3. december

– “Du”, sagde Simon over frokosten (laksemadder, bare fordi), “hvad siger din A-kasse lige – er der noget med at du skal søge nogle jobs?” Og det var der egentlig noget med. Ellen havde taget den lille folkevogn, de havde købt ind til Assens, hvor A-kassen havde et kontor. En venlig dame ved navn Lis havde ikke rigtig vidst hvad hun skulle sige, da Ellen fortalte at hun var uddannet cand.mag i indiansk sprog og kultur, med kulturformidling som bifag. De havde kigget lidt på de stillinger, der var på hele Fyn, og det, der umiddelbart kom tættest på var jobbet som billedformidler ved Johannes Larsen Museet i Kerteminde, helt ovre på den anden side af øen. Lis forsøgte helt tydeligt at holde Ellen munter med nogle friske bemærkninger om, at der da nok skulle komme noget; og så tilbød hun Ellen et kursus i at lave hjemmesider, som Ellen ikke rigtigt vidste hvad hun skulle sige til. – “De mangler en kirkesanger i Pleijendrup,” sagde Simon, og så lo de begge to, for Ellen kunne virkelig ikke synge, og det var vældig hyggeligt at sidde der i Melflinge og grine lidt sammen.

Senere på dagen var Simon kørt ud til Elisesminde, hvor han skulle mødes med oldfruen (hun var altså hverken komtesse eller grevinde), og Ellen tog sin vanlige gåtur “Melflinge rundt”. Da hun kom hjem satte hun en kande the over. Hun overvejede om hun skulle tænde for fjernsynet eller læse en bog, men pludselig bankede det på køkkendøren. Hun havde kun kortvarigt nået at tænke over hvem det kunne være, da døren gik op, og en stout dame i 60erne trådte ind i køkkenet.

“Dav,” sagde hun, og rakte en ordentlig næve frem mod Ellen, som ikke anede hvordan hun skulle reagere på dette menneskes frimodige invasion af hendes køkkenhygge. “Det er så mig, der er Karen. Jeg bor nede i nummer 4. Og du må så være Lene?” Hun stod pludseligt forbavsende tæt på Ellens ansigt, og selvom Ellen havde brugt det meste af sin studietid på at læse om fremmede folk, så anede hun ikke hvad hun skulle sige eller hvordan hun skulle reagere. Ingen havde givet hende en bog over hvad der blev forventet af præstefruer, men tilsyneladende var det noget med at ens dør altid skulle være åben. Men hvad sagde man? Hun fik fremstammet at Simon ikke var hjemme nu, og at hun hed Ellen, og så lo Karen hjerteligt – lidt for hjerteligt – satte sig ned ved køkkenbordet. “Dét ved jeg da godt. Jeg så bilen køre ud mod Elisesminde. Det er dig, jeg er kommet for at besøge”.

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s