Og hvad så nu?

Hvad er det for et “nu”, der er nu, når det der er sket er så insisterende i sin rædsel at det ikke går væk?

Hvad har du forestillet dig, Gud?

Er du sød at høre vores bønner?

Det er nu, Gud. Det er helt afgørende, det her. Nu må du holde fast i dem, der græder. Jeg ved ikke om jeg tror de kan trøstes. Men det ved du jo.

Jeg tror vi har brug for en ny jul, Gud. En genfødsel af håbet ind i vores verden. Vi har brug for at du igen viser os hvad i alverden det var, du viste profeten Esajas, så han kunne skrive, at

“Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag.”

Hjælp os til at juble. Intet mindre. Gud, du har allerede vist os hvordan én gang – mindst – men gør det igen. Vi forstår ikke noget. Gør det snart.

Og gør det så igen.

Reklamer

30 days of prayer

Det er usædvanligt her på tilværelsen, men i dagens anledning bringes her et kort pip (tip) fra Tærten:
I dag begynder muslimernes ramadan. Den varer til 9. september. Igen i år har 30 days of prayer network udarbejdet et materiale, så kristne kan bruge ramadanen til at bede for og blive klogere på verdens muslimer. Folderne kan downloades i en børne– eller voksenudgave sammen med andre idéer og aktiviteter. Materialet er på engelsk, og er oversat til norsk.

Sidste år brugte vi børneudgaven sammen som familie, og det var rigtig godt – selvom det var svært at holde den kørende alle 30 dage. Vi prøver igen i år. Gør du også?

God ramadan!

Found in Translation

Take not, O Lord, our literal sense. Lord, in thy great Unbroken speech our limping metaphor translate.
Fra C.S. Lewis’ “Footnote to All Prayers” Et forsøg på en oversættelse vil være “Forstå os ikke bogstaveligt, oh Herre. Herre, i din store ubrudte tale, oversæt da vores haltende metafor”.

Juletigger

Det er koldt og regnfuldt i Tirana. Om natten kan temperaturen godt nå ned under 0; selv inden døre mærkes det, thi her er ingen thermoruder eller centralvarme.

Måske er det den stundende højtid, måske er det en tilfældighed, men i de sidste par dage synes jeg at jeg har set flere tiggere på min vej end jeg plejer. Jo, der er altid nogle; mennesker med de mest eventyrligt forskrækkelige fysiske defekter, vanføre, lamme, kvinder med små børn, eller blot små børn selv, der med snotnæser og krøllet hår rækker en nøgen arm frem eller hiver i jakken.

Måske har jeg haft lukket mit hjerte fra at se dem. Måske har jeg for en tid blot set de pæne tiggere, som den stumme mand, der altid sidder foran den katolske kirke. Han råber jo i sagens natur ikke op, hvilket af en eller anden grund for mig til at tillægge ham en række sympatiske kendetegn. Anderledes er det med den benløse matrone foran moskeen, der påkalder Gud og hvermand når man går forbi. Hvor tit giver jeg egentlig hende noget?

Tiggerne, de nødlidende, manden, der gennemsøger skraldespandene for det sidste spiselige – måske har jeg lukket mine øjne for dem. Måske jeg har i viden om at jeg har alt og ikke må gå sulten eller kold i seng fundet et skjold, der skjuler virkelighedens vederstyggelighed for de mange, der ikke har det som jeg. Måske falder tiggerne i virkeligheden ikke i med tapetet før jeg tager skyklapperne på.

Julen er på vej, og her bliver den ikke hvid, til forhåbentlig trøst for de mange tiggere. Men hvordan går jeg selv ind i julen? Tør jeg møde barnet ved krybben som den juletigger, jeg bør være? Forstår jeg at mine lukkede øjne gør mig til den fattigste af alle? Tør jeg stå snavset og nøgen foran barnet om hvilket der blev sunget så smukt af englene? Har jeg tro på at min snavsede næve, rakt frem, ville blive mødt med varme og omsorg af den Gud, der kom barnefødt for at give mig liv i overflod?

Gud, gør af mig en hjertets juletigger.