Politikere og ægteskaber

Aviserne flyder endnu engang over med beretninger om Lars Løkke Rasmussens forhold til udgifter. For hver eneste gang en historie kommer til overfladen er der et nyt lag, en nuance, der føjes til historien om Lars Løkke og bilagene. Det er ikke overraskende en historie, den politiske venstrefløj gerne ser gentaget – det er deres udgave af fortællingen om løftebryderen Helle Thorning-Schmidt.

Venstretoppen, der traf beslutningen om at sende Lars Løkkes familie med ham til Mallorca, fortæller nu at de gjorde det udfra en betragtning om at drage omsorg for Venstre formanden efter en strabadserende valgkamp i 2011. Det var så at sige en investering i Lars Løkkes familieliv ( – at Lars Løkkes kone også er folkevalgt Venstremedlem er i denne sag glemt). Jeg tror at Venstres ledelse har ret i at toppolitik er vanskeligt at kombinere med et sundt familieliv. Hvis man blot tæller blandt ministre eller tidligere ministre, så er der siden 2005 en lang række politikere som er blevet skilt fra deres ægtefælle – både før, under og efter de sad på ministertaburetten. Mette Frederiksen og Martin Lidegaard er i år blevet skilt fra deres ægtefæller; de føjer sig til Villy Søvndahl og Manu Sareen som ministre i Thorning-regeringen, som er blevet skilt indenfor de seneste år. I VK-regeringens tid var det Lars Barfod, Inger Støjbjerg, Carina Christensen, Søren Pind og Peter Christensen, der måtte se deres ægte/partnerskaber ophøre (dog ikke alle under deres ministertid). Peter Christensen sagde ganske åbent til Fyns Stiftstidende at skilsmissen havde at gøre med hans arbejde som toppolitiker:

– Der er ingen tvivl om, at familien betaler en høj pris, for det har da haft sin pris at være så meget fra hinanden i 10 år. Det er trist. Det er også trist, at andre, mine børn, skal påvirkes af de beslutninger. Jeg prøver at være der for dem, selv om jeg ikke har så mange timer.

– Og ja, det giver skuffelser. Når jeg er hjemme sammen med børnene, og telefonen ringer, og jeg bliver kaldt til forhandling i København. Hvad jeg så siger til dem? At det er fars arbejde.

Lige her dur begrebet ”arbejde”, for det er nu engang det, der er lettest at forstå for to små piger. Når far er væk, er han på arbejde.

– Det er det, danskerne forventer af os politikere, og jeg synes egentlig ikke, det er så urimeligt.

– Man kan ikke begge dele.

Hvorvidt Peter Christensens ekskone og døtre er enige med deres eksmand og fader i, at det ikke er “urimeligt” at arbejdspresset har kostet dem en familie vides ikke. Det kunne også være interessant at høre deres kommentarer til Venstres omsorg for partiformanden – mon en sådan også blev dem til dels da det blev svært og surt det hele?

Det er godt at en arbejdsplads også tager højde for når et arbejde har store personlige konsekvenser. At være partiformand for landets største parti må i sagens natur være et hårdt arbejde. Jeg synes dog vi er ude på et skråplan hvis vi ligefrem skal forvente af vore folkevalgte at de ofrer deres ægteskaber og familieliv for at lede os. Er det virkelig det, vi ønsker? Det tror jeg ikke.

Politikere er bedst til deres job når de forstår hvordan det er at være borger. Når de kender til bøvlet med hente/bringe, madpakker; når de forstår – dybest set – hvad det vil sige at være menneske i Danmark. Politikerne vælges på deres politiske holdninger, javist, men de vælges også på deres person. Jeg synes det er skønt at have politikere, som er mennesker, og som ikke bare er meningsmaskiner. Folk, der lader sig bevæge af argumenter og søger de bedste løsninger for Danmark, og som virker til at have en forståelse af hvordan tilværelsen er. Jeg bryder mig ikke om politikere, der virker som om de er fremstillet i et laboratorium, og som anser deres kald til at lede Danmark som vigtigere end alt andet, for arbejdet som politiker er flygtigt og bliver kun sjældent til et livskald.

Det gjorde indtryk på mig da daværende undervisningsminister og enlig mor Tina Nedergaard trak sig fra sine politiske poster “af personlige grunde”. Her var der et menneske, der turde sige at der var ting i livet, der var vigtigere for hende end undervisningsministeriet! Jeg fik lyst til at stemme på hende.

Vi stiller mange krav til vore politikere, og forargelsen omkring Lars Løkke afslører, at vi ikke synes de er så gode til at honorere dem. Men er det i virkeligheden os med vore krav om tilgængelighed på sociale medier og folkelig gennemslagskraft der gør arbejdet som toppolitiker meget svært at kombinere med et familieliv? Jeg ved det ikke. Men jeg synes det er værd at overveje.

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s