Da Jesus på korset råbte “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”, ja, da var han virkelig den mest forladte af alle mennesker. Og selvom Gud siden da har været os nær, ikke bare sådan i form af noget, han siger, men helt konkret i form af Helligånden, så er vi ikke forladte, hvorend vi går og står. Alligevel kan Jesu desperate råb af og til høres som ekkoer i vore sjæle når vi stå overfor livets fortrædeligheder og ikke mindst det, der med et fantastisk passende gammelt ord hedder livets forkrænkelighed.
Der er nemlig noget dybt krænkende over dødens magt over livet i denne verden. Menneskets værd ser ud til at knække overfor det, der ligner en sejr til døden. Enhver af os skal en dag bukke under – det eneste man kan være sikker på når man bliver født er at man (højst sandsynligt) skal dø. Og vi prøver at pakke døden ind i vat for at gøre den mere spiselig eller knapt så modbydelig – vi taler om “en værdig død” og gør vores til, at døden i al sin gru bliver blot en enkel bagatel i slutningen af fortællingen.
Men der findes ikke sådan noget som en værdig død, for alene det at vi dør, at livet bliver krænket, er uværdigt. Det var fra starten ikke meningen det skulle være sådan. Men det er sådan.
Og hvad så? Så vender vi os mod Gud. Vi stemmer i Jesu nødråb fra Golgata. Vi kan protestere mod en Gud, vi synes viser sin almagt og sin omsorg på en lige vel forkert måde; vi kan fyldes af vrede over alt det, han tillader; men vi råber alligevel til ham. Hvor skal vi ellers råbe? Hvem skal vi ellers gå til med vore brudte hjerter?
Det rige ved at være et Guds barn er, at vore råb besvares med håb. Med et håb om liv og skønhed som udspringer fra Guds vidunderlig beslutning om at skabe os med uendelig værdi. Da Jesus blev sønderrevet så hæsligt på korset var det jo for at rejse op os, løfte vores værdighed op af sølet og genindsætte os i Guds nærhed, sådan som vi var tænkt var begyndelsen. Mennesket har i virkeligheden værd. Ethvert menneske er skabt underfuldt, tænkt som et ikon af selveste Skaberen.
Og derfor skal vi minde hinanden om, at det, der ligner død; det der ligner en uværdig krænkelse af selve livet og af vore elskede mennesker – det er kun udvendigt, det ser sådan ud. I virkeligheden – i Guds virkelighed – findes ingen død udover den, Kristus døde. Der findes kun liv. Dér er døden i dåben og i kødet også bare overgange til liv. Der er den uværdige forkrænkelse af livet en parantes i verdenshistorien. Der er mennesket så dyrebart at det går i fællesskab med Gud og aldrig behøver at føle sig alene.
Og derfor skal vi minde hinanden om, at da døden ikke kunne knække Jesus, så kan den heller ikke knække os, der er hans. Forkrænkeligheden – krænkelsen – er et skin, en skygge af dødens magt som krampagtigt gispende forsøger – endnu – at få os til at tro på løgne.
tilvaerelsen. 
5 svar til “Værd”
Thomas, du er god til at bruge dine ord!
Døden er en underlig krænkende størrelse. Den hører ikke til her, og den har ingen magt. Den er unaturlig – og alligevel det eneste, vi kan være sikre på skal ske med os. Jeg frygter den ikke, det gør jeg virkelig ikke. For mig er den en overgang til livet – det egentlige liv. Det liv, jeg er skabt til at leve.
Men jeg hader døden. Jeg hader al den ødelæggelse, som følger efter den. Jeg hader alle de hverdage, den slår i stykker. Jeg hader, at den skaber så mange knuste hjerter, venskaber, familier. Jeg hader, at den kommer uventet og ikke giver os en chance for at sige de vigtige ting og opleve mere af denne verdens liv sammen. Jeg hader, at døden fra det ene øjeblik kan vende op og ned på alt. Jeg hader, at den bryder ind i gode relationer.
Og midt i alt det må jeg klamre mig til Livet. Det kaldte Jesus sig selv, for det er det, han er. Jeg kan ikke andet. Jeg må klamre mig til, at LIVET har sejret over den død, jeg hader! Og ikke en gang det formår jeg – at klamre mig til det. I min magtesløshed kan jeg ikke andet end at bede Gud holde fast i mig. Jeg må bede Livet om at holde fast i mig og alle andre, der hader døden og alle dens følger. Hvad kan jeg ellers?
Jeg har tænkt noget af det samme på det sidste. Uanset hvordan man skal herfra, hvor gammel man bliver og hvor “mæt af dage” man kan være, så vil døden altid være noget helt forkert. Det var ikke meningen, at det skulle være sådan – om man så er barn, ung eller gammel. Selvom døden er blevet et grundvilkår for mennesket, så bliver det aldrig naturligt. Nogle velmenende mennesker kan finde på at sige “sådan skulle det så være”, men sandheden er, at det skulle det virkelig ikke, og en dag, når Gud skaber en ny jord, så skal det ikke være sådan længere.
Ja, døden er vildt unaturlig. Og det tror jeg godt man ved, når man har skulle begrave en af sine elskede. Men vi tager nærmest for givet at den er naturlig fordi vi tror at det så bliver lettere at bære for os selv. Men det er et bedrag, som den nye jord i den grad kommer til at begrave.
Er glad for, at du kredser om de samme spørgsmål i dette og andre blogindlæg. Har inspireret mig voldsomt til et afsnit i en prædiken om Lazarus’ opvækkelse, jeg skal holde på torsdag. Ok, at jeg låner dine tanker?
Thomas
Alt det du kan, Thomas.