Åbne sår

Der er i øjeblikket lidt mere fokus på relationerne mellem nabolandende Tyrkiet og Armenien end der plejer at være. Det skyldes at præsidenterne for de to lande – det store, muslimske Tyrkiet, og det lille, kristne Armenien – i dag underskriver en art fredsaftale, der – motiveret af finanskrisen – skal åbne op for at samarbejde og handel mellem de to republikker kommer igang igen. Og, nårh ja, grænsen åbnes.

Elefanten i denne her glasbutik er begivenhederne i de armenske områder under osmannernes herredømme omkring 1915-23. Jeg tør godt kalde det et folkemord, for der er adskillige skriftlige kilder, der beskriver hvordan etnisk udrensning og mord på armenske mænd var en del af den osmanniske taktik for at holde fast på området, altimens det store Osmannerrige langsomt var ved at gå til grunde. Per Stig Møller vil ikke kalde det folkemord, men betegner det som “hændelser”. Det har han selvfølgelig ret til, men det ligner en politisk motiveret benægtelse af fakta.

I en kommentar fra The Independents Mellemøstkorrespondent Robert Fisk gennemgåes det hvordan “hændelserne” er blevet håndteret af vestens politikere igennem årene. Udover Frankrig, Italien og Rusland og 18 andre mindre lande (såsom hardhitterne Vatikanet, Slovakiet, Libanon, Cypern og Chile) og har de flest lande holdt sig tilbage med at rent faktiske pege på, at der er en elefant i glasbutikken, og at både Armenien og Tyrkiet bliver nødt til at håndtere den. I stedet har man presset på for en aftale som den der underskrives i dag. Man må undrer sig over hvordan sår, der ikke anerkendes, kan hele. Tror man på en fredsaftale hvor man ikke må tale om grunden til at der er ufred?

Det hele drejer sig ikke kun om at nutidens tyrkiske politikere skal undskylde begivenheder, der foregik for snart 100 år siden. Det drejer sig om at anerkende at der er behov for en fælles kortlægning af “hændelserne”, så det, der rent faktisk skete, bliver anerkendt. Undskyldninger er fine nok; men en anerkendelse af at ja, det skete, den er faktisk mere værd. Fortrængninger er altid af det onde. Nationale fortrængninger er ikke bedre. Vil man have syn for sagn kan den armensk-canadiske instruktør Atom Egoyans “Ararat” anbefales. Uanset hvad man mener om filmens kvalitet og lødighed giver den under alle omstændigheder et brugbart billede af hvad et nationalt traume kan gøre ved mennesker. At filmen ikke kunne blive vist i sin fulde længde i Tyrkiet burde jo også få nogle klokker til at ringe.

I arbejdet med at kortlægge hvad der “hændte” kan man jo bruge dagbøger og vidnesbyrd fra tidligere danske missionærer såsom Karen Jeppe og Maria Jacobsen. De var faktisk i området på tidspunktet, og er man bekendt med deres vidnesbyrd vil det være vanskeligt at benægte at det, der foregik, var etnisk udrensning og massemord. Per Stig Møller vil lade det være op til historikerne at vurdere hvad der “hændte”. Han kunne jo starte med at lytte til DRs P1, der kører et tema om sagen, hvis han selv er i tvivl. At man foregiver at ignorere Jacobsen og Jeppe, trods deres indsats i Folkeforbunds regi for at hjælpe armenere, er skammeligt. Det klæder ikke en værdipolitiker som Per Stig Møller, og det klæder ikke en regering, der gerne vil fremstå som kæmpende for vestlige værdier at man ikke engang vil anerkende fortidens brøde.

Og det hjælper hverken armenere eller tyrkere at begge folk tilsyneladende må leve med fortegnede billeder af “hændelserne”.

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s