Religion og politik igen-igen

Det er tilsyneladende en af de debatter, der ikke kan dø. Nu er De Konservative af alle blevet sure på Roskildes biskop Peter Fischer-Møller, som i den åbningsgudstjeneste, der er blevet tradition når folketingsåret skydes i gang, kom for skade at opdatere lignelsen om den barmhjertige samaritaner og indsatte en somalisk asylansøger i samaritanerens rolle.

De Konservative mener at biskoppen politiserer, men kunne man ikke vende det om og sige at det er De Konservative, der religiøserer? Sammenligningen mellem en samaritaner og en somalier er tankevækkende nok – samaritanerne var uglesete i Israel, og deres gudsdyrkelse var ikke magen til jødernes. Samaritanerne var jo datidens “perkere”. Så uantastet hvad biskoppen ellers må have sagt kan jeg i hvert fald ikke se, at der skulle være noget galt med sammenligningen der, og reaktionen afspejler nok det provokerende der var i Jesu ord.

Man kan undre sig over om De Konservative er så ubefæstede i deres politiske udgangspunkt at de ikke tør lade sig mildt udfordre af mennesker med et kristent udgangspunkt. Man kan også spørge sig selv hvad De Konservative egentlig tænker om kirken overordnet, og hvorfor de vil sætte grænser for præsters ytringsfrihed. Under alle omstændigheder er det som om, at der igen er et vidnesbyrd om, at når man i vore dage skal tale om kirkens budskab og formål, så er det en debat der skal tages politisk. Teologien i Danmark  (eller rettere: En majoritet af teologer) ser tit ud til at have overgivet sig, og det er politikerne, der må bedømme, evaluere og bestemme hvad der skal ske i folkekirken. Man får unægteligt det indtryk, at mange politikere mener at kirken helst ikke skal sige noget, men blot udstede venlige velsignelser og være et kultisk puderum.

Spørgsmålet er så bare om man kan kalde dét for kirke. Med den genopblussede debat om vielser af homoseksuelle par i kirken (kickstartet af politikerne og kirkeministeren) ser det i hvert fald ud som om kirken selv har ladet sig lede af den begrebsforvirring, som politikerne udviser. Kigger man på folkekirkens hjemmeside (og det behøver man ikke), så kan man ikke finde et eneste ord om kirkens formål. Man spørger hvorfor, og jeg kan spørge mig selv hvad jeg dog laver i en kirke, der ikke véd hvad den vil, og hvis indre anliggender lader sig afgøre af folkevalgte politikere, som ikke nødvendigvis har hverken kapacitet eller ønske om at tage teologiske holdbare beslutninger.

Jeg drømmer om en kirke, der tør tænke stort om sin forkyndelse. Jeg drømmer om en kirke, der tør dele Guds passion for at fortælle mennesker om den nødvendige genoprettelse, der fandt sted på korset, og som alle mennesker er frie til at tage del i hvis de erkender hvor messed up, de er, og hvilke konsekvenser, det bringer. Jeg drømmer om en kirke som tager sin sendelse til danskerne så alvorligt at den ikke blot finder sig i at mange i praksis vælger kirken fra, selvom de stadig betaler deres medlemsgebyr. Jeg drømmer om en kirke der er bedende og bibellæsende og gudfrygtig, og som ikke finder sig i hvad andre må mene og tænke om det evangelium, der forkyndes.

Så ros til Roskildes biskop for at have slået et slag i bolledejen. Gid kirken ville slå nogle flere og signalere, at den ikke lader sig koste rundt med af politiske dagsordener (eller mangel på samme). Gid kirken var fri for de der politikeres indflydelse.

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s