Kampen er svaret

religion.dk kan man stille spørgsmål til kloge repræsentanter for forskellige trosretninger, og et spørgsmål, som ikke på denne side af evigheden bliver uaktuelt, er spørgsmålet om lidelse. Teolog, lektor og præst Leif Andersen giver et svar, som jeg synes er tankevækkende. Leif skriver bl.a.:

Hvorfor har Gud ikke givet os et teologisk, enkelt svar på lidelsens problem? Måske, fordi hans væsen ikke kan begribes af noget menneske.

Men måske også for at spare lidende, grædende mennesker for det værste af alt: en teologs afklarede, sikre svar, der forstår alt på vore vegne. For det, vi har brug for, er snarere et kæmpende medmenneske, lige så forvirret og fortvivlet som vi selv.

Og det tror jeg, der er en dyb pointe i. Kampen er svaret. Kampen for at insistere på at tro at Gud er god, også selvom vi kan identificere vidnesbyrd, der tilsyneladende hævder det modsatte. Og derfor fordrer lidelsen med-lidelse (som ikke er det samme som med-lidenhed) – at vi bærer hinandens byrder og græder med de grædende.

Dét er svært, det er det virkeligt. Vi er skabt til glæde og fællesskab, og jeg tror der i de fleste af os ligger en protest i mod at lide for længe af gangen – på både vores egne og andres vegne. Guds totale identifikation med mennesket var da han selv blev menneske – ikke for at fjerne lidelsen, men for at være tilstede i den. Derfor er kampen god. Kampen for at forstå og tro på, at Gud er god når den gamle bog siger det. Kampen for at tro på, at der er fremtid og håb i Guds tanker om os. Men hvor kan det være svært, og hvor kan man blive træt af at kæmpe.

Reklamer

2 tanker omkring “Kampen er svaret

  1. JA det er bestemt nogle klare og gode svar leif A kommer med. Jeg har flere gange kunne se god mening med den lidelse jeg stod i, men hvad glæde er der egentlig ved det – jo måske lidt mere udholdenhed, men lidelsen er der jo stadig og med den, kampene og fustrationerne over livets kår.

    Victor Frankl (en psykolog der overlevede koncentrationslejrene) påstår at man kan se lidelsen som en meningsgivende kamp i sig selv. (selvfølgelig kun hvor den ikke er selvvalgt, men udefra påtvunget) Ved at forsone sig med sin lidelse og påtage sig sin kamp, kan man finde ro til at leve hvor livet gør undt. 🙂

    Alligevel tror jeg ikke at det er muligt uden Gud og visheden om at der er en evighed efter denne, hvor Gud vil reagere i stedet for død og lidelse… 🙂 – eller uden at se hen på kristus som vores forbillede også i lidesen (Hebr 5,8 og 1 Pet 4,1).

  2. Jeg synes du har ret i at der ikke umiddelbart er meget glæde ved holde lidelsen ud, og der er nok også en vigtig pointe i at forstå, at selvom man endda vil kunne se en art mening med lidelsen er det ikke ensbetydende med, at man ligefrem kommer til at blive fyldt med glæde.

    Jeg tænker at Frankl har ret, og jeg tror og håber på, at der hvor ‘det med Gud’ gør en forskel er i forhold til at undgå at blive bitter af det. Og at se hen mod Kristus er aldrig en dårlig ting… 😉

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s