Bekymringsfrihed

Jeg ved ikke om visse læsere kender det, at jo mere travlt og “stresset” man har det/er, jo flere bekymringer læsser man ovenpå det, man i forvejen går og jonglerer med. Som om hver dag virkelig ikke har nok i sin plage, så skal man sandelig også tænke på i morgen, næste uge osv. Det er som om, hvad ved jeg, at der med dødens og angstens indtog i vores liv også kom en del bekymringer – måske tror vi de kan fungere som en art buffer for virkeligheds gru; der vil endda være mennesker som mener at det er rigtigt at bekymre sig og være sådan lidt konstant angst for Det Ukendte.

Men hvad er ikke Ukendt her i livet, egentlig? Måske ligger der møl i havregrynsposen. Måske bliver man kørt ned af en bybus. Måske dit og dat. Der findes ingen ende på de fortrædeligheder, der kan vælte ind over én eneste dag. Ikke engang fantasien sætter grænser for hvad der kan ske.

Jeg prøver af og til at sige til mig selv, og når Jesus taler om at vi ikke må bekymre os, så er det ikke bare sådan en empatisk, blød “kan du ikke godt se at det ikke er så rart, ven”, næh, så er det faktisk et påbud om at det bør vi lade være med. Så er det et ønske om, at han vil give os frihed fra bekymringer. Vi skal ikke bekymre os. Bekymringer over snart sagt alt er jo i virkeligheden en måde at krybe ind i et ansvar for ting, vi ingen indflydelse har på. Det er hverken mig der kører bussen eller pakker havregrynsposen på fabrikken. I stedet for at bekymre mig må jeg derfor bede Gud om at være Gud og passe på mig, og jeg må passe det ansvar, jeg har fået på en ordentlig måde – så jeg forhåbentligt ikke giver andre mennesker anledning til at skulle ville bekymre sig.

Alt dette er fint nok. Men når dagene går hurtigt og tankerne bliver store, så er det som om jeg glemmer det. Så kommer bekymringerne snigende som en art hensynsløs og ukomfortabel hovedpude, hvor jeg kan lægge mit hovede og sige: Om ikke andet, ja, så bekymrede jeg mig meget. Men hvem hjælper det, egentlig, at bekymre sig?

Reklamer

3 tanker omkring “Bekymringsfrihed

  1. Min last i livet – udover for mange smøger og facebook – er vel nok bekymringer. Har vel stort set bekymret mig, siden jeg var 12-13 år eller deromkring. Hvorfor ved jeg ikke. Måske fordi jeg har en (over)bekymret mor. Who knows. Nå, nok kedelig selv-analyse. Jeg tror, bekymringer er noget af det mest rigide og nytteløse, der findes. Jeg kan derfor også godt lide tanken om at “lægge det over på/til Gud”. Jeg synes bare reelt ikke, det gør nogen som helst forskel. Men nogen kan selvfølgelig have andre erfaringer?

  2. @Kirsten: Erfaringer med bekymringer har vel alle. Især med de uopfyldte/skuffede. Dem er der buler af. Selv havde jeg for nylig glæde af at læse Kierkegaards “Tre taler om fuglene under himlen og liljerne på marken”. Det er ret klar tale. Og der skulle være 3 vigtige ting at lære af fuglene og liljerne: tavshed, lydighed og glæde. Resten behøves vi ikke bekymre os om.

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s