Gespenster

Han hedder Apichatpong Weerasethakul og vandt De Gyldne Palmer ved filmfestivalen i Cannes i 2010 – men de fleste udenfor hans hjemland Thailand kalder ham bare “Thai Joe”, hvilket både virker morsomt, pudsigt og mærkeligt passende når man betænker de kunstfilm, han har instrueret. Jeg har ikke set nogle af hans tidligere film, hvor “Tropical Malady” ofte fremhæves, men Guldpalmevinderen “Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives” (2010, da. “Onkel Boonmee”) er en i særklasse esoterisk og mærkelig fortælling, hvor det fantastiske møder det mondæne og bliver til en art magisk realisme på sydøstasiatisk.

Har man set (og det bør man) japanske Hayao Miyazakis forunderlige animerede film såsom “Chihiro og Heksene” eller “Det Levende Slot” véd man, at der i asiatisk mytologi tales anderledes frimodigt om ånder og den slags. Transcendensen er nærværende på en måde, der både kan virke eksotisk og fremmedgørende for en (relativt) rationelt tænkende vesterlænding. Dette er mildt sagt også gældende for “Uncle Boonmee”.

Boonmee lider af en nyresygdom, der snart vil koste ham livet. Han har fortrukket til sin plantage i junglen, og her vil han dø. En svigerinde og hendes søn passer og hjælper ham, og han ser sin død i øjnene med tør realitetssans. En aften på verandaen får han besøg af sin afdøde hustrus ånd, og også den elskede og forsvunde vender tilbage som et abespøgelse. Scenen er helt enkel, helt fantastisk, og viser Thai Joe på toppen af sit game. Det, der forståes umiddelbart, møder det, der ikke kan forklares. Virkeligheden og … ja, noget andet, interagerer, samtaler, co-eksisterer i et magisk, langt øjeblik. Dødens mulighed bliver en portal til noget andet, og summen af et liv gøres ikke blot op i det immanente, men også det transcendente.

Hvad der siden hen sker er lidt vanskeligt at forklare, men Onkel Boonmee tænker tilbage på sine tidligere liv (heraf titlen). En række vignetter af mere eller mindre forståelig karakter træder i kraft indtil Boonmee så at sige rejser tilbage til livets udspring for at dø. Til sidst præsenteres vi for en scene af ren realisme, der overrasker, men som på sin egen måder går fint i spænd med Boonmees tro på tidligere liv og sjælens evighedskarakter.

Der er i sagens natur tale om en film, som umiddelbart kan fascinere og undre, og som ikke levner mange svar på de forunderlige spørgsmål, den stiller. Det kan anbefales at se filmen flere gange for at nærme sig en forståelse, og selvom den taler i sit eget tempo er den ikke vanskelig at se. Weerasethakul er en mester i med lyd og billeder at bygge en ambience hvori historien folder sig ud. Hans håndværk fornægter sig ikke, uagtet hvordan man føler det når man f.eks. møder Boonmee i en af hans tidligere inkarnationer som erotisk udfordret malle…!

Denne anmelder fandt det vanskeligt at blive helt bevæget – dertil er Thai Joes univers for fremmedartet – men hans evne til at bygge billeder og stemninger er uforlignelig. Jeg vil sent glemme da vi første gang møder Boonmees sjæl som abespøgelse. En næsten gammeldags fryd som ved en god spøgelsesfilm, en nysgerrighed efter at forstå, og et gib i maven følger den humoristiske og ikke særligt højpandede men dog komplekse film om manden, der skulle dø.

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s