Inkongruens

Der findes dage som er inkongruente i forhold til resten af livet. Som ganske enkelt ikke passer ind. Som støder sig mod troen, mod håbet, måske også mod kærligheden. Der sker nogle gange ting, som intellektet gerne vil forklare, som hjertet søger efter mening i, men som dårligt kan klassificeres som andet end meningsløse. Der findes mennesker, elskede mennesker, som skal igennem dage så hårde og onde at man ikke kan forstå det. Der findes knyttede hænder der løfter sig mod himlen alt imens man grådkvalt kaster sig ind i armene på den Gud, man tror på, for hvad skulle man dog ellers.

Lige nu sidder jeg og lytter til et stykke musik som er skrevet af en ung mand, som efter alt at dømme har mistet livet sammen med tre af sine venner på det, der var en fantastisk herretur. Fire smukke, talentfulde, fantastiske, lækre mennesker, som var med til at gøre verden et lidt bedre sted, er efter alt at dømme gået tabt, og to ligeså dejlige drenges liv ligger i ruiner.

Jeg har ikke nogle “aha!”-pointer eller “nåhja!”-tilføjelser til begivenhederne. De bare ER der, og man ønsker noget så voldsomt at det var de ikke. Jeg forbavses over at Gud kan være så ødsel, og at Gud tilsyneladende mener os så rige at vi kan undvære dem. Men hans veje er vitterligt uransagelige. Og hvor uransagelige de end var, så gik de seks drenge på dem, og gør det endnu, og det er en mærkværdig baghåndstrøst som jeg håber vil vokse sig stærkere og varmere i de kommende dage.

Jeg tror på en Gud, der ikke sparede sin egen søn, og det tegner måske nok et billede af en sadistisk type, men det er så også samtidig et billede af en Gud for hvem meningsløsheden er et kendt terræn. Jeg og mange andre kan have svært ved at acceptere den; men Gud vandrer frimodigt ind i den, sådan som mange på besynderlig vis oplever det i disse dage.

Så hvad er der tilbage? Det eneste der er tilbage, er lige præcis det, der får livet til at hænge sammen. Det finder jeg ikke i mig selv, det kan jeg ikke; men det findes, og det er. Det er det eneste, der kan få en weekend fyldt med både glæde over venners bryllup såvel som sorg og fortvivlelse over noget ufatteligt sket til at hænge sammen.

Reklamer

9 tanker omkring “Inkongruens

  1. Livet kan synes SÅ uretfærdigt.
    Men lige netop i de´t liv er Jesus lige midt iblandt os.
    Til ham må vi komme med alt der tynger.
    Tak for indlægget!

  2. måtte lige læse dit indlæg igen, Thomas… Det er så ufatteligt meningsløst og alligevel er det virkelighed… Mangler ord – der er alligevel ingen, som rigtig slår til…

  3. Det er et år siden. Det giver stadig ikke mening. Det er der stadig.

    Vi vover, tror, håber og længes efter den dag da Gud bliver alt i alle.

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s