Langfredag som terapi

Jeg holder meget af verset fra Hoseas’ bog i det Gamle Testamente, hvor Gud siger om sit folk, at “jeg vil helbrede deres frafald og elske dem med glæde” (14:4), en fantastisk oversættelse af stærke vers, der handler om, at det, mennesket har brug for, er i bund og grund en helbredelse. Der er noget i os, der skal renses ud. Læs resten

30 days of prayer

Det er usædvanligt her på tilværelsen, men i dagens anledning bringes her et kort pip (tip) fra Tærten:
I dag begynder muslimernes ramadan. Den varer til 9. september. Igen i år har 30 days of prayer network udarbejdet et materiale, så kristne kan bruge ramadanen til at bede for og blive klogere på verdens muslimer. Folderne kan downloades i en børne– eller voksenudgave sammen med andre idéer og aktiviteter. Materialet er på engelsk, og er oversat til norsk.

Sidste år brugte vi børneudgaven sammen som familie, og det var rigtig godt – selvom det var svært at holde den kørende alle 30 dage. Vi prøver igen i år. Gør du også?

God ramadan!

Magtesløshed er undervurderet

Virkelig, det er det altså.

Der er noget helt forbløffende frisættende i at erkende, at man hverken kan gøre til eller fra, men at man er magtesløs. Og falder man, så må man som kristen tro på at man falder i Guds hænder.

Af og til kan man som kristen høre den indvending der handler om, at vi er ansvarsløse når vi lægger vores liv i Guds hænder. Indvendingen har validitet, dersom det at lægge sit liv i Guds hænder bliver en benægtelse af eget ansvar for egne ord og gerninger. Men det er vist ikke kun sådan, det menes.

Men helt ærligt. Findes der noget mere ansvarligt end at erkende, at man overfor livets tildragelser oftest står helt magtesløs? Netop dér giver man slip på alle sine evner, til en hvis grad på sit selvbillede. Der forlader man sig 100% på andre mennesker og Guds nåde. Det forekommer mig at være endnu mere modigt end hvis man er en sådan self-made type, der kæmper for at bevare kontrol og magt, bare fordi.

Det er nok også derfor det er så ubegribeligt svært at erkende sin magtesløshed. For så må man se sin egen lidenhed i øjnene. Man må, på sæt og vis, give bare en lille smule op. Er det farligt? Kun hvis man er bange for at tæppet skal blive trukket væk under en. Men hvem er ikke det?

Hvor er synden blevet af?

At få bortforklaret egen skyld determinerer mig. Men at ærligt erkende min synd og få den tilgivet, gør mig til et frit menneske med eget ansvar for mit liv. Der kan være tilfælde hvor friheden lidt efter lidt skal erobres: Den og den syndige vane skyldes måske forhold udenfor mig selv, som jeg ikke har ansvar for.  Men ved at jeg tager ansvar for synden i mig, bliver jeg lidt efter lidt fri.

En virkelig fin blog fra Grethe Livbjerg om den manglende tale om syndserkendelse – og vigtigheden af netop at erkende sin synd. Vi har tidligere her på stedet diskuteret ordet ‘synd’ – det er som om det ikke rigtigt spiller. Men det gør begrebet synd jo desværre stadigvæk i denne verden….!

Jeg synes Livbjerg har en fin pointe – at uden erkendelsen forsvinder korset lige så stille ud af forkyndelsen. Og at hun som katolik kan understrege menneskets eget ansvar for at gøre op provokerer mig – men på en god måde, synes jeg. 🙂 Men er det ikke også netop det, tilgivelsen gør ved os: Den sætter os for alvor fri til at tage ansvar for os selv – og giver os en ny mulighed for at vælge livet?

Troskab

Troskab, en.  (glda. troskab, -skap (SjT.19.79. GldaKrøn.202. Mand. 128), oldn. trúskapr; jf. Trohed; især jf. dog Feilb.)) den egenskab ell. det forhold at være ell. vise sig tro (II).

Det er et vidunderligt, men desværre lettere antikveret ord, troskab. Det er sådan noget ældre damer viser YM-kredsen eller noget, der måske kendetegner glade hunde. Troskab. Læs resten