

I et stykke tid har jeg haft lyst til at skrive den her anmeldelse, men jeg er lidt bange  for hvor patetisk det kan komme til at lyde. Tingen er den, at Mechanical Bird’s seneste  EP “Daughter of the Wind” er intet mindre end fremragende, og den har ramt mig svært meget. Hvordan giver man lige udtryk for det på en ordentlig måde? Jeg ved det ikke helt. Det er som om sangene på en eller anden fantastisk måde er smeltet ind i noget, der er dybt i mig og min eksistens. Det er en følelse af at være genkendt i musikken. På mange måder en vældig personlig oplevelse, kan du jo nok høre, og som sådan svært at forkynde objektivt på noget så prosaisk som en blog.

Men – Jakob Brixen alias Mechanical Bird har skrevet, komponeret og født seks fantastiske sange, som ganske enkelt er lyden af noget, man engang kendte, men havde glemt man gjorde. Vi taler her genremæssigt om en art hjertets bluegrass, iblandet nordiske toner af eftertænksomhed og rørt op med lige dele vagabond-americana og – tør man sige – Beatles-inspireret enkelhed.

Der er et vist åbenlyst slægtskab med folk som Hymns from Nineveh og Sufjan Stevens i det primært håndholdte lydbillede, men Mechanical Bird skiller sig alligevel ud. Der er en lyrisk tone i både poesi og toner, som er usentimentalt længselsfuldt, og Jakobs vokal er mere åbenlyst himmelstræbende end både Sufjans og Hymnas’, hvis inderlighed er anderledes brændende. I de intime øjeblikke, hvor Sarah Hepburns smukke varme omfavner Brixens vokal lyder han som en ung Bryan Ferry, og sangene åbner sig mirakuløst. Den tyngde og anelse af tusmørke, der findes i musikken, fuldendes perfekt med Brixens håbefulde tenor.

Stærkest står nok “It’s Summer and I want to Sleep”,  et sole (og måne)klart hit, som er som en skumringsaftens uapologetiske drøm om varme og lykke, men det er vanskeligt at fremhæve et nummer fremfor andre, når de nu alle står som en organisk helhed hvor arrangementer og tekster følges ad. EPen, som er alt, alt for kort, forløses i den vidunderligt åbne “Dear Loneliness Leave Me Now”, som er forunderlig sejrsrig og tilgængeligt glad.

Ja. Det er en god plade og en oplagt julegaveide til dig, der af og til synes at vinterens frost og kulde er overdrevet. Og til dig, der bare holder af god musik, gode ideer og tekster, der lader tilhøreren ane at eksistensen i sig selv har en dybde som kan være både smertelig og glædelig. God fornøjelse, og tak, Jakob.