One Trick Pony

Sofia Coppola har efterhånden etableret sig så meget som filminstruktør at det er tilnærmelsesvis flabet at nævne at hun er datter af den legendariske “Godfather” instruktør Francis Ford Coppola, der også stod bag mesterværker som “Apocalypse Now” og “The Conversation”. Ligeledes er det også flabet at nævne at Sofia spillede som en brækket arm i en vigtig rolle i “The Godfather Part III”, en film som nok ikke burde være blevet lavet. Nu er det så nævnt alligevel, og så skylder vi vel også at få sagt at Sofia fortjent vandt en Oscar for sit manuskript til et af 00ernes hovedværker, “Lost in Translation” (2003), der også gjorde hende til den første amerikanske kvinde, der blev indstillet til filmprisen som instruktør.

“Lost in Translation” var ikke Coppolas første film; det var den sfæriske “The Virgin Suicides”, og fælles for den og de øvrige film, “Marie Antoinette” og nu “Somewhere” er Coppolas kredsen om den flygtige berømmelses betydning for individet. I “Virgin Suicides” fulgte vi en kreds af hormonbefængte teenagedrenge, som var ulykkeligt forelskede i de underligt døende Lisbon-søstre. “Lost in Translation” havde Bill Murray i rollen som en livstræt verdensstjerne, der blev genkendt overalt; “Marie Antoinette” handlede om der hvor det at være berømt bliver til det at være berygtet. Og nu “Somewhere”, hvor det falmede teenageidol Stephen Dorff spiller Hollywodstjernen Johnny Marco, som – indlogeret på det legendariske hotel “Chateau Marmont” – lever det syrede søde liv med nøgne damer, whisky, hurtige biler og endnu hurtigere og mere tilfældig elskov.

Det er et liv, som er tomt, og som på mange måder synes at kede Johnny. Men det er nu engang det liv, der er hans. Han passer sine opgaver med pressen, men han glædes ikke rigtigt over det mere. Intet morer ham. Ingenting siger ham noget. End ikke de anonyme og vrede SMS-beskeder synes at betyde noget.

Men så kommer Cleo (Elle Fanning). Cleo er, nåh ja, forresten, hans datter. Forholdet til moderen er for længst gået i vasken, men Cleo. Cleo er fars pige. Og så er de sammen. De spiller Wii. Flyver til Milano. Svømmer i poolen. Snakker lidt om ikke rigtigt noget. Og er sammen med hinanden.

Sofia Coppola er helt suveræn til tørt at vise menneskets tilværelse som triviel, men interessant; mondæn men kedelig. Det er ingen undtagelse her. Hendes stilsans er forrygende, og vi fanger hurtigt den postmoderne ironi, Coppola lægger ned over hvert enkelt billede. Det er derfor op til skuespillerne at løfte den meget løse historie, og de gør de glimrende. Særligt Elle Fanning bringer en frisk og naturlig, sød og børnet menneskelighed til filmen (meget anderledes end hendes uhyggeligt voksne storesøster Dakota gjorde det i sine børneroller).

Alligevel kan jeg ikke begejstres uden at få en hvis fad smag i munden. For det er jo set før hos Coppola, det her. Hun har gjort det både mere elegant, dybere og sjovere. Der er intet nyt i at en instruktør indspiller den samme film hver gang; problemet med Coppola er blot det, at det ikke virker til at hun kan komme det tematiske spadestik dybere der retfærdiggør endnu en film. Og derfor bliver det lidt, ja, set-før. Hun er ikke ueffen, og filmen er langt fra at være en katastrofe, men så hellere “Lost in Translation” endnu engang.

***

“Somewhere” vandt Guldløven i Venedig og kan endnu ses i udvalgte danske biografer, men skynd dig. Eller lad være.

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s