Altings ophav: Terrence Malick og hans film

Jeg mener det faktisk: Terrence Malicks “The Tree of Life” er den bedste film, jeg har set i en biograf i mere end 15 år. Ikke siden Robert Altmans “Short Cuts” (1993) har jeg set en film, der i så høj grad udfyldt filmmediets muligheder med en altomsluttende, kalejdoskopisk og overraskende fortælling med dybt eksistentielle undertoner.

Terrence Malick har i årenes løb ikke lavet frygteligt mange film, hvilket man kan begræde eller juble over, alt efter smag og temperament. Malicks stil er distinkt; han lader sjældent sine film følge traditionelle, narrative strukturer, men er i stedet optaget af interaktionen mellem menneske og natur. Stærkest kom det nok til udtryk i “The New World” (*****/*****, 2005), som – med udgangspunkt i beretningen om Pocahontas – blev en beretning om kultur vs. natur (læs mere her). Før dette tog Malick livtag med pacifismens umulighed i “The Thin Red Line” (*****/*****, 1998) – en slående film, der vedstod sig krigens kompleksitet uden at gribe til effektjageri (og dermed, besynderligt nok, blev en af de stærkeste anti-krigsfilm siden Coppolas uomgængelige “Apocalypse Now”). Før den kom “Days of Heaven” (*****/*****, 1978) om en lille løgn som født i fattigdommens og depressionens USA bliver en stor løgn – og før den den Bonnie & Clyde-agtige “Badlands” (****/*****, 1973). Det bliver fem film på små 40 år. En Malick film tager den tid, en Malick film tager…

Malick er kendt (eller berygtet) for sine lange indstillinger, der maler filmlærredet op som et levende maleri. Om nogle er Malick en billedmager der har forstået, at filmmediet ikke alene er en art stort fjernsyn, der kan formidle mikro- og makrohistorier, men også i høj grad kan åbne syns- og høresansen. Han maler i stemninger, lyde, billeder, og som oftest bliver skuespillerne nærmere rekvisitter end aktører. Det kan have overraskende udfald. Adrien Brody gik til premieren på “The Thin Red Line” i den tro at han med filmen havde fået sin første hovedrolle, men det viste sig at hans scener var blevet klippet fra. Sean Penn har udtalt sig kritisk om sin medvirken i “The Tree of Life”, på trods af at filmen vandt De Gyldne Palmer i Cannes i 2011. Oscars har Malicks film aldrig vundet nogle af.

Der er noget ’68er over de temaer, Malick tegner op. Manden, som notorisk ikke giver interviews, betragter efter sigende sig selv som kristen (og de kristne undertoner fornægter sig heller ikke i hans film), og hans atmosfæriske billeder vender igen og igen tilbage til naturens storslåede majestæt – nok det nærmeste, man kommer på en konstant i hans oeuvre. Kunne man lide en film som Nicolas Winding Refn’s “Drive” (****/*****, 2011),  vil Malicks film både virke sært beslægtede og helt modsatte. Beslægtede i deres ordknappe atmosfære, fjerne i deres ‘tilbage til naturen’ syner af korn, træer, og græs. På mange måder er Malicks film organiske, langsomme og rolige. Ganske som et træ er det.

Naturen i “The Tree of Life” ser vi komme til verden (bogstaveligt talt), og der er noget helt logisk i at Malick nu er blevet gammel nok til at vise os verdens undfangelse på film. På en sær måde handler “The Tree of Life” nemlig om alting. Med udgangspunkt i en biografisk fortælling om en familie, der mister en søn; og om den efterladet broder, der, år senere, tænker tilbage på sin opvækst, bliver filmen en fortælling om sorg, om tab, om barndom, om erindring, og om kærlighed. Om alt det, der er med til at forme os som mennesker.

Der findes to veje i livet: Naturens vej og nådens vej. Sådan lærte Jack at se og forstå tilværelsen af sine forældre. Som voksen (Sean Penn) tænker han tilbage på sin opvækst hos den autoritære far (Brad Pitt) og den kærlige mor (Jessica Chastain). Selv har Jack tilsyneladende valgt et liv uden megen plads til livets store øjeblikke – til det, der ikke kan måles og vejes. Et liv hvor kærlighed og barmhjertighed synes fraværende. I tanken rejser han tilbage, til da han var et barn, som voksede op og lærte at se på sin far som et menneske, der begik fejl, og på sin mor som en kvinde, der elskede uden ophør. Han husker billeder, oplevelser og øjeblikke, som formede ham. Han erindrer sin bror, som han voksede op med, men hvis tidlige død fik en måske større betydning for ham, end han selv ved. At Jack i sine tanker vender tilbage til der, hvor han selv kommer fra, bliver til en film om derfra, hvor alting kommer fra; en film om Gud, om skabelsen, om kærligheden, sorgen, håbet og – ja, meget mere.

Det er vældig vanskeligt at yde en film som “The Tree of Life” retfærdighed med ord. Det kan faktisk være helt vanskeligt at fortælle, hvad den handler om – der er her tale om en visuel film af en helt særlig art, som kommunikerer mere i stemninger og billeder end i ord. For nogle vil det lyde spændende; for andre kan det måske lyde som noget værre rod. Hører man til i den sidste kategori, er det ikke sikkert, at man vil få vanvittigt meget ud af Terrence Malicks Guldpalmevinder. Så vil filmens lange og dvælende billeder af børn, der leger i naturen – og ikke mindst det lange segment, hvor jorden skabes, virke underlig langt og unødvendigt. Så vil man undre sig over, at der næsten ingen dialog er i filmen, men at figurerne taler til os i voice-overs.

Filmen rammes ind med et citat fra Jobs Bog, der sætter Gud og Guds visdom over menneskets, men som også stiller mennesket et sted, hvor det kan råbe og klage sin nød til Gud. Derfra foldes filmen ud, og vi får lov til at se skabelsen, kærligheden, familien som velsignelser, der blidt regner ned fra oven. Ikke desto mindre er der tale om velsignelser, som i en falden verden kan være svære at forstå, og derfor ser vi også Jack stå i en moden alder og overveje sin tilværelse, alt imens han tænker over det, han fik med hjemmefra.

“The Tree of Life” er mageløs smuk, og jeg må indrømme, at den ramte mig dybt. Sjældent ser man billedmeditationer, der handler om, hvor smukt og hvor svært livet kan være på en gang – og endnu sjældnere findes de med en erkendelse af, at Gud findes, at han vil mennesket, og at nådens vej er en realitet. Samtidig er der ikke tale om en forkyndende film; tværtimod, og det gør filmen så forunderlig og så utrolig vanskelig at skrive om. Se den. Dette er en af den slags film, der laves umanerligt få af.

*****/*****

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s