12. december

“Der bor da ingen børn i den her by, der hedder Johannes”, sagde Karen da Ellen sad bænket med finskbrød og kaffe og fortalte hende om hvordan krybbespillet var ved at tage form. “Hvad hedder han mere end Johannes?” Det vidste Ellen jo strengt taget ikke, og hun syntes ikke hun kunne fortælle Karen at barnet i krattet var en profet. “Johannes! Nej, det tror jeg altså ikke, Ellen,” sagde Karen og forsvandt et øjeblik, men kom pludselig tilbage med en stak Familie-Journaler som hun lagde på bordet foran Ellen. Ellen sagde tak, for selv om Karen ikke formelt havde sagt noget om at dem skulle hun have, så kendte Ellen hende nu godt nok til at vide, at det var sådan det hang sammen. At Karen ikke kendte Johannes slog Ellen hen. Karen var en gammel dame, og hun kunne umuligt kende alle – heller ikke selvom Melflinge var lille. Men kasserne med sager til krybbespillet – hvad var der i dem? “Alt hvad du har brug for!” sagde Karen højt og for ud af stuen. Ellen så hende kaste en frakke på, og forsvinde i stormskridt ud af døren og op mod kirkegården. Så sad hun der, Ellen, i en kvindes hus, og kunne endnu engang betragte platterne. De gulnede ungdomsfotos af Karen på kommoden. Billeder af børn og hunde fra en svunden tid. Ved en lænestol lå et hækletøj, som Karen var i gang med. Og Ellen overvejede kortvarigt hvor Karen mon skulle holde jul henne, men tankerne blev afbrudt af, at Karen åbnede døren og råbte “Herinde!” En mandsstemme mumlede i baggrunden, og pludselig stod Karen og Holger i stuen med hænderne fyldte af kasser og sager. “Du kigger på det her, ikke også da!” sagde Karen, og lagde en nøgle foran Ellen. Nøglen til sit hus. “Du kommer bare!”

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s