Virkelig, det er det altså.
Der er noget helt forbløffende frisættende i at erkende, at man hverken kan gøre til eller fra, men at man er magtesløs. Og falder man, så må man som kristen tro på at man falder i Guds hænder.
Af og til kan man som kristen høre den indvending der handler om, at vi er ansvarsløse når vi lægger vores liv i Guds hænder. Indvendingen har validitet, dersom det at lægge sit liv i Guds hænder bliver en benægtelse af eget ansvar for egne ord og gerninger. Men det er vist ikke kun sådan, det menes.
Men helt ærligt. Findes der noget mere ansvarligt end at erkende, at man overfor livets tildragelser oftest står helt magtesløs? Netop dér giver man slip på alle sine evner, til en hvis grad på sit selvbillede. Der forlader man sig 100% på andre mennesker og Guds nåde. Det forekommer mig at være endnu mere modigt end hvis man er en sådan self-made type, der kæmper for at bevare kontrol og magt, bare fordi.
Det er nok også derfor det er så ubegribeligt svært at erkende sin magtesløshed. For så må man se sin egen lidenhed i øjnene. Man må, på sæt og vis, give bare en lille smule op. Er det farligt? Kun hvis man er bange for at tæppet skal blive trukket væk under en. Men hvem er ikke det?
tilvaerelsen. 
2 svar til “Magtesløshed er undervurderet”
er helt enig – i den forbindelse kan preben kok bog:skæl ud på Gud (en bog om hvordan han som syghuspræst arbejder), anbefales den viser at det bestemt ikke er for tøsedrenge at erkende sin magtesløshed snarrer tvært imod
Ja, præcis! Det er vældig svært at mande (eller kvinde) sig op til at se sin egen magtesløshed i øjnene. Måske også derfor det er så undervurderet. 🙂