6. december

De var kørt til Odense, “storbyen”, for det var mandag og Melflinges præst havde en fridag. Ingen af dem kendte byen, men det var hyggeligt at gå i den sammen, som turister. De fik taget hul på julegaveindkøb og det var rart bare at gå der i sneen sammen. Det var første gang siden de flyttede at det mindede lidt om gamle dage, og Ellen nød at de bare var to. At hun ikke skulle dele sin Simon med oldfruer og nabosogne. Om søndagen var Simon blevet “indsat”, som det hed, af provsten. Provsten kom helt fra Haarby, det var altsammen meget højtideligt, og Ellen havde været stolt af sin Simon. Hun syntes, han så godt ud når han stod på prædikestolen. Men hun forstod ikke helt prædiketeksten. Den var fra Lukas og handlede om at Guds rige skulle komme nær. Teksten var mystisk, og den handlede om at man altid skulle bede og være klar, og Ellen havde særligt overvejet hvad det betød i forhold til det med krybbespillet.

Efter gudstjenesten havde menighedsrådet stået for en reception i forsamlingshuset, og Ellen havde fået hilst på en masse mennesker, deres ægtefæller og naboer og.. og… og. Det havde været overvældende, og det var helt rart at se Karen igen. Hun havde stukket Ellen en bakke æg. “Du glemte dem”, sagde Karen, og Ellen kendte nu Karen så godt at hun forstod, at det i virkeligheden var Karen, der  havde glemt at give hende æg med hjem.

Da Ellen og Simon sad på en café med en kop cacao og et stykke kage fortalte Ellen forsigtigt om det der med krybbespillet. Simon smilede uudgrundeligt. Tænkte han mon at det var håbløst, eller at det var en god ide? “Det må du selv finde ud af, Ellen”, sagde han. Tænk, det sagde han bare. På en stille, rolig måde. Og Ellen vidste at han jo havde ret. Selv havde han masser af se til. Men Ellen havde jo egentlig tid nok.

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s