Utilpas

Hvorfor siger vi til hinanden at vi elsker hinanden? Gør vi det fordi vi ønsker at glæde den anden med vores kærlighed, eller gør vi det dybest set for at undslippe vor egen ensomhed?

Det er kort og godt hvad det engelske drama “Sunday Bloody Sunday” fra 1971 handler om. Instrueret af John Schlesinger fik filmen på dansk titlen “Den Satans Søndag”, og nej, den handler ikke om samme ‘bloody Sunday’ som U2 senere sang om, men om en søndag, den sidste dag i en uge, der også bliver den sidste dag i ikke blot en, men to kærlighedsrelationer.

Ja, okay, spoiler alert der. Men jeg synes ikke det gør noget, De ved det. At De måske endda vælger at se filmen, irritabel over at kende slutningen. For så er De i den helt rette sindsstemning til denne film, der er en tour de force i utilpasset middelklasseegoisme.

Lægen Daniel Hirsch (Peter Finch) og den fraskilte kvinde Alex Greville (Glenda Jackson) er begge involveret i en affære med den unge billedhugger Bob (Murray Head, bedre kendt for at synge “One Night in Bangkok” fra “Chess”..!). Både Daniel og Alex’s hverdag er præget af rutine og livslede, og Bob er blevet undskyldningen for et kedeligt liv. Både Daniel og Alex føler en form for ret til Bob, og selvom de ved at Bob seksuelt er lidt af en fri fugl lader de ikke dette betyde noget. Jo længere de kan få ham, desto længere kan de holde følelsen af livets rutineprægede og opgivende ligegyldighed fra kroppen.

Det er i sagens natur et noget kynisk portræt, instruktøren John Schlesinger tegner af kærlighedens natur. Vi elsker ikke fordi nogen elskede os først; vi elsker for at holde varmen og for at følelsen af forladthed ikke skal tynge os ned. Kærligheden bliver en undskyldning for at se realiteterne i øjnene, og man kan spørge sig selv om der overhovedet er tale om kærlighed. I scenerne mellem filmens to par – Bob og Alex og Bob og Daniel – er der en underlig utilpashed. Det er ikke spor romantisk; det er akavet, koldt og tomt. Kun i Bobs tro på sin egen kunst og på fremtiden sporer man noget lysegrønt og levende. Bob bliver det holdkæftbolsje, de udstyrer virkeligheden med, når den er ved at tage pippet fra dem med sin evindelige kedsommelighed.

Da Bob til sidst forlader sine elskere for at rejse ud i verden mødes Alex og Daniel endelig. Kort, kuldskært, isnende. Det gibber i en til allersidst, da en bekendelse rammer skærmen, og man forstår at “Sunday Bloody Sunday” ingenlunde er et kærlighedsdrama – det skulle da så handle om den enkeltes kærlighed til sig selv, og om hvor grumt kærligheden kan mishandles for menneskets egoismes skyld.

Filmen er kold, men vældig godt skruet sammen, især hvis man kan abstrahere fra hvor grimme 1970erne så ud. Men den æstetiske grimhed passer forbløffende godt til kulden, og manuskriptet er fremragende til at banke syle af fremmedgjort utilpassethed ned i hver eneste relation. Mennesket er alene og tilværelsen absurd, synes filmen at konkludere. Jeg ser mig om og glæder mig over at det ikke er sådan i mit eget liv. Håber, De vil kunne gøre det samme.

****/*****

Jeg fandt “Sunday Bloody Sunday” for 25,- i TP. Det synes jeg nok, den er værd.
Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s