Længsel på lyd

I et stykke tid har jeg haft lyst til at skrive den her anmeldelse, men jeg er lidt bange  for hvor patetisk det kan komme til at lyde. Tingen er den, at Mechanical Bird’s seneste  EP “Daughter of the Wind” er intet mindre end fremragende, og den har ramt mig svært meget. Hvordan giver man lige udtryk for det på en ordentlig måde? Jeg ved det ikke helt. Det er som om sangene på en eller anden fantastisk måde er smeltet ind i noget, der er dybt i mig og min eksistens. Det er en følelse af at være genkendt i musikken. På mange måder en vældig personlig oplevelse, kan du jo nok høre, og som sådan svært at forkynde objektivt på noget så prosaisk som en blog.

Men – Jakob Brixen alias Mechanical Bird har skrevet, komponeret og født seks fantastiske sange, som ganske enkelt er lyden af noget, man engang kendte, men havde glemt man gjorde. Vi taler her genremæssigt om en art hjertets bluegrass, iblandet nordiske toner af eftertænksomhed og rørt op med lige dele vagabond-americana og – tør man sige – Beatles-inspireret enkelhed.

Der er et vist åbenlyst slægtskab med folk som Hymns from Nineveh og Sufjan Stevens i det primært håndholdte lydbillede, men Mechanical Bird skiller sig alligevel ud. Der er en lyrisk tone i både poesi og toner, som er usentimentalt længselsfuldt, og Jakobs vokal er mere åbenlyst himmelstræbende end både Sufjans og Hymnas’, hvis inderlighed er anderledes brændende. I de intime øjeblikke, hvor Sarah Hepburns smukke varme omfavner Brixens vokal lyder han som en ung Bryan Ferry, og sangene åbner sig mirakuløst. Den tyngde og anelse af tusmørke, der findes i musikken, fuldendes perfekt med Brixens håbefulde tenor.

Stærkest står nok “It’s Summer and I want to Sleep”,  et sole (og måne)klart hit, som er som en skumringsaftens uapologetiske drøm om varme og lykke, men det er vanskeligt at fremhæve et nummer fremfor andre, når de nu alle står som en organisk helhed hvor arrangementer og tekster følges ad. EPen, som er alt, alt for kort, forløses i den vidunderligt åbne “Dear Loneliness Leave Me Now”, som er forunderlig sejrsrig og tilgængeligt glad.

Ja. Det er en god plade og en oplagt julegaveide til dig, der af og til synes at vinterens frost og kulde er overdrevet. Og til dig, der bare holder af god musik, gode ideer og tekster, der lader tilhøreren ane at eksistensen i sig selv har en dybde som kan være både smertelig og glædelig. God fornøjelse, og tak, Jakob.

Reklamer

6 tanker omkring “Længsel på lyd

  1. Pingback: Salmer fra køkkenet « tilværelsen.

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s