Blind høne

Denne Oscarnominerede og -vindende film giver jeg en stjerne, det mindste jeg synes jeg kan levne den.

Selvfølgelig er der dygtige folk, der har arbejde på den. Kæmpet med at skabe gode sets, troværdige kostumer, fin musik og pæne og engagerede billeder.

Der er også skuespillerpræstationer, der er bemærkelsesværdige, f.eks. den unge David Kross, der ubesværet forlener en adolescent lethed med voksendommens tyngende åg.

Alle de gode viljer og kræfter til trods kan jeg ikke hoste op med mere ros. “The Reader” er en dybt kalkuleret Hollywood-film, der under dække at ville fortælle en menneskelig engageret historie både formår at fornærme seernes intelligens, såvel som den på det groveste misbruger et af verdenshistoriens mest rædselsfulde kapitler for at skabe en fascinerende ramme for en fortælling, der dybest set handler om en kvinde, der tørstede efter lærdom, men som ikke evnede at forvalte sit liv på en ordentlig måde, og det var jo grunden lidt synd for hende, nårh.

Et kort resume: Hanna Schmitz (Kate Winslet i sædvanlig Kate Winslet-mode, men nu med sorte rande under øjnene. Oscar!) indleder i efterkrigstidens Tyskland en saftig affære med den purunge Michael Berg (David Kross), som imellem de mange og meget nøgne hyrdetimer læser bøger (klassikere, så vi får et litterært fernis med) højt for Hanna. En dag forsvinder Hanna ud i det blå. Den ældre jurauddannede Mikael (Ralph Fiennes med Anton Chigurh-hår) husker senere tilbage på hvor lækkert det var med alt den sex, og hvor meget han egentlig følte, han skyldte den Hanna Schmitz, der otte år senere dukkede op i en krigsforbryderretssag hvorefter hun blev kylet i spjældet for sin tjans som fangevogter i en KZ-lejr. Der, i fængslet, lærer Hanna sig til sidst selv endelig at kunne læse. Men Michael ved noget, der ville kunne have hindret hende i at blive smidt i fængslet; noget, hendes egen forfængelighed afholder hende fra at afsløre, og han opsøger hende derfor.

Det er sådan en film, der blot er lavet for at vinde priser og se lækker ud. En dybt kalkuleret film, der slår på laveste fællesnævner hele vejen igennem: Der skal være nogle (mange) sexscener for husarerne, gerne kontorversielt med en mindreårig, så man kan få presse; der skal være noget med Nazi, det giver en vis tyngde; de fornnævnte litterære klassikere fungerer som finkulturel namedropping; der skal være ansatser til et menneskeligt drama og så krydr lidt med en eksistentiel problemstilling, der vil få folk til at tænke. “The Reader” har såmænd det hele. Problemet er bare, at det er så køligt beregnende, ligefra det første tilfældige (?) samleje mellem Hanna og Michael til den rædselsfulde retssag, hvor instruktøren åbenbart vil have os til at tro at Hanna Schmitz som den første i verden stille spørgsmålstegn ved det personlige ansvar i et diktatur. Tænk sig, selve Hanna Schmitz får hele dommerstanden til at forbløffes over sådan et spørgsmål, ingen af dem tilsyneladende har vovet at overveje (trods sin banalitet), og vi skal så lade os gribe også af dette tilsyneladende seriøse spørgsmål: Var nazisternes håndlangere virkelig også skyldige? Og er det i virkeligheden ikke lidt synd for den stakkels Hanna Schmitz, der er så pæn, og som ikke engang kan læse?

“The Reader” er ganske enkelt en dybt tåbelig film, der ind i mellem rammer tonerne rent, som f.eks. i den ældre Mikael Bergs møde med en datter af et Holocaust-offer; men tonernes klimpren sammen er pivfalsk som filmen selv, der fremstår som noget af det mest rædselsfulde staffage-værk, der længe er set. Det er Danielle Steele i Sachsenhausen, Barbara Cartland i Bergen-Belsen – det er plattenslageri. Det er helt unødvendigt. En film bliver altså ikke nødvendigvis god af at beskæftige sig med et vægtigt emne.. Skulle nogle være i tvivl gør den i virkeligheden ikke engang det ikke særlig godt.

Men ih, hvor ser det godt ud.

*

“The Reader” er instrueret af Stephen Daldry, der har været Oscarnomineret som bedste instruktør for alle de tre film, han har lavet (foruden denne drejer det sig om “The Hours” og “Billy Elliott”). Dette er klart hans svageste film. Den har premiere i danske biografer i dag. Der er åbenbart ikke noget der siger ‘påske’ som nazi-sex.

Reklamer

3 tanker omkring “Blind høne

  1. Opmuntret – ja, okay, det er måske et lidt forkert ord i denne sammenhæng – af the Hours, tænkte jeg også, at jeg lige ville se the Reader af samme instruktør. Jeg er nok ikke helt så negativ som dig, men er enig i, at den slet ikke rammer dybt nok. Og vel egentlig slet ikke rammer noget overhovedet. Og selv om jeg vel egentlig lidt har en billed-fetich, viser den nok mere end noget andet, at en skøn billedside ikke kan gøre det alene.

    Nå, nu skal jeg se the moon – den er jeg spændt på:
    http://www.imdb.com/title/tt1182345/

  2. Jeg har endnu ikke set “Moon”… og nu tror jeg da egentlig heller ikke det bliver foreløbig, jeg gør det.

    Hvad angår “The Reader” er jeg nok blevet endnu mere sur over den jo længere tid, der er gået siden jeg så den. Dens staveplade problematik kombineret med sensuel, frodig Winslet indsat i en Holocaust-kontekst er vammel.

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s