Kristendom i kulturen eller kultur i kristendommen

I Norge har en kirkes beslutning om at forbyde samisk joik skabt en del debat. Joik er en oprindelig samisk sang-form, der af kirken i Finnmarken bliver betragtet som syndigt – et syn, der eftersigende går helt tilbage til de første missionærere i området, der forbandt joik med samernes førkristne religion. Se et interview med samernes store joike-stjerne Mari Boine her (hun er en af Skandinaviens allerstørste sangerinder, hvis du spørger mig), der fortæller om sin opvækst og sit syn på joiken i dag:

Som jeg forstår kirken i Finnmarken ønsker den med sin afstandstagen til joik at afvise en form for synkretisme, som de synes at joiken med sine oprindelige delvist shamanistiske rødder vil medføre hvis sunget i en kirke. Til det kommer også at joik i dag repræsenterer en kultur, der visse steder har et lige lovligt løssluppent forhold til alkohol, lyder det til. Dertil kommer en del implikationer vedrørende forholdet mellem nordmænd og samer og deres historiske samliv, som spiller kraftigt ind i den lokale debat.

Problematikken markerer for mig at se et interessant spørgsmål, som enhver kirke i sit arbejde med at forkynde evangeliet må forholde sig til: Hvad stiller vi op med kulturen på vores sted? Skal kulturen med sit etnicitetsmæssige hjemhørsforhold hyldes og omfavnes; bruges af kirken – eller skal også den forsages fordi den repræsenterer noget ikke-kristent?

Problemet er ikke nyt. Også Paulus måtte forholde sig til de kulturelle udtryk, kristendommen blev tillagt i de menigheder, han plantede. Men Paulus måtte også gøre op med de lokal-kulturelle elementer, der ikke var i overensstemmelse med evangeliet. Så hvad gør kirken så?

Måske er det vigtigt at huske på, at trods alle dårligdomme og de “det er samfundets skyld”-agtige følelser, man kan have – så er ens kulturelle tilhørsforhold også en gave fra Gud. Vi er sat i en bestemt kontekst og det er der en mening med. Vi må lære at forstå vor egen kulturs udtryk og sprog for at kunne pege på Kristus på det sprog. Det er overraskende logisk. Men det kan også blive en sovepude, hvilket man bare behøver tage et kig på debatten om Folkekirkens evige “kirke vs. folk”-debat.

Jeg er ikke sikker på at en kultur kan være kristen. En kultur kan ikke tro på Gud. Men en kultur – forstået som en række fælles opførselsmæssige konventioner – kan bestemt pege i en bestemt retning. Opgaven for kirken må så være den at de mennesker, der udgør kulturen, bruger deres udtryksmuligheder til at pege på Kristus – joik eller ej.

Reklamer

13 tanker omkring “Kristendom i kulturen eller kultur i kristendommen

  1. Jeg må tilstå at jeg ikke har taget mig tid til at se interviewet, men for mig at se er sagen temmelig klar. Det er ikke første gang der har været mennesker der har påstået at bestemte kulturelle udtryksFORMER var onde og derfor ikke måtte bruges af kristne. Endnu i mine egne teenage-år rasede debatten om rockmusik stadig (ja, så gammel er jeg…), og for 3-400 år siden var det orglets berettigelse i den kristne gudstjeneste man sloges om!

    Joik ligger dybt i den samiske kultur; det er en udtryksform som samerne kan bruge til at udtrykke det som ligger allerdybest i deres sjæl. Derfor er det naturligt at den har været anvendt i deres førkristne religion, og derfor er det naturligt at den skal anvendes i deres kristne gudstjeneste, ligesom det sker med den grønlandske shamantromme.

    Jeg synes i øvrigt at “hedensk” er et sjovt ord. Hvorfor skal alt hvad der er førkristent, mistænkeliggøres? Tror vi ikke på at det er Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, der har skabt denne verden? Er det ikke ham der står bag al musikalsk begavelse? Skal al musik derfor ikke tages i hans tjeneste? Eller skal vi også forbyde det danske sprog fordi det i førkristen tid blev brugt til at tilbede Odin og Thor?

  2. Jeg er ret enig med dig. Jeg har været vidne til indiansk lovsang, hawaianske pigers lovsangsdans og afrikanske lovsange, der alle afspejlede den kultur, de kristne var i. “Hedensk” er et pudsigt ord og fortjener måske en blogpost – spørgsmålet er om ikke der i mange af de førkristne religioner er rester af en lovprisning af den Gud, der viser sig i skaberværket, uudtalte som Areopagos-alteret.

  3. Forsøg på at formilde de onde åndsmagter er helt klart “hedenskab” i betydningen “noget som er uforeneligt med kristendommen”. Det samme gælder decideret tilbedelse af skaberværket, men alt for tit har kristne været alt for hurtigt til at afskrive fejring af skaberværket som “hedenskab” i stedet for at gøre fejringen af skaberværket fuldendt ved at kombinere den med tilbedelse af Skaberen.

    En af mine yndlingsaversioner i den forbindelse er den ofte hørte påstand om at julen “i virkeligheden” er “en hedensk solhvervsfest”. Ja, solhvervet blev fejret på “hedensk” vis i førkristen tid, men selve det at fejre solhvervet kan jeg ikke se at der er noget som helst galt i – tværtimod vil jeg vove den påstand at det er aldeles bibelsk at gøre det! (se 1 Mos 1,14) Og at kombinere fejringen af naturens astronomiske solhverv med fejringen af verdenshistoriens store åndelige “solhverv”, synes jeg er aldeles oplagt og intet mindre end en genistreg! Desværre kan det engelske ordspil mellem “sun” og “Son” ikke rigtig bruges på dansk, men den sag som ordspillet udtrykker, er grundet i Bibelen, fx i Luk 1,78 hvor Jesu komme sammenlignes med solopgangen (jf. Mal 3,20 og Es 9,1).

  4. Well… Lad os nøjes med at sige at jeg tolererer dem. I betragtning af at langt de fleste mennesker i dag betragter dem som eventyrvæsener på linje med hobbitter, betragter jeg dem som harmløse, og jeg benytter mig gerne af dem i mine juleprædikener.

  5. @NikolajKJ: 1 Mos 1,14 hentyder vel bare til, at solen og måneden skal være med til at fastsætte en kalender? Uden at have stor forstand på mellemøstlige forhold, så er solhverv vel ikke så langt sydpå.

  6. Ikke kun kalender, også fester, hvis du læser hvad der står 😉

    Jeg ved at man fejrede solhverv i det gamle Rom (det er derfor julen kom til at ligge hvor den ligger). I Israel var det vist mere nymånen man fejrede, men jeg vil tro at man skal længere sydpå før solhvervet bliver ligegyldigt.

  7. Man behøver en kalender for at vide, hvornår man skal feste. For mig at se er solhvervet ligegyldigt i Rom, men man kan jo – som jeg skrev – altid bruge en anledning til at feste…

  8. Jeg har søgt en samisk sang som hedder: “Till renen”, kan nogen hjælpe mig med hvor jeg evt. kan købe/dowloade denne samt lign. sange.
    Jeg tror at sangeren hedder Jana mongi/mungi hun er vist nok svensk/samisk sanger(inde).
    med fornyet håb
    venlig hilsen Poul

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s