De smiler, gør de, på billedet, i John Wells’ filmatisering af Tracy Letts’ prisvindende teaterstykke “August: Osage County” (2013), og filmen kastede da også et par Oscar-nomineringer af sig til Meryl Streep og Julia Roberts. Det er dog ellers ikke oplevelsen af livsglæde, man sidder tilbage med; snarere endnu en lettere trættende rejse tilbage til endnu et ætsende amerikansk heartland familiedrama. Du kender sikkert genren, som Tennessee Williams for alvor mestrede og gjorde til sit eget svedige og svedende udtryk med teaterstykker som “A Streetcar Named Desire” (da: “Omstigning til Paradis”) eller “Cat on a Hot Tin Roof” (da. “Kat på et Varmt Bliktag”.) Williams’ stykker sættes stadig op i hjemlandet USA og også af og til herhjemme; der er en dybfølt nerve, som stadig kan bevæge og rejse historierne op fra deres dramatisk døs og give dem liv.
Tracy Letts’ “August: Osage County” har endnu til gode at få en dansk scenedebut, til gengæld fik filmen et fortjent kort liv i biografen og er nu snart klar på DVD til de, der skulle være interesseret i at studere arven efter Tennesee W. For filmen “A:OC” har næppe værdi som andet end et udtryk for en næsegrus beundring for familiedramaets urfader; det er i bedste fald en pastiche og i værste fald en fiasko i sit forsøg på at skabe en medrivende fortælling om en familie, der er mere end lige ved at gå op i limningen.
Da patriarken Beverly Weston (Sam Shepard) pludseligt forsvinder må hans tre døtre (spillet af Julia Roberts, Juliette Lewis og Julianne Nicolson) vende hjem til deres mor, den kræftsyge pillemisbruger Violet (Meryl Streep), som med støtte fra sin søster Mattie Fae (Margo Martindale) og dennes mand (Chris Cooper) forsøger at komme igennem begivenheder, alt imens stuepigen Johnna (Misty Upham) forsøger at finde fodfæste i sit nye arbejde – det sidste Beverly gjorde inden sin forsvinden var nemlig på mærkværdig vis at ansætte hende som husfaktotum. På rollelisten ses også svigersønnerne Ewan McGregor, Dermot Mulroney samt nevøen Benedict Cumberbatch. Der er dermed tale om et skuespilsheavy udtræk af dit helt store.
For enhver af figurerne i Tracy Letts’ stykke findes der en dyb dramatisk sandhed, der afslører hvem de er, eller på anden vis udtrykker at de mere eller mindre alle har levet på en løgn. Når man kun har godt halvanden time til at komme rundt om alle disse løgne og fortielser, så er det klart at der bliver smurt på med den bredde pensel. Der er ikke tale om en nuanceret familietragedie, hvor én skæbnesvanger hemmelighed har determineret og ødelagt noget for alle. Næh; her bærer alle i sig potentialet til død, selvforagt og katastrofe. Filmatiseringen af stykket rummer ikke helt at håndtere den barokke humor med hvilken disse fæle sandheder slynges ud i rummet, og resultatet er udmattende. Man når at investere så frygteligt lidt i denne familie før historier om selvmord, løgn, bedrag, incest, stofmisbrug, ulykkelig kærlighed, sidespring og så videre fyger gennem rummet.
Men hvad er forskellen på Tennessee Williams og Tracy Letts? Williams skrev de fleste af sine stykker i en tid hvor kernefamilien stadigvæk var den indiskutable ramme om ethvert menneskeliv. Som en amerikansk Ibsen rev han tæppet væk under sit publikum ved at afsløre, at der selv langt ind i disse familier fandtes løgne og ulykke. Williams var ikke just en subtil fortæller, men han var ofte raffineret og forstod, at en ulykke sagtens kan være nok. Hans historier var ikke afmælte, men afmålte fint og kendte balancen mellem for meget og for lidt.
Siden da, med sammenbruddet af kernefamilien som den altafgørende struktur i samfundet, er flere forfattere som Letts vendt tilbage til familietragedien. Det er jo her, hvor mennesker både kan elske og foragte hinanden så dybt at rigtigt meget saftigt drama kan skrives. Men fordi det ikke længere vælter os om kuld at høre om ét dødsfald, én abort, ét sidespring, ja, så smøres der ekstra godt på. Det nærmer sig sæbeoperaens billige dramatiske tricks med altid en hemmelig; altid et kønsskifte mere eller en ukendt halvsøster mindre. Og man spørger sig selv om hvilke familier, der egentlig portrætteres som the Westons gør i “August: Osage County”. Det kan virke som om at vor tids forfattere måske ikke længere helt forstår hvad en “familie” er. Måske Letts’ stykke i virkeligheden rummer en længsel efter familien som funktionel – eller er den blot et antikveret levn fra en fjern tid, som tilfældigvis kan hjælpe en historie i at komme rigtigt på gled?
John Wells’ filmatisering er som sagt slet ikke vellykket. Skuespillerne gør hvad de kan for at vinde hver en scene, de er i. Det er uskønt, især fra den ellers så træfsikre Meryl Streep’s side. Hvad hun laver i filmen her nærmer sig overspil af værste karakter. Stærkest står Julia Roberts og Julianne Nicholsons portrætter af de to søstre – her har man på fornemmelsen, at skuespillerne rent faktisk forstår de figurer, de spiller. Men det er kun i glimt, man gribes. Resten af fortællingen ender i skrig og skrål.
tilvaerelsen. 