Livet er en morgengave

Der er egentlig vældig mange ting, der ikke burde fungere ved Lee Daniels’ ”Precious”. For det første er filmen socialrealisme af den slags, hvor mere er klart bedre end mindre. Der øses og pøses med andre ord på af rædderligheder på en næsten pervers, bekendelseslitterær facon. Ulykkerne hagler ned over stakkels Precious (Gabourey Sidibe), og det synes som om at der ingen ende er på elendigheden. For det andet veksler scenerne mellem at være kongeniale eller frustrerende gennemsnitlige. På mange måder har instruktør Lee Daniels altså en gavmild hånd, og han kan faktisk ikke styre sig – heller ikke der, hvor han burde. Normalt plejer jeg at fnise højlydt når et ellers kompetent drama bliver kuldsejlet af for meget drama eller irriterende stunt-castings (som Mariah Carey og Lenny Kravitz her). Det bliver så ledt parodisk for meget. Men med ”Precious” er det anderledes. Bemærkelsesværdigt anderledes.

Filmen handler kort fortalt om Clareece Precious Jones, en 16-årig pige i Harlem. Året er 1987, Precious er gravid med sit andet barn; faderen er ikke blot far til de to små, men også til Precious selv. Precious’s mor er en ”hval på en sofa”, et frådende, ledt monster af lunefuld ondskab og uforfalsket had, spillet af en overbevisende grisetåædende Mo’Nique. Precious bliver smidt ud af skolen og begynder på en ’alternativ’ skole, hvor lærerinden er inspirerende på den der rene, helgenagtige Hollywood-måde. Hun indgyder Precious mod og tro på sig selv – noget, som hun viser sig at få meget brug for.

Det er svært som dansker at forstå den afgrund der er mellem det sorte og hvide Amerika – men uanset ens kendskab til Kamerika vil det nok være de færreste der kan huske at have set en film, der med en sådan værdighed udstiller den måde, det amerikanske system har spillet fallit på overfor rigtig mange mennesker. Denne film er på mange måder en lang jamren fra en længst glemt underklasse, der sjældent får taletid, og det eksemplicerer på en måde både filmens styrke og dens svaghed.

Som det korte resume afslører er her tale om en slags tragedie, fyldt med ofre, stakler og en god portion idioter også. Lee Daniels er som sagt ikke ubetinget en stor instruktør, men hans fortælling er stor, og i hænderne på Gabourey Sidibe bliver Precious til et godt bekendtskab. Hun er mildest talt en stout pige; og hendes forknytte figur bliver i filmen et nærmest skulpturelt ikon på modstand, på sund selvhævdelse; på at rejse sig når man er blevet væltet af livets fortrædeligheder. Et billede på, at synes livet fyldt med torne, så kan man vide sig sikker på at der blomstrer en rose et eller andet sted.

Lyder det som et bon-mot fra Oprah Winfrey er man ikke helt ved siden af. Oprah har på det nærmeste adopteret filmen, og selvom man ikke kommer fra samme kummerlige kår som Oprah og Precious er det ikke vanskeligt at forstå hvorfra den umiddelbare begejstring kommer. Det er en medrivende historie, og man under heltinden mere lykke end det, hun kan finde på bunden af en spand stegt kylling.

***

Den seks gange Oscarnominerede ”Precious” havde premiere i går i en lang række danske biografer. Mo’Nique vinder med stor sandsynlighed en af dem som den ledeste kvinde på film siden Nurse Ratched i ”Gøgereden”. Og nej, filmen er altså ikke på nogen måde et mesterværk, men altså vældigt engagerende.

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s