Fra børn og fulde folk

Maurice Sendaks bog indeholder under 150 ord, fik på dansk titlen ”Villy Vilddyr”, og er i USA noget nær en børnebogsklassiker. Historien om drengen Max, der rager uklar med sin mor og stikker af, blot for at vågne i et fantasiland, befolket af underlige, troldeagtige væsener – de såkaldte Vilddyr eller ”Wild Things” – er egentlig en meget enkel fortælling om fantasiens pudsige krinkelkroge, og om venskab. Men historien vokser og bliver til mere i hænderne på instruktøren Spike Jonze, der tidligere har skabt sublimt krøllede film som ”Being John Malkovich”, der handlede om en hemmelig port til den berømte skuespiller John Malkovichs hovede, og ”Orkidétyven”, der var en vældig indviklet historie om en forfatters skriveblokering i arbejdet med at skrive en anden forfatters bog om til et filmmanuskript.
Den hæsblæsende fortællelyst og galningeagtige struktur har Jonze lagt lidt fra sig i ”Where the Wild Things Are”, men filmen bærer stadig præg af Jonzes legende tilgang til det at fortælle. På den måde er han faktisk en helt fantastisk instruktør til netop denne historie, som kort og godt handler om det smertelige i at blive voksen.
For drengen Max er barndommens land stadig et sted med varme og leg, men de voksnes skærmydsler forplanter sig langsomt til hans verden og mislydene farver det drømmeunivers, han tror er virkeligheden. I mødet med ”the Wild Things” ser vi Max både være helt fri, som et legende barn der boblende af fryd kaster sig ud i verden, og samtidig mærker vi den snigende voksenbevidsthed og den smertelige erfaring af hans forældres kuldsejlede ægteskab forplantet i vilddyrene. Kunstgrebet er, at alt jo foregår i Maxs fantasi – at også vilddyrene er et produkt af hans forestillingsevne. Men i dynamikken mellem Max og vilddyrene spejler sig den virkelighed, som Max også til allersidst må vende tilbage til. Man fornemmer smerten hos Max i at forstå, at hans konstruerede virkelighed altså ikke er sand, men man ser også skønheden i den virkelighed, vi alle med større eller mindre glæde befinder os i.
Jonzes film bærer en uendelig fin poesi med sig i portrættet af de meget menneskelige vilddyr, og enhver som har været barn vil nok kunne genkende noget af sig selv i Max, der spilles suverænt af barnestjernen Max Records. Vilddyrene har fået stemmer af en lang række kendte skuespiller, som tilføjer personlighed og kulør til de herligt groteske figurer.
Jeg kan ikke huske at jeg har set en film som denne her i rigtig lang tid. Både de halvstore børn og voksne vil kunne se filmen med udbytte – for de unge er det nok en film om venskab, men for forældrene vil ”Where the Wild Things Are” give mulighed for at sidde tilbage i en velgørende melankoli over noget, der ikke længere er. For Maxs erfaring vises så enkelt, så almenmenneskeligt og tilpas hjerteskærende til, at alle – trods en lidt fad afslutning – vil kunne være med.

****

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s