Langfredag som terapi

Jeg holder meget af verset fra Hoseas’ bog i det Gamle Testamente, hvor Gud siger om sit folk, at “jeg vil helbrede deres frafald og elske dem med glæde” (14:4), en fantastisk oversættelse af stærke vers, der handler om, at det, mennesket har brug for, er i bund og grund en helbredelse. Der er noget i os, der skal renses ud. Læs resten

Reklamer

Pragmatisk kritik?

Magnus Sørensen, som er i præst i den ortodokse lutherske Augustanakirke i Århus, har i går i KD et indlæg om Indre Missions forhold til folkekirken, som jeg egentlig synes er værd at bemærke. Magnus skriver bl.a.:

Den folkekirkelige højrefløj vil altså både blæse og have mel i munden. De vil på den ene side give indtryk af, at man står på den lutherske bekendelses grund. På den anden side beder man om rummelighed i kirken.

Magnus anfægter udfra sit standpunkt her den pragmatisme, som IMs formand bl.a. selv har påberåbt sig, og jeg synes det er spot-on. Det er vanskeligt i enhver debat at bevare en absolut og samtidig fastholde en pragmatisme. Det vil uværgeligt lede til kompromiser. Det kan man jo blot gå til dagens politiske debat for at få en smagsprøve på. Spørgsmålet er bare om kirken er og skal være anderledes end som så. Det tror jeg egentlig IMs formand mener – han har bl.a. taget afstand fra humanisme og afskaffelsen af synd og skyld i kirken, og han ønsker ikke at gå på kompromis med bekendelsen. Men er det netop ikke det, historien viser at man gør, hvis man vil rummeligheden? Hvis man f.eks. ønsker at folkekirken skal give plads til IMs syn på nej til vielse af homoseksuelle, jamen, vil man så ikke i rummelighedens navn også blive nødt til at give plads til de, der ønsker at vie homoseksuelle par?

IM har alle dage – modsat f.eks. Luthersk Missionsforening – holdt fast i en kirkelig pragmatisme, og det ligger dybt i den indremissionske selvforståelse at man er en folkekirkelig bevægelse. Man har og vil gerne være en vækkelsesbevægelse ind i folkekirken, og som sådan har IM indtil for ganske nyligt været imod oprettelsen af frimenigheder udenfor det folkekirkelige fællesskab. Spørgsmålet er om pragmatismen og rummeligheden fungerer for IM i en tid, hvor klassiske “indremissionske” dagsordener sådan som forkyndelsen af evangeliet for børn og unge i udpræget grad overtages af den brede folkekirke – og hvor IMs teologiske standpunkter ofte regnes som forældede eller diskriminerende i den kirkelige debat.

Man skal nok ikke tage fejl af IMs forsøg på denne balancegang. Når man nu går ud og taler positivt om evangelisk-lutherske fri- og valgmenigheder er det svært ikke at se det som et udtryk for at der altså er mange steder lokalt hvor pragmatismen ikke fungerer. Den erkendelse tror jeg såmænd man har kunne finde i IM i mange år. Det er nok også sådan man skal læse IMs kritik af strømningerne i folkekirken. Som et forsøg på at fastholde pragmatismen. Men kan kritik være pragmatisk?

Jeg håber at Magnus får svar – jeg synes det her er en meget interessant debat.

Sex Gud

Ovenstående er provo-titlen på en bog, jeg ikke har læst. Titlen er rindet mig i hu et par gange i den seneste tid, hvor både den katolske kirke og folkekirken har fået og får en svingtur i mediemøllen på grund af noget, der har med sex at gøre. Sex og kristendom er sådan en sjov og pirrende cocktail, virker det til; i hvert fald i medielandskabet. Det kan måske til dels forstås i forhold til den katolske kirke, som insisterer på det frivillige cølibat for præster (frivilligt forstået sådan, at du ikke kan vælge det til hvis du samtidig vil være præst – med mindre du er konverteret efter at være blevet gift. Jo, der findes skam gifte katolske patere.) Nu står den katolske kirke så og kæmper med – tilsyneladende – en neverending strøm af historier om seksuelt misbrug af børn. Det er forfærdeligt, og den største gave for den romersk-katolske kirke er nok at tingene kommer frem i lyset. Uden at forholde mig til delelementer såsom pavens indblanding osv., så må man sige at pressedækningen her afslører ubarmhjertigt, at den katolske kirke fortsat befinder sig i et andet paradigme end den verdslige verden. For de fleste i den verdslige verden virker det nok til, at her befinder folkekirken sig lunt, og forsøger med den standende diskussion om vielse af homoseksuelle at slå tilpas mange knuder på sig selv for at være “kirke for folket”. Og, nårh ja, så var der lige Poul Joachim Stenders sex-bog, der fik overordentlig megen omtale, og megen få kritiske bemærkninger, på trods af at Stender, trods sine mange fine pointer, egentlig lægger op til at reformere kristendommen om til en art frugtbarhedskult.

På mit arbejde i går drøftede vi bl.a. det her. Hvorfor er det lige at det der med kristendom og sex er så.. hot? Jeg tror en af grundene er, at vi befinder os i en meget sex-fixeret tid, hvor seksualiteten er en identitetsbærende faktor som eksponeres kraftigere end så mange andre identitetsskabende faktorer. Men det besvarer måske ikke spørgsmålet om hvorfor kirkerne (misbrugssagerne undtaget) så frivilligt stiller op til en gang sex snak altid. Er det for at optræde i medierne på lige fod med Paradise Hotel-stjernerne og Ditte Okman? Er det udfra en sjælesørgerisk betragtning om at signalere, at kirken skam godt kan tumle med real life issues?

Hvad tror du ligger til grund for kirkens optagethed af samfundets optagethed (!) af det seksuelle?

Forståelser

Celebrity-rejsedirektøren og den nu tidligere katolik Stig Elling har taget konsekvensen af de mange skandaler i sin kirke – og har forladt den. Tilsyneladende en nyhed med “breaking news”-kvalitet; det er sjældent konversioner er så interessante. Der er her tale om et menneske, som tager et klart standpunkt overfor sin kirkes valne forholden sig til pædofili, tager konsekvensen – og går. Stig tilføjer, at han i øvrigt siden jul har overvejet sit ståsted – det skete efter paven gentog kirkens tusindårgamle afstandtagen til homoseksuelt samliv. Det kom tilsyneladende lidt bag på Stig, der nu melder sig ind i den lokale folkekirke, hvor også hans registrerede partner har sit kirkelige hjemsted. Læs resten

Hvis er kirken?

Der er rav i den i folkekirken. Igenigenigen. I og for sig ikke spor mærkeligt. Der vil altid opstå spændinger der hvor en kirke insisterer på at være folkets. Der vil være begrebsforvirring og altid en heftig-hidsig debat. I Danmark har de fleste tilsyneladende accepteret, at sådan er det. I stormvejr bruser kirkens indre debat over og kommer måske endda på nationalt tv. Bisper støves af og hives frem, de samme læserbreve trykkes i Kristeligt Dagblad; stormen driver over og små, næsten usynlige ændringer har fundet sted uden at nogen egentlig markerer andet end en principiel modstand. Læs resten