Missional identitet uden verdensmission?

Jeg har spekuleret over, om man som kirke og som enkeltperson kan have en missional identitet uden at det inkluderer et syn for verdensmission. Jer er nået frem til at det kan man godt – sagtens og desværre.

En ny blog af bl.a. Israelsmissionens generalsekretær, cand. theol. Bodil Skjøtt, der frem til den store konference i Cape Town om kort tid skriver om overvejelserne i Lausanne-bevægelsens regi angående forkyndelsen af evangeliet udover hele jorden.

30 days of prayer

Det er usædvanligt her på tilværelsen, men i dagens anledning bringes her et kort pip (tip) fra Tærten:
I dag begynder muslimernes ramadan. Den varer til 9. september. Igen i år har 30 days of prayer network udarbejdet et materiale, så kristne kan bruge ramadanen til at bede for og blive klogere på verdens muslimer. Folderne kan downloades i en børne– eller voksenudgave sammen med andre idéer og aktiviteter. Materialet er på engelsk, og er oversat til norsk.

Sidste år brugte vi børneudgaven sammen som familie, og det var rigtig godt – selvom det var svært at holde den kørende alle 30 dage. Vi prøver igen i år. Gør du også?

God ramadan!

Honduras & Hvide Sande

Min ven Søren er fra Hvide Sande. Han er en rigtig god dreng. Og nu er han i Kristeligt Dagblad! En enkel artikel om hvor livsomvæltende det i al sin udramatik kan være at opsøge og blive en del af en anden virkelighed, bare kortvarigt. Der er sikkert mange der kan genkende nogle af de ting, Søren siger. Og det er godt. Jeg tror, som Søren, at det er godt at få nogle ting med hjem, man måske ikke havde i forvejen.

– Det er jo ikke, fordi man kommer hjem som sådan en Mr. Mirakel, men jeg har da fået en større forståelse for, hvordan verden er skruet sammen. Det er lidt svært at forklare præcist, hvad man får ud af det, for det er jo sådan nogle store ord som livs-erfaring, større forståelse, overbærenhed og tålmodighed.

 

Kristendom i kulturen eller kultur i kristendommen

I Norge har en kirkes beslutning om at forbyde samisk joik skabt en del debat. Joik er en oprindelig samisk sang-form, der af kirken i Finnmarken bliver betragtet som syndigt – et syn, der eftersigende går helt tilbage til de første missionærere i området, der forbandt joik med samernes førkristne religion. Se et interview med samernes store joike-stjerne Mari Boine her (hun er en af Skandinaviens allerstørste sangerinder, hvis du spørger mig), der fortæller om sin opvækst og sit syn på joiken i dag:

Læs resten

Hvordan kan man forsvare mission?

Det er der en, der prøver at give et lidt grundtvigiansk svar på på religion.dk.

Når jeg som kristen konfronteres med det Jesus-udsagn, som ifølge Det Nye Testamente var hans sidste – nemlig hans bud om at gå ud i verden og gøre mennesker til hans disciple – ja, så må jeg konstatere, at Jesus selv troede på sin mission. Faktisk troede han så meget, at han gav opgaven videre til sine efterfølgere, og det med løftet om, at han ville gå med dem til verdens ende. Jesu budskab om fred, tilgivelse og Guds kærlighed til alle mennesker – Jesu egen død og opstandelse – var ikke kun reserveret til en lille jødisk sekt, men skulle helst nå alle. Som kristen tror jeg på, at netop i det ligger der en nøgle til at forstå Guds kærlighed til det skabte, og hans ønske om, at ethvert elsket menneske skal leve i en kærlighedsfyldt relation med ham. Det gør, at jeg tror, han i virkeligheden bærer missionen.

Bonusspørgsmålet her på Tilværelsen kunne være: Skal mission forsvares i det hele taget?