Ansigt

“Indvendigt bærer jeg mine tidligere ansigter, som et træ har sine årringe. Det er summen af dem der er mig. Spejlet ser kun mit nyeste ansigt, jeg kan mærke alle mine tidligere.”

Thomas Tranströmer, “Minderne Ser Mig” (1999).

Reklamer

Haiku IX

Döden lutar sig

och skriver på havsytan.

Kyrkan andas guld

*

Det har hänt något.

Månen lyste op rummet.

Gud visste om det.

*

Taket rämnade

och den döda kan se mig.

Detta ansikte

*

Døden bøjer sig ned

og skriver på havoverfladen.

Kirken ånder guld.

*

Der er sket noget.

Månen lyste stuen op.

Gud vidste det.

*

Taget revnede

og den døde kan se mig.

Dette ansigt.

*

Tomas Tranströmer

Godt nyt for B-mennesker

Eller… nyt er det måske ikke. Bare en anbefaling af den katolske blog “Bibelnyts Blog”, som har den gode påmindelse i dag:

Alt ligger foran os. Ikke alt har vi indflydelse på. Vi kan ikke forandre omstændighederne og for det meste heller ikke de mennesker, vi omgås og som måske volder os besvær. Men vi kan forandre os. Vi kan vælge vort eget sindelag, starte på en frisk.

Når vi bruger disse første minutter til at overgive Gud den kommende dag, så bliver også denne dag en dag, som Herren har skabt til vores glæde. Uanset hvad.

Jeg er ikke A-menneske. Tærten would agree. Jeg bærer stadig en teenage-agtigt modstand mod at gå tidligt i seng og tidligt op, selvom livets mange ansvar egentlig kræver det. Det betyder, at jeg i bund og grund synes at morgener er som tal: Uberegnelige og onde. Godt at få en opmuntring til at starte morgenerne et andet sted end der, hvor jeg måske nok er tilbøjelig til at lade dem begynde, nemlig i min søvnige sjæls sure fornærmethed…

Farvel

De stiger op, planetens sommerfugle
i Brajcinodalens middagshede luft,
op fra den underjordiske bitre hule,
som bjergbuskadset dækker med sin duft

Som blåfugl, admiral og sørgekåbe,
som påfugleøje flagrer de omkring
og foregøgler universets tåbe
et liv der ikke dør som ingenting

Hvem er det der fortryller dette møde
med et strejf af sjælefred og søde løgne
og sommersyner af forsvundne døde?

Mit øre svarer med sin døve ringen:
Det er døden som med egne øjne
ser dig an fra sommerfuglevingen.

Fra “Sommerfugledalen. Et Requiem”

Rest in Peace, Inger.