What’s in a name?

Nu er “kirkeirakerne” sendt hjem til Irak, men foreningen Kirkeasyl fortsætter sin kamp for dem og andre afviste asylansøgere. Seneste nye er, at Kirkeasyl vil oprette en støtteforening, der skal hjælpe dem, der skjuler afviste asylansøgere – og det vil altså sige at det er en forening, der vil bistå folk i noget, der strengt taget er ulovligt.

Kirkeasyl-folket har haft held med at rejse en moralsk diskussion om måden, vi behandler vore flygtninge på. Det synes jeg har været på høje tid. Mange tidligere forsøg på dette er politisk blevet lukket med bemærkninger om at “vores udlændingepolitik er fast og fair”, og med det flertal, der har været i Folketinget de sidste 8 år har der vitterligt ikke været meget at diskutere. Add to that at det største oppositionsparti har adopteret regeringens holdninger til emnet. Det var blevet et non-issue, på trods af at afviste asylansøger-børn var på plakaten ved det senest valg.

Så tak til Kirkeasyl for det.

Jeg ved ikke hvor mange regelmæssige kirkegængere, der egentlig er med i Kirkeasyl, men jeg har på fornemmelsen at Kirkeasyl ikke primært er en forening, som ud fra kristelige ræsonnementer handler som den gør – men snarere ud fra humanistiske overvejelser. Og altså, talen om “næstekærlighed” er ikke noget folkekirken har patent på, og næstekærlighedsbegrebet uden en forkyndelse af at vi skal elske Gud først bliver så ofte en underlig selvretfærdig tingest. Pointen i bibelens tale om næstekærlighed er vel netop at ankre den op på vores tro, på vores gudsfrygtighed og dermed i sidste ende på det, Gud gør for os.

Jeg forholder mig ikke til hvad menighedsrådet i Brorsonskirken og Kirkeasylgruppen gjorde da irakerne meldte sin ankomst i kirken. Mit indtryk er at de og Per Ramsdal har haft gode intentioner, og at de af hjertet har ønsket at hjælpe nogle mennesker i en uhyre vanskelig situation. Det var bare ikke nok.

Forskellige undersøgelser har vist at Kirkeasyl har gavnet folkekirken, og det må da siges at være bemærkelsesværdigt, eftersom et klart flertal af befolkningen stod bag rydningen af Brorsonskirken. Biskopper og præster burde virkelig tænke sig om: Her er nogle lægfolk med en ok forvirret præst i spidsen, der ‘brander’ kirken – fordi de foretager sig noget, gør noget, handler på et akut behov. Fordi de tør mene noget og sige det højt, og selv Niels Hausgaard kommer og spiller for dem.

Jeg må dog indrømme at jeg synes Kirkeasyl er på vej ud i noget mudder nu. Man vil bevare sit NGO-agtige græsrodsengagement, men man vil tydeligvis også påvirke folkestemningen og den politik, der føres. Man vil civil ulydighed, siger man, men i virkeligheden går man ud og taler åbent om at støtte ulovligheder. Jeg spørger: Er det særlig klogt at gå i medierne og sige at man vil medvirke til at skjule afviste asylansøgere? Burde man ikke bare gøre det og så holde sin kæft, hvis det er der, behovet ligger?

Nogle har sammenlignet Kirkeasyl med en modstandsbevægelse: Igen: Gik modstandsbevægelsen under den tyske bevægelse åbent ud og sagde, at den sendte jøder til Sverige? Ville det have været klogt at gøre sådan noget? Ikke rigtigt, vel. Og Danmark er altså ikke besat; Danmark ledes bare af et demokratisk valgt flertal, som har svært ved at forstå, at kendetegnet ved sandt demokrati ikke er flertalsstyre, men hensynet til mindretallet. Som har vedtaget love der er uhensigtsmæssige, og som har italesat en problematisering af udlændinge som jeg finder er skammelig.

Min anbefaling er: Hvis Kirkeasyl virkelig vil det, de siger de vil, burde de sætte sig ned og blive et parti. Søge valg til borgerrepræsentation og folketing og føre deres sag frem der. De burde give slip på deres underlige ikke-forankring i at være kirkelige (let’s face it, mon ikke de kun er kirkelige når der er irakere i kirken?) og gå 100% i aktion som en politisk modstandsbevægelse, som med politiske og demokratiske midler kæmper for sin sag. At være moralsk modstandsbevægelse lyder kønt, men det stopper det øjeblik men tager loven i sine egne hænder. Og spørgsmålet om udlændingepolitikken er langt fra kun moralsk!

For det drejer sig jo ikke kun om kirkeasyl, denne her sag. Det drejer sig jo grundlæggende om hvorvidt den danske praksis på udlændingeområdet er i orden eller ej. Hvis man vil ændre den nytter det ikke kun at samle penge ind og gemme irakere på landet. Så må man gøre sit politiske, benhårde arbejde, der måske ikke giver så meget presse, men som altså er vejen frem.

På den måde vil debatten også kunne blive frigjort fra sit fejlagtige kirkelige navn. “Kirken”, hvad så end det er i denne her forbindelse, kan og skal ikke rydde op for politikerne. Hvis “kirken” vil det må den benytte sig af de politiske muligheder, den har.

Reklamer

4 tanker omkring “What’s in a name?

  1. Yes. Kampem må kæmpes på et politisk plan. Vi kan jo ikke komme udenom, at et flertal i befolkningen rent faktisk synes, den førte politik på området er, som den skal være.

  2. Det er i hvert fald et flertal i befolkningen, der har sammensat folketinget på en sådan måde at regeringen har kunne gennemføre sin linje på området.

    Man skal virkelig passe på med at tro at det alene drejer sig om et moralsk spørgsmål. Det mener jeg også, det gør, men ikke alene.

  3. Åh, nej, ikke et endnu et nyt parti, der på forhånd er dødsdømt (ingen nævnt, ingen glemt) Anyway, der er jo ikke i nærheden af “kød nok på” til at danne et nyt parti (og ja, jeg ved at DF i bund og grund ikke har ret meget mere at gøre godt med, men det er som regel nemmere at skabe et populistisk enkeltsagsparti, når det gælder en bevægelse mod bestemte befolkningsgrupper, end at “vi vil bestemte befolkningsgrupper det godt”. Derudover: Jeg tror, langt de fleste, der er pro-kirkesayl, venter på, at deres oppositions-politikere tager skeen i egen hånd. Det gør de så ikke. Jeg venter stadig på Villy.

  4. Der er da masser af kød til et protestparti, netop fordi de etablerede partier er bange for at åbne ballet om ændrede udlændingeregler. Tænk på Piratpartiet i Sverige for nylig, man kan godt!

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s