18. december

Takket være Kirkeministeriet og sikkert også Præsteforeningens overenskomst med selvsamme ministerium havde Simon (og Ellen) ikke skulle vente længe på at få internet i præstegården. Faktisk havde den virtuelle verden været åben for Simon (men mest Ellen) fra første dag, de kørte deres flyttelæs ind på gårdspladsen. Det første, Ellen havde googlet, var naturligvis “Melflinge”. Det havde hun nu siddet og søgt på mange gange i Møllegade – lige siden Simon havde fået opringningen med beskeden om at han havde fået jobbet – men der kom ikke særligt meget op. En slægtsforsker i Vendsyssel havde været en tur i kirkebøgerne og skrevet noget om sine forfædres mulige gøren og laden i det vestfynske. Men ellers ikke rigtig noget. Og sådan var det stadig, den første dag hun forsigtigt tændte sin gamle bærbare ven fra studietiden i præstegårdsstuen.

Hvad nettet ikke kunne tilbyde af Melflingeskrøner  kunne det til gengæld tilbyde af tidsfordriv og ikke mindst: Shopping. Nu, hvor Ellens daglige omgivelser var meget behersket hvad angik indkøbsmuligheder, fandt hun at det var helt i orden at bruge den virtuelle verdens endeløse strøg af muligheder, og hun købte. Meget. Ind. Posten smilede altid pænt og høfligt, men han havde efterhånden været der så tit med pakker at hun næsten følte hun burde undskylde. I Møllegade fik man bare en sur seddel og så kunne man stille sig i kø på et trist posthus for at få sine pakker. Her kommer en fin gul postbil og manden i den røde uniform ringede pænt på døren og ventede. Eller lagde pakkerne på trappen. Det var besnærende, og Ellen havde købt de fleste julegaver på nettet. Endelig havde hun fundet et ur til Simon, gaverne til sine forældre, til Trine og et par gamle veninder. Men hun synes hun manglede at købe en lille ting til Karen.

Lørdagen startede med julemarked og julegudstjeneste på Elisesminde – det var fint og nydeligt, men Ellen følte sig ikke rigtig kaldet til at købe halmnisser eller underlige drejede lysestager. Så efter Simons pligter som sognepræst var færdig (og oldfruen havde overrakt ham en overdådig kurv) besluttede de at køre til Assens, bare for at finde en lille ting til Karen.

Simon havde prædiket om forventning, og Ellen følte sig for første gang lidt forventningsfuld. Fredagens øvning med børnene var gået over al forventning. Hun var i godt humør, og når Simon sagde at det at vente på Jesus var at vente på Gud, så var hun nærmest blevet helt religiøs. Hvad mon han havde i ærmet?

I Assens fandt hun hos guldsmeden, der ikke havde haft et ur til Simon, en brosche til Karen. Den forestillede en sommerfugl med lilla vinger. Hun glædede sig til at give den til Karen.

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s