Ansigt

“Indvendigt bærer jeg mine tidligere ansigter, som et træ har sine årringe. Det er summen af dem der er mig. Spejlet ser kun mit nyeste ansigt, jeg kan mærke alle mine tidligere.”

Thomas Tranströmer, “Minderne Ser Mig” (1999).

Haiku IX

Döden lutar sig

och skriver på havsytan.

Kyrkan andas guld

*

Det har hänt något.

Månen lyste op rummet.

Gud visste om det.

*

Taket rämnade

och den döda kan se mig.

Detta ansikte

*

Døden bøjer sig ned

og skriver på havoverfladen.

Kirken ånder guld.

*

Der er sket noget.

Månen lyste stuen op.

Gud vidste det.

*

Taget revnede

og den døde kan se mig.

Dette ansigt.

*

Tomas Tranströmer

Vejen

Mange fortæller, hvordan splittelsen, den galopperende sekularisering og forbrugerismen har ført til, at de oplever en slags trivialisering og forfladigende markedstilpasning af det kristne budskab -(“kom til Jesus, så bliver du lykkelig – eller rask!”) i en sådan grad, at både kundskaben om og vejen til en fordybende og inderlig gudsdimension er blevet tiet ihjel. Man søger en stram og klar åndelighed, som ikke blot benytter Gud for, at den enkelte skal få det bedre, men som skaber ærefrygt over for det Hellige. De synes, at talen om personen Jesus Kristus er blevet gjort tynd, samtidig med, at mange af den kristne trods termer er blevet tømt for mening og blevet til ord, kun ord. Alt for tit går man skuffet fra en gudstjeneste. Prædikenen er tom. Man føler sig stadig mere fremmed over for kirken samtidig med, at man drages imod den.

Owe Wikström: Det blændende mørke

Kristendomsfobi og islamforskrækkelse

Det er nemlig ikke den fremstormende islamisme, vi skal frygte, men derimod det tempo vi forlader den kristne tro med. Muslimer skal vi møde med varme og kærlighed, ikke kulde og had. Der findes muligvis muslimske fundamentalister, som vil dø for at dræbe en kristen, men hvor er den kristne fundamentalist, der vil elske muslimen, også selv om det kan have svære omkostninger eller – som det er tilfældet i mange muslimske lande – ligefrem kan betyde døden?

En tankevækkende blog fra forfatter og læge Thomas Teglgaard.