Religion og politik igen-igen

Det er tilsyneladende en af de debatter, der ikke kan dø. Nu er De Konservative af alle blevet sure på Roskildes biskop Peter Fischer-Møller, som i den åbningsgudstjeneste, der er blevet tradition når folketingsåret skydes i gang, kom for skade at opdatere lignelsen om den barmhjertige samaritaner og indsatte en somalisk asylansøger i samaritanerens rolle.

De Konservative mener at biskoppen politiserer, men kunne man ikke vende det om og sige at det er De Konservative, der religiøserer? Sammenligningen mellem en samaritaner og en somalier er tankevækkende nok – samaritanerne var uglesete i Israel, og deres gudsdyrkelse var ikke magen til jødernes. Samaritanerne var jo datidens “perkere”. Så uantastet hvad biskoppen ellers må have sagt kan jeg i hvert fald ikke se, at der skulle være noget galt med sammenligningen der, og reaktionen afspejler nok det provokerende der var i Jesu ord.

Man kan undre sig over om De Konservative er så ubefæstede i deres politiske udgangspunkt at de ikke tør lade sig mildt udfordre af mennesker med et kristent udgangspunkt. Man kan også spørge sig selv hvad De Konservative egentlig tænker om kirken overordnet, og hvorfor de vil sætte grænser for præsters ytringsfrihed. Under alle omstændigheder er det som om, at der igen er et vidnesbyrd om, at når man i vore dage skal tale om kirkens budskab og formål, så er det en debat der skal tages politisk. Teologien i Danmark  (eller rettere: En majoritet af teologer) ser tit ud til at have overgivet sig, og det er politikerne, der må bedømme, evaluere og bestemme hvad der skal ske i folkekirken. Man får unægteligt det indtryk, at mange politikere mener at kirken helst ikke skal sige noget, men blot udstede venlige velsignelser og være et kultisk puderum.

Spørgsmålet er så bare om man kan kalde dét for kirke. Med den genopblussede debat om vielser af homoseksuelle par i kirken (kickstartet af politikerne og kirkeministeren) ser det i hvert fald ud som om kirken selv har ladet sig lede af den begrebsforvirring, som politikerne udviser. Kigger man på folkekirkens hjemmeside (og det behøver man ikke), så kan man ikke finde et eneste ord om kirkens formål. Man spørger hvorfor, og jeg kan spørge mig selv hvad jeg dog laver i en kirke, der ikke véd hvad den vil, og hvis indre anliggender lader sig afgøre af folkevalgte politikere, som ikke nødvendigvis har hverken kapacitet eller ønske om at tage teologiske holdbare beslutninger.

Jeg drømmer om en kirke, der tør tænke stort om sin forkyndelse. Jeg drømmer om en kirke, der tør dele Guds passion for at fortælle mennesker om den nødvendige genoprettelse, der fandt sted på korset, og som alle mennesker er frie til at tage del i hvis de erkender hvor messed up, de er, og hvilke konsekvenser, det bringer. Jeg drømmer om en kirke som tager sin sendelse til danskerne så alvorligt at den ikke blot finder sig i at mange i praksis vælger kirken fra, selvom de stadig betaler deres medlemsgebyr. Jeg drømmer om en kirke der er bedende og bibellæsende og gudfrygtig, og som ikke finder sig i hvad andre må mene og tænke om det evangelium, der forkyndes.

Så ros til Roskildes biskop for at have slået et slag i bolledejen. Gid kirken ville slå nogle flere og signalere, at den ikke lader sig koste rundt med af politiske dagsordener (eller mangel på samme). Gid kirken var fri for de der politikeres indflydelse.

Ytringsfrihedisme

Ok, den her blog er måske ved at tage en mere sur og politisk drejning end tidligere, men hvad! Er der nogle læsere tilbage derude klarer de nok det.

  • Grundloven af 5. juni 1953, § 77:
  • “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.”

Læs resten

Farvel til Fogh

Så fik vi en ny Rasmussen til statsminister, og Anders Fogh, der siden 20. november 2001 har været landets stærkeste mand, er ekspederet videre til en såkaldt “international toppost” i det NATO, han var med til at køre sidelæns itu under Irak-invasionen. Tillykke til dem begge med de flotte personlige karriere-resultater.

Hvad er Foghs eftermæle? Aviserne slåsser lidt om det og alligevel falder det ret forudsigeligt ud, alt afhængig af avisens farve og tilhørsforhold. Jeg kan selvfølgelig kun give mit eget bud. Læs resten

Det skal nok gå altsammen

Så kom dåbsprocenten i København endelig under de 50%.

Ikke at det betyder noget særligt, siger biskoppen; faktisk er tilslutningen til Folkekirken forbløffende høj. Og mon ikke det i virkeligheden er godt for Folkekirken, hintes der; på sigt kommer det sikkert til at betyde en ny og større tilslutning til kirken.

Også bispekandidat Tine Lindhardt tænker vist positivt om de faldende tal. Der skal ikke lukkes nogle kirker, siger hun, og holder dermed fast i rygtet om Folkekirken som en dyr og tom institution i hævd. Vejen frem er at spørge om “om der var noget man skulle gøre på en anden måde”, som hun så frisk foreslår. Læs resten

Barnets tarv

Efter en meget omtalt dokumentarudsendelse i DR i programmet “21 Søndag” erklærer frikirken eller missionsorganisationen eller firmaet “Evangelist” at “børn kan være blevet skræmte” over nogle af de ting, der foregår i Evangelist-regi. Debatten om Evangelist og Faderhuset er lynhurtigt røget op i et meget højt gear, og på Christiansborg lægges der nu op til større kontrol med de børn, der er i frikirkelige organisationers varetægt.

Jeg kom til at tænke på debatten for et par måneder siden da der tegnede sig et flertal imod omskæring på Christiansborg. Også her blev talen om “barnets tarv” brugt som en løftestang for at lægge restriktioner over religiøse mindretal. “Barnets tarv” tages også jævnligt op som argument af både tilhængere og modstandere af homoseksuelle adoptioner eller insemineringer – sågar i debatten om aborter.

Men hvad betyder det egentlig når vi taler om tro? Hvad er barnets tarv? Skal fællesskabet/samfundet blande sig i hvorvidt det er givtigt for børn eller ej at være vidne til dæmonuddrivelser, hvis man nu tror på at den slags hører tilværelsen til? Læs resten