Langfredag som terapi

Jeg holder meget af verset fra Hoseas’ bog i det Gamle Testamente, hvor Gud siger om sit folk, at “jeg vil helbrede deres frafald og elske dem med glæde” (14:4), en fantastisk oversættelse af stærke vers, der handler om, at det, mennesket har brug for, er i bund og grund en helbredelse. Der er noget i os, der skal renses ud. Læs resten

Reklamer

Forår

Det lyder snart som noget fra “Ude & Hjemme”, men det er altså rart at det er forår. Der er en friskhed i luften. Vasketøjet blafrer for første gang i flere måneder decideret livsbekræftende derude på altanen. Små fitlihutter og tuttelutter og what-not pibler ufortrødent op ad jorden. Selv ukrudt ser kært ud.

Tilværelsen er ikke sådan at tage livet af. (Ej heller selvom der sjældent bliver skrevet noget på denne elektroniske version). Jeg tror det er godt. Godt at livet findes, at man kan få lov til at fylde det med gode ting, gode mennesker, tanker der peger opad og udad og ikke sidder og fedter rundt i ens blegfede navle, hvor der er surt og selvmedlident.

Det er snart påske, og godt nok er vi velsignet med at bo på den nordlige halvkugle hvor de teologiske opstandelses- og livspointer får lov til at stå side om side med forårsblomster og knopper på træerne – men der er også i foråret en besk erkendelse af at livet også af og til er koldt og tungt som vådt ler. Den kolde vind der pludselig kan feje hen over en solvarm altan. En isning i vejret, der pludselig skifter og sender forbløffende haglkugler midt i det, der lignede vejen mod sommeren. Derfor holder jeg af Vivaldis “Forår”, som har den tone af melankoli. Akkurat som lovsangen en påskemorgen, der er en glæde uden lige, men samtidig også indeholder en dump pine over at døden findes og at vejen til livet måtte gå gennem den.

Nå. Nu vover jeg et: Glædeligt forår! i håb om at det er kommet for at blive.

Kampen er svaret

religion.dk kan man stille spørgsmål til kloge repræsentanter for forskellige trosretninger, og et spørgsmål, som ikke på denne side af evigheden bliver uaktuelt, er spørgsmålet om lidelse. Teolog, lektor og præst Leif Andersen giver et svar, som jeg synes er tankevækkende. Leif skriver bl.a.:

Hvorfor har Gud ikke givet os et teologisk, enkelt svar på lidelsens problem? Måske, fordi hans væsen ikke kan begribes af noget menneske.

Men måske også for at spare lidende, grædende mennesker for det værste af alt: en teologs afklarede, sikre svar, der forstår alt på vore vegne. For det, vi har brug for, er snarere et kæmpende medmenneske, lige så forvirret og fortvivlet som vi selv.

Og det tror jeg, der er en dyb pointe i. Kampen er svaret. Kampen for at insistere på at tro at Gud er god, også selvom vi kan identificere vidnesbyrd, der tilsyneladende hævder det modsatte. Og derfor fordrer lidelsen med-lidelse (som ikke er det samme som med-lidenhed) – at vi bærer hinandens byrder og græder med de grædende.

Dét er svært, det er det virkeligt. Vi er skabt til glæde og fællesskab, og jeg tror der i de fleste af os ligger en protest i mod at lide for længe af gangen – på både vores egne og andres vegne. Guds totale identifikation med mennesket var da han selv blev menneske – ikke for at fjerne lidelsen, men for at være tilstede i den. Derfor er kampen god. Kampen for at forstå og tro på, at Gud er god når den gamle bog siger det. Kampen for at tro på, at der er fremtid og håb i Guds tanker om os. Men hvor kan det være svært, og hvor kan man blive træt af at kæmpe.

[insert title]

Jeg talte med en god ven forleden om det der med livets stædighed. Om hvordan man kan stå op, livet fortsætter tilsyneladende uagtet hvad man selv føler, og der i det både er noget besnærende og rædsomt når der er hændt noget, man har svært ved at forstå i al sin gru.

Men livet er stædigt og vedholdende, og selvom døden lurer som blind passager er det altså livet, der er i live. Lige nu går jeg sådan og savner ord. Jeg forstår godt, at de ikke findes, de ord jeg savner, der kan beskrive det, der er sket, men jeg længes efter dem. Det er som om at alle “hvorfor?”‘erne ind i mellem vokser sig større og større, men svar får vi nok ikke på denne side af evigheden.

I stedet får vi måske noget andet. Og måske en dag vi også har ord, til at fortælle hvad det så er.