Glasbutik

En velbjærget familie i New York. De har en skøn penthouse-lejlighed, en sød datter med rokketænder og en tjenstvillig barnepige fra Filippinerne,  der har forladt sine to små sønner for at søge lykken (= en god løn) i USA.

Hun er læge, og han har tjent millioner på at opfinde en internetportal til spil. Han rejser nu til Thailand for at indgå en kontrakt med nogle asiatiske forretningsmænd; en kontrakt der vil gøre ham endnu rigere. Alt imens skal hun smøge ærmerne op og passe sine mange vagter på hospitalet.

Men noget sker med dem alle. Både lægen, der kæmper for at redde liv; manden, der keder sig jammerlig på luksushotellet; barnepigen, hvis børn savner deres mor. Ting sker for dem, og de bringes alle hen til et sted, hvor de må overveje deres tilværelse. Det er det der med sommerfuglevingens slag, der skaber en tornado. Alting er forbundet og hænger sammen og åh nej.

Det er egentlig en lidt ulækker film, Lukas Moodyssons ”Mammut”. Ulækker, fordi den tegner et billede af nogle lækre, forkælede mennesker i Vesten, som lever af og på fattiges arbejdskraft – og som kan hygge sig i sine luksuslejligheder og kun have lidt god dårlig samvittighed over små personlige kvabbabbelser over livets tilsnigelser og fristelser, samtidig med at der i den tredje verden er reel, fæl tændersskæren. I sig selv kunne dét jo være en ganske opbyggelig morale til alle os velnærede vesterlændinge; men Moodyssons underligt uengagerede film tør ikke rigtig opkaste nogle moralske vurderinger eller provokationer. Og det betyder så at filmen står tilbage med et ”okkeja, er verden ikke et trist sted”, og det er den da bestemt (også), men det er vel ikke just stor kunst at vise dét frem?

Instruktør Moodysson, som tidligere har lavet gode film som “Lilja 4-Ever”, “Fucking Åmål” og ”Tilsammans”, vil (måske?) tegne et billede af mennesker, der zapper sig gennem livet. Også troen beskrives kortvarigt som noget, man da godt kan prøve som et aktivt tilvalg. Der er filmen mest skarp; men det bliver ikke hængende længe. Det er som om instruktøren ikke rigtig tør at løfte pegefingre, men selv lynhurtigt zapper videre. Og med sig tager han ethvert tilløb til eftertanke.

”Mammut” forsøger – uden held – at lægge sig i slipstrømmen fra film som ”Babel” og ”The Constant Gardener”, der med noget større dygtighed formåede at diskutere udfordringerne ved at leve i en globaliseret verden. Men der bliver lynhurtigt noget ”hvid mands byrde” over hele scenariet i Moodyssons film. Som en del andre nordiske filminstruktører, der finder succes, lykkes Moodysson ikke rigtig med at forløse filmens potentiale i denne sin første engelsksprogede produktion. Tværtimod. I visse scener forfalder instruktøren til unødvendigheder, der medvirker til at persontegningerne ikke står så skarpt som de ellers kunne. Det kan der være en pointe i, men det bliver underligt uformidlet i Moodyssons generelt meget uinspirerede film. Man venter i en time og tyve lange minutter på at der kommer ansatser til lidt dramatik, men dramaet fiser lynhurtigt ud, og ”Mammut” står lidt tilbage som en ensom tryllekunster, der ikke har særlig mange overraskelser i hatten.

*

“Mammut” er netop udkommet på DVD, men godt det samme, ikke?

Reklamer

8 tanker omkring “Glasbutik

  1. 1 stjerne? Dvs. i samme kategori som Fars fede ferie, Forrest Gumpetung eller noget i den stil? Er du ikke lidt fedtet (eller er det virkelig en usigelig dårlig film?)

  2. Elendig. Helt ubærlig spekulativ og triviel med lidt pådrysset Holocaust-krymmel som for at tilføje tyngde til en i forvejen idiotisk historie.

  3. Hmmm… Jeg læste bogen tilbage i højnivaeu-tysk på gymnasiet. Og den synes jeg faktisk er et ret spændende indspark i hele spørgsmålet om tyskerne enorme skyld-kompleks. Måske jeg har givet filmen for meget credit på baggrund af bogen. Jeg ved det ikke.

  4. Jeg har ikke læst bogen. Filmen forbavser pga. sin manglende kompleksitet. Hele plottet koges sammen til ét, måske to dramatiske ‘afsløringer’, og hele måden at diskutere skyldsspørgsmålet på fremstår decideret åndssvag. Det er en film, der i den grad taler ned til seeren.

  5. Hmm… måske har du ret. Hvad der er virkelig interessant ved bogen (som jeg husker den) er bl.a. det, at tyskerne må leve med en hverdag, hvor de ikke aner, om deres nabo (eller sporvognskontrollør) er tidligere nazist. Og så er der naturligvis også et moralsk spørgsmål om skyld. Kan man klandre en hel nation for et regimes forbrydelser? Og hvor går grænsen for, hvem der kan dømmes? Har den almene tysker måske i virkeligheden også et ansvar for at Hitler fik den magt, han fik? Tjaaa… det lader ihvertfald til at være spørgsmål, som tynger tyskerne selv.

  6. Det er der intet af i filmen, som i høj grad gøres til en skæbnefortælling om ordblind sex og jødeforfølgelser. Det moralske spørgsmål om skyld mener jeg er relevant; men i filmen fremstilles det fuldstændig dumt, i og med at det bliver Hanna Schmitz’s personlige historie, der bliver brugt som en nøgle. Og den historie mener jeg forløses aldeles tåbeligt i filmen.

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s