Skyklapper

Det har været interessant at se hvordan Akkaris nye bekendelsesskrift af en bog er blevet modtaget. Gamle allierede, typisk på venstrefløjen, slår sig i tøjret over Akkaris artige afsløringer af en række imamers slette hensigter under Muhammed-krisen. Imens har en lang række på den politiske højrefløj taget imod Akkaris skriftemål med mere end blot tilgivelse, men også klapsalver og noget, der næsten minder om jubel.

Jeg skal ikke gøre mig klog på hvad Akkari mon havde forestillet sig. Der er tale om en mand, der har været notorisk vanskelig at stole på, og som har været undervejs med sig selv, sin tro og sit demokratiske sindelag. I sin “coming of age” fortælling ofrer han sin ungdoms nidkærhed på demokratismens alter, og det er der utvivlsomt meget godt i at gøre. Men hvad skal vi så ellers lære?

De politiske fløje står ubevægede tilbage. Akkari spændes for den vogn, han passer ind i i dag, det være sig om han skal “undskylde overfor muslimer”, som SFs Özlem Cekic forstår det, eller om det drejer sig om at få taget fotos med Trykkefrihedsselskabets tidligere formand Lars Hedegaard. Akkari har muligvis noget vigtigt at fortælle os om de skyklapper, man kan få på når man bliver ideologisk skolet i en ekstrem grad – men det er forstemmende at se de politiske fløje netop bruge ham som en skyklap.

Reklamer

Religion og politik igen-igen

Det er tilsyneladende en af de debatter, der ikke kan dø. Nu er De Konservative af alle blevet sure på Roskildes biskop Peter Fischer-Møller, som i den åbningsgudstjeneste, der er blevet tradition når folketingsåret skydes i gang, kom for skade at opdatere lignelsen om den barmhjertige samaritaner og indsatte en somalisk asylansøger i samaritanerens rolle.

De Konservative mener at biskoppen politiserer, men kunne man ikke vende det om og sige at det er De Konservative, der religiøserer? Sammenligningen mellem en samaritaner og en somalier er tankevækkende nok – samaritanerne var uglesete i Israel, og deres gudsdyrkelse var ikke magen til jødernes. Samaritanerne var jo datidens “perkere”. Så uantastet hvad biskoppen ellers må have sagt kan jeg i hvert fald ikke se, at der skulle være noget galt med sammenligningen der, og reaktionen afspejler nok det provokerende der var i Jesu ord.

Man kan undre sig over om De Konservative er så ubefæstede i deres politiske udgangspunkt at de ikke tør lade sig mildt udfordre af mennesker med et kristent udgangspunkt. Man kan også spørge sig selv hvad De Konservative egentlig tænker om kirken overordnet, og hvorfor de vil sætte grænser for præsters ytringsfrihed. Under alle omstændigheder er det som om, at der igen er et vidnesbyrd om, at når man i vore dage skal tale om kirkens budskab og formål, så er det en debat der skal tages politisk. Teologien i Danmark  (eller rettere: En majoritet af teologer) ser tit ud til at have overgivet sig, og det er politikerne, der må bedømme, evaluere og bestemme hvad der skal ske i folkekirken. Man får unægteligt det indtryk, at mange politikere mener at kirken helst ikke skal sige noget, men blot udstede venlige velsignelser og være et kultisk puderum.

Spørgsmålet er så bare om man kan kalde dét for kirke. Med den genopblussede debat om vielser af homoseksuelle par i kirken (kickstartet af politikerne og kirkeministeren) ser det i hvert fald ud som om kirken selv har ladet sig lede af den begrebsforvirring, som politikerne udviser. Kigger man på folkekirkens hjemmeside (og det behøver man ikke), så kan man ikke finde et eneste ord om kirkens formål. Man spørger hvorfor, og jeg kan spørge mig selv hvad jeg dog laver i en kirke, der ikke véd hvad den vil, og hvis indre anliggender lader sig afgøre af folkevalgte politikere, som ikke nødvendigvis har hverken kapacitet eller ønske om at tage teologiske holdbare beslutninger.

Jeg drømmer om en kirke, der tør tænke stort om sin forkyndelse. Jeg drømmer om en kirke, der tør dele Guds passion for at fortælle mennesker om den nødvendige genoprettelse, der fandt sted på korset, og som alle mennesker er frie til at tage del i hvis de erkender hvor messed up, de er, og hvilke konsekvenser, det bringer. Jeg drømmer om en kirke som tager sin sendelse til danskerne så alvorligt at den ikke blot finder sig i at mange i praksis vælger kirken fra, selvom de stadig betaler deres medlemsgebyr. Jeg drømmer om en kirke der er bedende og bibellæsende og gudfrygtig, og som ikke finder sig i hvad andre må mene og tænke om det evangelium, der forkyndes.

Så ros til Roskildes biskop for at have slået et slag i bolledejen. Gid kirken ville slå nogle flere og signalere, at den ikke lader sig koste rundt med af politiske dagsordener (eller mangel på samme). Gid kirken var fri for de der politikeres indflydelse.

Selvcensur!

Årh, nej, det er jo bare det værste, ikke? Det er forbudt. Det er et nederlag til middelalderlige værdier etc. Eller hvad?

Tilsyneladende ikke helt alligevel.

I dag kommenterer statsministeren på den seneste Venstre/Facebook-affære, hvor en spindoktrice bl.a. har kaldt en navngiven Christiansborgansat for “fucked up medicineret psykisk syg”.

Sidenhen udtalte en anden af Venstres talrige kommunikationsmedarbejdere, den ligeledes tidligere Facebook-uheldige Søs Marie Seerup, at “fuldstændig som jeg går ud fra, at Politiken ikke udøver censur over for, hvad dens medarbejdere måtte skrive på Facebook, så gør vi det heller ikke i Venstre”. Læs resten

Åbne sår

Der er i øjeblikket lidt mere fokus på relationerne mellem nabolandende Tyrkiet og Armenien end der plejer at være. Det skyldes at præsidenterne for de to lande – det store, muslimske Tyrkiet, og det lille, kristne Armenien – i dag underskriver en art fredsaftale, der – motiveret af finanskrisen – skal åbne op for at samarbejde og handel mellem de to republikker kommer igang igen. Og, nårh ja, grænsen åbnes. Læs resten

What’s in a name?

Nu er “kirkeirakerne” sendt hjem til Irak, men foreningen Kirkeasyl fortsætter sin kamp for dem og andre afviste asylansøgere. Seneste nye er, at Kirkeasyl vil oprette en støtteforening, der skal hjælpe dem, der skjuler afviste asylansøgere – og det vil altså sige at det er en forening, der vil bistå folk i noget, der strengt taget er ulovligt.

Kirkeasyl-folket har haft held med at rejse en moralsk diskussion om måden, vi behandler vore flygtninge på. Det synes jeg har været på høje tid. Mange tidligere forsøg på dette er politisk blevet lukket med bemærkninger om at “vores udlændingepolitik er fast og fair”, og med det flertal, der har været i Folketinget de sidste 8 år har der vitterligt ikke været meget at diskutere. Add to that at det største oppositionsparti har adopteret regeringens holdninger til emnet. Det var blevet et non-issue, på trods af at afviste asylansøger-børn var på plakaten ved det senest valg.

Så tak til Kirkeasyl for det. Læs resten