Om at knæle

Det er i de forskellige kirkelige traditioner lidt blandet hvor meget knælen der er inkluderet i det liturgiske gudstjenesteliv. I folkekirken knæler man f.eks. i forbindelse med nadveren; flere katolske kirker har ganske enkelt knæleskamler indbygget i kirkebænkene og har dermed plads til knælen i gudstjenestens forløb. Uanset kirkelig baggrund har kirkerne altså til fælles det der med – at knæle. At bøje sig for Gud, ikke blot som en hjertets indstilling, men også helt fysisk.

Biskop Egon Kapellari fra Østrig skriver:

Ved den sidste nadver knælede Jesus ned foran disciplene og vaskede deres fødder.  I denne handling udtrykkes i fortættet form Jesu holdning til menneskene, sådan som det var kommet til udtryk på utallige måder under de tre års offentlige virke.

“Jeg har givet jer et forbillede” siger Jesus efter fodtvætningen, “for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort med jer”.  Således pålægger Jesus Kirken at forblive trofast mod det åndelige indhold i fodtvætningen og udøve det i praksis.  Fodtvætning, det er at knæle for et menneske, ikke for at tilbede ham, men for at se hans sår tydeligere og bedre at kunne forbinde dem.  Fodtvætning, det er at gøre sig lille, selvom man er lige så stor som den anden, for ikke at betragte ham ovenfra og ned på en fordømmende måde.

Dersom man ikke knæler foran et andet menneske, men knæler for Gud, har det andre årsager.  I en religionstime vil et barn på spørgsmålet om, hvad det at knæle betyder, svare: det er at gøre sig lille for Gud.  Jeg tænker ofte på hvordan et cirka fireårigt barn reagerede, da det sammen med mig trådte ind i en kæmpestor romansk kirke.  Helt målløs over rummets storladenhed og glans gik barnet på tåspidser ganske langsomt fremad.  Og denne ærefrygt var på ingen måde påtvunget, men lige så naturlig i barnets liv som leg og latter.

“Han har set til sin ringe tjenerinde” synger Maria i Magnifikat.  Sådan taler det ydmyge menneske i kærlighedens frihed til sin Gud.  Gud er mild godhed, men også frygtindgydende herlighed, der tvinger i knæ.  Profeten Esajas så i en vision i templet i Jerusalem denne herlighed og råbte: “Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre”.  Kristus er den broder, som disciplene sidder til bords med, men også den Herre, som Peter falder på knæ for og siger: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand”.  At knæle for at gøre sig lille over for Gud passer til denne indsigt og erfaring.

At knæle er ikke den eneste holdning over for Gud.  Beredvillig høren, når man står, og opmærksom lytten, når man sidder, er supplerende udtryksmåder i kristen spiritualitet.


Sakset herfra.

At knæle er gratis og er også noget man kan gøre i sit eget lønkammer. Jeg tror, det er endnu en af de gode krykker, der kan minde os, om at Gud er Gud, og vi er mennesker.


Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s