Mandelštam

Jeg har været og er stadig igang med at læse den polsk-russiske poet Osip Mandelštams (1891-1938) samlede værker. De er awesome! Mandelštam skriver poesi og prosa; små knaldhårde, indholdsmættede stykker tekst, rige, klare, smagfulde, klingende af senet livsvilje og den der østlige melankoli, jeg jo har en ting med…

Mandelštam endte sit liv i en sovjettisk fangelejr nær Vladivostok efter en kort, men intens karriere som en forfatter, der ikke just strøg styret med hårene, men tværtimod lod sin anti-totalitarisme få tydelige udtryk. Den slags gør måske at han lyder som en særlig politisk poet, men det er for nemt at afskrive ham som sådan en. Men hva, jeg må jo hellere give en smagsprøve. Et digt om tiden, der insisterende både er vredt, poetisk og – synes jeg – vældig stærkt. Digtet går under betegnelsen “135” og er oversat af Ivan Malinowski.

Læs resten

Ved vejen

Jeg ved godt at jeg er uhyggeligt for sent ankommet til festen, men Cormac McCarthys “The Road” er en af de mest hjerteskærende bøger, jeg nogensinde har læst. Så uhyggelig trist og bevægende og samtidig skrevet med en hjertets renhed, som det er forunderligt at støde på i det landskab, McCarthy maler op i al sin grå rædsel. McCarthys tørre og enkle stil, der gav et velvalgt backdrop til uhyrlighederne i “No Country for Old Men”, kalder her i sin nærmest minimalistiske enkelhed fine små sandheder frem om det at leve, om det at elske, om det at overleve og tro. Det er måske nok mest af alt nemlig en roman om desperat at holde fast i en tro på at gode ting venter forude – at livet er værd at leve – at den kærlighed, man trods alt kan kende eller erindre også konstituerer den eneste gældende virkelighed. Fortællingen om Manden og Drengen der sammen vandrer ad vejen mod en ukendt, uvis og uhyggelig fremtid, der mest af alt ligner en fortid, kan ikke anbefales nok. Og den skal læses nu, skal den! For om føje tid kommer filmen, som australske John Hillcoat har lavet. Hillcoat stod bag den fabelagtige “The Proposition”, der var den bedste film i 2005, men selvom han er dygtig har jeg svært ved at tro på at han rent faktisk kan forløse bogens potentiale fuldt ud. Og derfor skal bogen læses nu, inden Manden bliver til billeder af Viggo Mortensen i dynejakke. Har du ikke skrevet den på din juleønskeseddel, så gør det endelig nu.

“The Road” vandt en Pullitzer, og det er mere end fortjenet. Der er noget evigt vindblæst og forunderlig goldt over McCarthys prosa, og alligevel er det så rig en bog. Læs den!

Begynd med slutningen

Stephen Covey kan man helt sikkert mene mange ting om, men han har bl.a. skrevet bestselleren “7 Gode Vaner”, der kommer med forslag til hvordan man struturerer og mentalt forbereder sig på en hverdag, der ikke giver stress men er optimeret for harmoni (eller noget i den dur). Det lyder måske lidt selvhjælpsklamt, men Coveys bog er fin nok, fordi den ikke falder i den fedtede empati-fælde, men anlægger en no-nonsense tone – og har nogle gode tips, omend fokuset på effektivitet er lidt til den executive side. Som så mange selvhjælpsbøger har den også af og til en lidt for blind tro på Det Gode Potentiale i Mennesket, men lad nu det ligge. Bogen er faktisk anbefalelsesværdig. Læs resten

Farvel

De stiger op, planetens sommerfugle
i Brajcinodalens middagshede luft,
op fra den underjordiske bitre hule,
som bjergbuskadset dækker med sin duft

Som blåfugl, admiral og sørgekåbe,
som påfugleøje flagrer de omkring
og foregøgler universets tåbe
et liv der ikke dør som ingenting

Hvem er det der fortryller dette møde
med et strejf af sjælefred og søde løgne
og sommersyner af forsvundne døde?

Mit øre svarer med sin døve ringen:
Det er døden som med egne øjne
ser dig an fra sommerfuglevingen.

Fra “Sommerfugledalen. Et Requiem”

Rest in Peace, Inger.