Tærter i 09

SÅ er de her – endelig!

Jeg har ikke fået set vanvittigt mange film i 2009, og derfor vil jeg naturligvis have en lang række huller, som DVD o.a. må udfylde for mig i de kommende år. Lad mig dog alligevel vove at præsentere the third annual

TI BEDSTE BIOGRAFPREMIERER FRA 2009:

“(500) Days of Summer”

Som gammel kyniker burde man nok ikke være til fals for “(500) Days of Summer”s hipstercute og ret gennemskuelige, men innovativt klippede kærlighedsfilm – men kemien mellem de to hovedrolleindehavere Zooey Deschanel og Joseph Gordon-Levitt gjorde det til et af årets mest forfriskende film. Fordi særligt Gordon-Levitt fik seerens sympati og gunst blev den genkendelige fortælling om heartbreak og forelskelse til et bittersødt shot postmodernitet midt i et filmisk lidt tungt år. En kær lille ting, dér.

“District 9”

At en sydafrikansk film om rumvæsner skulle være blandt årets bedste lyder måske lige pudsigt nok, men den er god nok. I et år, hvor sci-fi-genren fejrede mange triumfer, ramte instruktør Neill Blomkamps underligt bevægende “District 9” allerbedst ind i en af globaliseringens største udfordringer – immigration – og foldede en både moralsk, medrivende og bevægende allegori ud, der mest af alt var en fantastisk film. Som en art ‘mockumentary’ fik man næsen helt ned i de sydafrikanske townships’ støv – en uforglemmelig og i ordets mest inderlige betydning unik film.

“The Hurt Locker”

Oscarfavoritten “The Hurt Locker” var der få, der så, men dens sitrende kamera og portræt af en krigsafhængig helt står som det måske filmisk stærkeste dokument over Irak-krigen, vi hidtil har set. Instruktør Kathryn Bigelows på alle måder maskuline film lukkede et vindue op til en hektisk og farlig verden, og glemte på intet tidspunkt sin menneskelighed. Bigelow forfaldt ikke til billige tricks og spændte heller ikke sin film for en politisk motiveret harme, men lod sin fortælling om manden, der mistede sig selv til krigen stå som et nærmest dokumentarisk vidnesbyr.

“Inglourious Basterds”

Quentin Tarantinos hævnfantasi var en ekstrem fræk, flabet og vidunderligt underholdende – og amerikansk – udgave af en klassiker i filmgenren, nemlig WWII-dramaet. Efter Paul Verhoevens fabel “Black Book” fik vi den første vellykkede kontrafaktiske film, der gav jøderne overhånd – uden at forråde nazismens gru. Dét i sig selv var bemærkelsesværdigt, og at Tarantino kunne få en vellykket film ud af det greb vidner om store evner hos en instruktør, der ofter bliver anset som værende en stilistisk gimmick-rytter. Som en moderne Mel Brooks tog Tarantino livtag med flere tabuer, men altid med det for øje at underholde og skabe uforglemmelige billeder. En provokerende og lattermild film om et uhyggeligt emne – i sig selv lidt af en bedrift.

“In the Loop”

En desværre meget lidt set meget britisk film om spindoktorer var en af årets bedste – “In the Loop” svovlede af foragt og magtbegær i en dialog så vittigt bandende og hurtig at selv en Woody Allen eller Eddie Izzard måtte stå af. Med sin totale parodi på det vestlige diplomati dansede filmen en festlig gang polka hen over alt hvad der minder om anstændighed. Ubetinget årets rigeste film når det kommer til one-liners fik denne skønt respektløse film heldigvis en Oscarnominering for bedste manuskript. En respektløs klassiker in spe.

“Il y a longtemps que je t’aime”

Denne lavmælte franske film kom med en helt særlig brun melankoli, som – givet filmens tema – ikke var så mærkværdig endda. Filmen om to franske søstres møde efter mange års adskillelse blev en intens, jordfarvet fortælling om fortrængninger, løgn og tilgivelse, og med en mesterlig Kristin Scott-Thomas i hovedrollen efterlod filmen et lille univers, der på mange måder både var trygt, skræmmende og bedst af alt: Genkendeligt. Instruktøren Phillippe Claudels rigt intime film gjorde ondt på en god måde, og forblev trods sit emnes fremmedhed sært nærværende.

“Rachel Getting Married”

Der skulle et Filmhus i København til før denne Oscarnominerede film fik dansk biografpremiere, og tak for det. Sjældent har en film været både så kold og så varm på en gang. Fortællingen om den fortabte lillesøsters hjemvenden til storesøsters bryllup var både morsom, bevægende og stærk, og aldrig har Ella Enchanted (Anne Hathaway) været bedre end her. Instruktør Jonathan Demme fik med stor musikalitet og indlevelse en vældig genkendelig og frisk historie ud af en nok lidt slidt film-metafor, nemlig familiefesten.

“A Serious Man”

Coen-brødrenes kulsort morsomme og ætsende kyniske Job-allegori var en fantastisk oplevelsesrejse ind i et jødisk familieunivers – men historien hævede sig op over sin placering i 1960ernes Minnesota og blev i al sin veltrimmede lidenhed en af de bedste film om menneskets evige “hvorfor?” mod himlen nogensinde. I en historie, der var så meget eksistentielt drama som den er klaske-sig-på-lårene komedie, fik Coen-brødrene udfoldet nogle af menneskets dybeste grundvilkår med stort vid og samtidig dyb respekt for den jammerdal, tilværelsen af og til kan være, og filmen er deres bedste nogensinde.

“L’Heure d’Été”

Assayas’s tyste, nærmest stille fortælling om at miste og arve, om at bevare sine minder og ære andres liv var så ubetinget en af årets største, små overraskelser. Med en nænsomhed så umådelig fin formåee Assayas uden de store falbelader eller traurige skeletter i skabene at vise os en families veje gennem en sorg og et tab, som de færreste går igennem uberørt af. Filmen insisterede på at være udramatisk, og netop der blev der plads til megen ømhed og melankoli – og eftertanke. Hvad efterlader vi os egentlig her på jorden, og hvordan ønsker vi at andre skal huske os?

“The Wrestler”

Grå, grum og trist var Aronofskys portræt af en professionel wrestlers kamp for at komme tilbage i ringen bestemt også – men samtidig fyldt med en intensitet, en nerve og et hjerte så stort som sjældent set. Med integritet og en voldsom sympati for sin hovedperson foldede Aronofsky en nærmest kristologisk fortælling ud, helt uden at forfalde til patetiske metaforer eller unødvendige gennembrud. Med Mickey Rourkes indtagende figur Randy “The Ram” i centrum blev “The Wrestler” en af den slags film, jeg ikke troede blev lavet mere.

And the rest:

Bedste instruktion:

Olivier Assayas; “L’Heure d’Été”

Kathryn Bigelow; “The Hurt Locker”

Neill Blomkamp; “District 9”

Jonathan Demme; “Rachel Getting Married”

Joel Coen & Ethan Coen; “A Serious Man”

Bedste skuespiller:

Sharlto Copley; “District 9”

Joseph Gordon-Levitt; “(500) Days of Summer”

Jeremy Renner; “The Hurt Locker”

Mickey Rourke; “The Wrestler”

Michael Stuhlbarg; “A Serious Man”

Bedste skuespillerinde:

Melissa Leo; “Frozen River”

Kristin Scott-Thomas; “Il y a longtemps que je t’aime”

Meryl Streep; “Julie & Julia”

Tilda Swinton; “Julia”

Elsa Zylberstein; “Il y a longtemps que je t’aime”

Bedste mandlige birolle:

Charles Berling; “L’Heure d’Été”

Peter Capaldi; “In the Loop”

Sven-Bertil Taube; “Män Som Hatar Kvinnor”

Stanley Tucci; “Julie & Julia”

Christoph Waltz; “Inglourious Basterds”

Bedste kvindelige birolle:

Kim Basinger; “The Burning Plain”

Rosemarie DeWitt; “Rachel Getting Married”

January Jones; “The Boat that Rocked”

Mimi Kennedy; “In the Loop”

Edith Scob; “L’Heure d’Été”

Bedste manuskript:

“District 9”

“I Love You, Man”

“Inglourious Basterds”

“Il y a longtemps que je t’aime”

“A Serious Man”

Bedste ensemble:

“L’Heure d’Été”

“In the Loop”

“Män Som Hatar Kvinnor”

“Rachel Getting Married”

“A Serious Man”

Ti tærteskønne tip til DVDmaskinen:

L’Année Dernière à Marienbad (Resnais, 1961)

Foreign Correspondent (Hitchcock, 1940)

Grave of the Fireflies (Takahata, 1988 )

Lars & the Real Girl (Gillespie, 2007)

Летят Журавли (Kalatozov, 1957)

Matka Joanna od Aniolow (Kawalerowicz, 1961)

My Man Godfrey (LaCava, 1936)

La Nuit Américaine (Truffaut, 1973)

O’Horten (Hamer, 2007)

Sansho Dayu (Mizoguchi, 1954)

Reklamer

9 tanker omkring “Tærter i 09

  1. Usædvanlig rar liste. Men også nogle usædvanligt gamle film, der er i dvd-maskinelisten. Lars og den rigtige dukke har jeg set. O’Horten har jeg reserveret på biblioteket. Resten er uden for rækkevidde.

    Kunne du ikke lokkes til at lave en dvdmaskineliste over film, der kan skaffes på dvd?

    Venligst?

  2. Årh, snip. Nu har jeg jo været i udlandet næsten hele 09.. rundstykke.
    De fleste af de pågældende film har jeg KØBT på Amazon, og jeg står hermed inde for deres kunstneriske værdi. Er det ikke nok?

    (PS: Foreign Correspondent tror jeg du kan få for en tyver i TP. Det var noget i den retning jeg gav, i hvert fald. Fireflies har jeg købt i Stereo Studio for 39,-. Marienbad kan lånes via bibliotek.dk. De øvrige er bare ret fede..)

  3. Jeg var ikke super begejstret for The Hurt Locker. Det er en fin film og sådan, men syntes ikke der er ret meget nyt i den? Den rykkede i hvert fald ikke rigtig noget hos mig..

    Jeg ser MEGET frem til at få set A Serious Man! Mangler stadig at få set 51 af de 58 nominerede Oscar-film 😀

  4. Årh, good luck with that, Morten! Du har ret i at The Hurt Locker måske ikke var banebrydende, men dens apolitiske take på Irakkrigen synes jeg var ret godt gået.

    Jeg tror nok jeg tager lidt en gang overspring ifm Oscar. Det drejer sig vist mest om at jeg ikke rigtig kan få mig selv til at se Nine…
    Jeg mangler ‘kun’ at se The Blind Side, An Education og (i morgen) Up in the Air af de bedste-film nominerede.

  5. Tror heller ikke det bliver til at 58 dog.. Men gerne store kategorier agter jeg dog (har ikke engang fået set Avatar endnu! Der er et eller andet ved de der over-hyped film der gør at jeg mister interessen..)

    Up in the Air har jeg så store forventninger til, at jeg næsten ikke tør se den.. 🙂

  6. Jeg har hørt meget blandet om Up in the Air.

    Avatar er lidt som at køre i rutsjebane. Det er da ok sjovt så længe de varer, men det øjeblik det er overstået har du næsten glemt suget i maven.

    De store kategorier “plejer” jeg jo også at få set, men – Nine, A Single Man, Invictus, The Messenger, Crazy Heart, The Lovely Bones, The Last Station, An Education og The Blind Side er alle forholdsvis utilgængelige pt…

  7. I en helt anden boldgade: Var det ikke din gymnasiekammerat Esben, der var trækplastret i Livvagterne 15-16 som den afholdte-men-anonyme-Ringkøbing-folkevalgte, eskapaderende-i-både-den-ene-og-den-anden-retning, magt(mmm.-)liderlige, selvmordstruede og dumskideriske Thomas Erichsen, Fro?

  8. Jo, det var, Jojo! Esben er på vej mod superstjernestatus – skal spille Glistrup i en teateropsætning snart osse!

    PS: Ser I “Livvagterne”?? Mage til substansløst effektjageri skal man da lede længe efter. Ja, jeg har altså KUN set de her to afsnit med Esben, ikk.

  9. Pingback: Bøh « tilværelsen.

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s