Magnus Sørensen, som er i præst i den ortodokse lutherske Augustanakirke i Århus, har i går i KD et indlæg om Indre Missions forhold til folkekirken, som jeg egentlig synes er værd at bemærke. Magnus skriver bl.a.:
Den folkekirkelige højrefløj vil altså både blæse og have mel i munden. De vil på den ene side give indtryk af, at man står på den lutherske bekendelses grund. På den anden side beder man om rummelighed i kirken.
Magnus anfægter udfra sit standpunkt her den pragmatisme, som IMs formand bl.a. selv har påberåbt sig, og jeg synes det er spot-on. Det er vanskeligt i enhver debat at bevare en absolut og samtidig fastholde en pragmatisme. Det vil uværgeligt lede til kompromiser. Det kan man jo blot gå til dagens politiske debat for at få en smagsprøve på. Spørgsmålet er bare om kirken er og skal være anderledes end som så. Det tror jeg egentlig IMs formand mener – han har bl.a. taget afstand fra humanisme og afskaffelsen af synd og skyld i kirken, og han ønsker ikke at gå på kompromis med bekendelsen. Men er det netop ikke det, historien viser at man gør, hvis man vil rummeligheden? Hvis man f.eks. ønsker at folkekirken skal give plads til IMs syn på nej til vielse af homoseksuelle, jamen, vil man så ikke i rummelighedens navn også blive nødt til at give plads til de, der ønsker at vie homoseksuelle par?
IM har alle dage – modsat f.eks. Luthersk Missionsforening – holdt fast i en kirkelig pragmatisme, og det ligger dybt i den indremissionske selvforståelse at man er en folkekirkelig bevægelse. Man har og vil gerne være en vækkelsesbevægelse ind i folkekirken, og som sådan har IM indtil for ganske nyligt været imod oprettelsen af frimenigheder udenfor det folkekirkelige fællesskab. Spørgsmålet er om pragmatismen og rummeligheden fungerer for IM i en tid, hvor klassiske “indremissionske” dagsordener sådan som forkyndelsen af evangeliet for børn og unge i udpræget grad overtages af den brede folkekirke – og hvor IMs teologiske standpunkter ofte regnes som forældede eller diskriminerende i den kirkelige debat.
Man skal nok ikke tage fejl af IMs forsøg på denne balancegang. Når man nu går ud og taler positivt om evangelisk-lutherske fri- og valgmenigheder er det svært ikke at se det som et udtryk for at der altså er mange steder lokalt hvor pragmatismen ikke fungerer. Den erkendelse tror jeg såmænd man har kunne finde i IM i mange år. Det er nok også sådan man skal læse IMs kritik af strømningerne i folkekirken. Som et forsøg på at fastholde pragmatismen. Men kan kritik være pragmatisk?
Jeg håber at Magnus får svar – jeg synes det her er en meget interessant debat.
tilvaerelsen. 
8 svar til “Pragmatisk kritik?”
Ja, man har da lov at håbe, men min erfaring er, at IM-toppen kun nødigt svaret på teologisk kritik fra mig eller ligesindede.
Jeg føler mig overbevist om – og det gør du måske også? – at ledelsen i IM grundlæggende ser anderledes end du gør på en lang række ting omkring det at kalde sig luthersk, men jeg synes den her balancegang omkring det at være pragmatisk og bekendelsestro er interessant (og problematisk).
Jeg må sige, at jeg faktisk er i tvivl om, hvad ledelsen i IM mener om det at være bekendelsestro – og det er nok heri problemet ligger. Hvis ledelsen virkelig mener, at man er og handler bekendelsestro, så ville jeg forvente, at man faktisk kunne give mig lidt modspil i min kritik. Jeg hælder faktisk efterhånden mere til, at man godt ved, hvad det vil sige at være bekendelsestro evangelisk-luthersk og at man netop derfor så sjældent svarer.
Det er derfor, jeg skriver som jeg gør om at man taler med to tunger.
Det ville være en ærlig sag, hvis IM var overbevist om, at man var bekendelsestro og ville forsvare det teologisk, eller hvis man var ligeglad med bekendelsen og turde sige det.
Men som det er nu, er problemet, at man det ene øjeblik vil prises som forsvarere af bekendelsesgrundlaget og det næste øjeblik mod bedre vidende modsiger bekendelsen.
Konteksten for IM har jo altid været folkekirken. Det er rammen for det meste tænkning i IM, er mit indtryk. Jeg tror at IMs selvforståelse på den måde er relativistisk (omend det relativistiske nok er uerkendt). Det er måske derfor det kan være vanskeligt at forholde sig til et ikke-relativistisk syn på bekendelsen, sådan som du præsenterer.
Uden at vide det tror jeg at man i IM oprigtigt mener sig bekendelsestro som i “mere bekendelsestro end så mange andre i folkekirken”. Derfor bliver man måske også stødt hvis nogle hævder at man er ligeglad med bekendelsen når nu man i sin egen selvforståelse synes at kæmpe for den (indenfor altså nogle faste og åbenbart ikke før nu forandringsvillige rammer).
Det her er i øvrigt ikke et forsvar for ikke at ville dialogen med dig, Magnus!
Jeg er nok ikke uenig med dig, hvad angår IM som helhed. Men jeg kan ikke anse IM-ledelsen, herunder generalsekretæren og formanden for uerkendende i dette spørgsmål. Hvis man ikke har erkendt, at der er nogle spørgsmål, der kræver svar, kan det kun være fordi man ikke vil erkende.
Men jeg tror da, jeg i øvrigt er enig i din analyse af den relativistiske bekendelsestroskab. Det er for mig at se netop problemet. Det er utroværdigt at fremstille sig selv som bekendelsestro og angribe f.eks. Grosbøl for at træde udenfor bekendelsen, når man selv har et relativistisk syn på bekendelsen. Hvis det kun er de andre, der ikke må træde udenfor, men ens “venner” gerne må, er det hykleri.
Selvom jeg gjorde det lige før har jeg egentlig ikke lyst til at gøre mig overvejelser om hvad der er erkendt eller uerkendt.
Men jo. Jeg kunne godt tænke mig at høre hvad man vil sige til dit indlæg.
Jeg vil normalt heller ikke sige, at man skal bilde sig ind at vide, hvad der foregår inde i mennesker. “Erkendelse” kan jo forstås både som noget subjektivt og om den rent objektive forstandsmæssige erkendelse.
Når det gælder, om man er vidende eller uvidende om noget, mener jeg nu nok, at jeg kan udtale mig herom efter at have kørt en intensiv offentlig oplysningskampagne for Indre Missions ledelse i flere år. Det er jo ikke ubegavede mennesker, vi har med at gøre.
Men i subjektiv forstand kan det da godt være de ikke har erkendt det i den forstand at de ikke vil erkende det, som jeg skrev ovenfor. Og det vil jeg bestemt ikke udelukke.
Så kom der svar.
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/416752:Debat–Vi-vil-missionens-sag-i-folkekirken