15. december

Det var en af den slags dage. Selv Melflingestjernen, som lå på bunden af en kasse, var fladmast. Ellens humør var i bund. Camillas mors spørgsmål og samtalen med Johannes kombineret med det frustrerende møde med børnene havde taget hårdt på hende. Hun savnede det, der virkede som enkelheden i Møllegade. Hendes søster Trine havde ringet og meldt sin ankomst, og hun frygtede det. Melflinge havde sandt for dyden ikke meget at byde på. Hun kunne ikke tage Trine med ned til Karen. Trine, som boede i New York og lige “var hjemme” og ville slå et smut forbi det vestfynske i den lejede bil inden hun rejste tilbage. Trine, som var så hip og smart og rig og kendte de kendte. Trine, hvis duft gav Ellen mindreværd.

Hun satte sig med juleevangeliet endnu engang og læste det. Akademikeren i hende havde lyst til at inkludere Gabriels besøg hos Maria, altså, det var vigtigt hvis hun nu ville understrege moderskabsvinklen endnu mere; men med den aktuelle trup af skuespillere havde hun lyst til at gøre stykket så kort og enkelt som muligt.

I Assens rendte hun ind i Karen. “Ellen!” råbte hun fra den anden side af gaden mens Ellen stod og kiggede på et ur til Simon i guldsmedens vindue. “Hvordan gik det med krybbespillet?” I baghovedet kunne hun høre Trine klukle over scenen. At søster Ellen fra Nørrebro nu blev tilråbt af ældre damer i Assens. Om krybbespil, simpelthen. Men Ellen havde fortalt Karen at hun synes det var svært, og Karen havde på sin Karen-måde tilbudt at komme og skælde børnene ud. Men det ville der vidst ikke komme noget godt ud af.

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s