Hagiografi

For en gnaven gammel protestant som undertegnede er det der med helgener noget mærkeligt noget, både teologisk og ikke mindst kulturelt. Den plads, helgenerne tager i troen hos katolikker, kan virke fremmedartet og ikke mindst besværlig når man er en historieløs lutheraner. Angsten for at ligne helgen-‘dyrkere’ har nok gjort at mange kirkeretninger siden reformationen har holdt sig meget langt væk – måske alt for langt væk – fra de opbyggelige beretninger, der som oftest tæller som vidnesbyrd om de mennesker, der senere hen er blevet saligkåret. Og det kan jo godt være en skam. Selvom man ikke er en stor tilhænger af troen på at afdøde mennesker kan gå i forbøn for en for Gud – og selvom man, som jeg, hellere vil henvende mig direkte til Verdens Skaber, så kan der bestemt godt være opmuntringer at hente i historierne om disse hellige, som i deres levetid jo som oftest ikke ansås for at være helgener, men snarere mennesker, som måske endda var lidt besværlige.

I tidens løb har mere eller mindre fiktive værker om disse helgener været skrevet til stor succes og fascination for mange troende, såvel som ikketroende. Det er på sin vis pirrende at nogle mennesker på en særlig måde skal kunne have haft kontakt til Gud, og troen på at Gud igennem dem har kunnet udvirke mirakler, er interessant. I 1941 var det en bog om Bernadette Soubiros (1844-1879; helgenkåret 1933) der lå på toppen af bestsellerlisterne. Den blev (naturligvis) filmatiseret i 1943, og hovedrollen blev besat af den dengang ukendte Jennifer Jones, der senere hen vandt en Oscar for sin optræden. Hvor det i 2010 var rollen som Lisbeth Salander i David Fincher’s udgave af “Mænd Der Hader Kvinder”, som alle unge starletter drømte om, var det altså i 1943 rollen som en helgen, der var den meste efterstræbte. Oh how things have changed.

Nå, men filmen fortæller ganske straightforward historien om den unge Bernadette i Lourdes, som i flere syn ser en smuk kvinde tale til sig i en grotte nær byens losseplads. Bernadette kommer fra små kår, og hendes syner bliver (naturligvis) genstand for en masse rabalder. Både troende og tvivlende forholder sig til den unge piges guddommelige tilsigelse, og filmen følger hende i de fire måneder, jomfru Maria (for jo, hende er det!) viser sig for hende.

Filmen er et interessant produkt af sin tid, og vil gerne tækkes både den troende og den tvivlende seer. Vi får både serveret en række katolske klichéer, som for bastardiseret visse teologiske detaljer, men vi får også præsenteret den moderne tvivler, som med videnskaben og psykologien i hånden ønsker at nedbryde den små Bernadette – for hun må da lyve.

Mest interessant bliver filmen i portrættet af Bernadette – og samtidig er dette filmens svaghed. Bernadette, der som barn led voldsomt af astma, bliver portrætteret som en noget naiv og godtroende pige, hvis sjæl gennemillumineres så meget af synerne at intet kan rokke ved hendes tro på Gud. Vi får et billede af en uskyldsren pige, der bliver en mild og faktisk lidt kedelig ung kvinde uden ret meget personlighed. På sin vis et stærkt vidnesbyrd om et menneske der vælger at leve for Gud – på den anden side bliver Bernadette overraskende nok den mindst interessante figur i filmatiseringen. Det overrasker nok ikke at selv den stærkeste skeptiker til sidst må bøje sig for Bernadettes renhed.

Lourdes er i dag et pilgrimssted for mange, der tager dertil for at opleve et mirakel. Den katolske kirke rapporterer flere godkendte mirakler på stedet, hvor mellem 5-8 millioner mennesker hvert år valfarter til. Det er ikke så underligt at historien om den lille piges syner fascinerer.

***

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s