Kære hr. lærer

Den franske film ”Klassen” vandt i 2008 De Gyldne Palmer ved filmfestivalen i Cannes – og blev senere nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film. Det er altså en rost og succesfuld film, man sætter i DVD-afspilleren. Og det med rette.

”Klassen” er på mange måder både en klassisk og nyskabende film, og den kombination skaber en umiddelbar identifikationssfaktor, samtidig med at filmen forbliver frisk hele vejen gennem sit – i øvrigt – lidt forudsigelige løb. Vi følger læreren Francois, som i en belastet forstad til Paris skal undervise en 8.klasse i fransk. Klassen består af børn med meget forskellige etniske og familiære baggrunde – nogle af dem er kloge – nogle af dem er knapt så kloge – nogle overrasker positivt – mens andre viser sig at være skuffelser. Francois forsøger med en venlig humanisme at kalde en dannelse og respekt frem i eleverne, samtidig med at han også skal give dem nogle reelle kundskaber.

For de, der måtte have glemt det, er en 8.klasse ét stort virvar af intriger og fnidder og sladder. Børnene er ved at blive voksne, og for læreren er der en hårfin balance mellem at være en respekteret underviser, en ven og en fremmed, man ikke kan tage seriøst. Filmen viser fint hvor vanskeligt det kan være at finde sin plads når man står overfor 24 meget forskellige unge med forskellige forudsætninger og behov.

Det, der gør filmen så interessant, er dens dokumentaristiske træk. Den er filmet som tror man at man rent faktisk fulgte en reel 8.klasse gennem et år. Flere gange måtte jeg lige tjekke en ekstra gang – jo, der er faktisk tale om en spillefilm, men fornemmelsen af at være en flue på væggen til forældresamtalerne, i timerne, i frikvarteret – den er overraskende nærværende. På den måde nærmest suger ”Klassen” seeren ind – og fordi klassens typer er så genkendelige – fordi man selv engang har været en elev i en 8.klasse – bliver man draget ind i de små historier, der folder sig ud.

Instruktøren Cantet og hovedrolleindehaveren Francois Begaudeau, som også er filmens manuskriptforfatter, formår med stor dygtighed at styre fri af ethvert tiltag til sentimentalitet. Du får ingen scener hvor eleverne hylder den idealistiske lærer for sit mod. Du får ingen forløsende sammenbrud hvor mennesker bringes til en forståelse af at de må ændre deres veje. Den slags er verden jo alligevel så fattig på. Men du får en sjælden autentisk fortælling om både det at være ung – og det at være en lærer, der så gerne vil det gode, men som af og til i et klasseværelse står overfor en overmagt. På fransk hedder filmen ”Indenfor murene” – og af og til er det netop muren, Francois rammer, i sit forsøg på ikke blot at undervise, men hjælpe sin klasse til at kunne blive voksne med de bedste forudsætninger. Man forstår hvorfra han henter sin nød for børnene – og samtidig undrer man sig over at han kan holde til at blive ved.

Har man set Nicolas Philiberts mesterlige dokumentarfilm ”At være og at have” – om en fransk lilleskole i en landsby i Pyrenæerne – ja, så vil man elske ”Klassen”. Holder man generelt af skolefilm vil ”Klassen” været et frisk og ukompliceret pust.

****

“Klassen” er for nyligt udkommet på DVD.

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s