Udenfor Ingmar

Man tror det næppe, men Sverige var også en (halv)stor filmnation før Ingmar Bergman slog igennem, og længe inden “Englegård” og “Mænd der Hader Kvinder”-serien definerede svensk cinema som nærmest muntert underholdende (og dybt kriminelt). I filmens barndom var Victor Sjöström a force to be reckoned with, og selvom han i dag nok mest er kendt for sit bevægende skuespil i, ja, Ingmar Bergmans “Ved Vejs Ende”, så var han i sin tid en af de største instruktører. At Ingrid Bergman og Greta Garbo blev verdensstjerner skyldtes heller ikke Ingmar, men i stor grad de lokale instruktørere, der formåede at lave film, der blev set udover hele verden.

Ingmar selv kaldte Hasse Ekmans “Pigen og Hyacinter” (1950) for et mesterværk, og det er også en på mange måder overraskende film. Overraskende i den meget fine karakterskildring, der levnes masser af plads i historien om den unge kvinde Dagmar Brinks pludselige selvmord og hendes naboers nysgerrighed og ønske om at forstå hvorfor hun dog gjorde det. Ikke ulig den norske forfatter Carl Frode Tillers roste roman “Indkredsning” bliver den afdødes venner, tidligere elskere og bekendte til sandhedsvidner om det menneske, der nu, i kraft af sin egen død, er blevet mere end en nabo, men et pirrende problem. Ekman udstiller sylespidst den mærkelige kynisme, der er i vores omgang med hinanden, men han forråder på intet tidspunkt sine figurer, tværtimod. De udfordres af den dødes valg; de udfordres og provokeres og hendes død får dem til at læse deres eget liv på en særlig måde, hvad end det så er den tidligere veninde eller den charlatan til sanger, som Dagmar delte en kort flirt med. Hendes selvmord bliver et uudgrundeligt spejl, og som var filmen en klassisk noir længes naboerne efter at forstå. Til allersidst rives tæppet væk under tilskueren da det store “hvorfor?” ganske tyst antydes.

Man kunne ønske for en film som Ekmans “Flicka och hyacinter” at den var blevet gennemgående restaureret inden den var udkommet på DVD. Lyden er ikke for god og der er meget snavs på billedsiden. Det skæmmer desværre lidt oplevelsen af Ekmans billedside, der klart er inspireret af både den kvintessentielle amerikanske noir, såvel som europæiske Max Ophüls evigt nysgerrige kamera. Ikke desto mindre er filmen klart seværdig; milevidt fra Bergmans sjælevridende udstillinger, men stadig med en eksistentiel smerte på spil. Det er vældig fint.

****

“Pigen og Hyacinten” kan sikkert lånes på de fleste biblioteker, men når man ser den drømmer man om at de danske biografer havde mere mod til at sætte gamle film op, for det er jo i biografen, de skal ses…

Reklamer

En tanke omkring “Udenfor Ingmar

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s