Det feminiserede evangelium

Undskyld mig, men det er blevet moderne at portrættere Kristus som noget, der ligner en bonkammerat eller en støttepædagog. Kristus er blevet en pocket-size Jesus, en Jesus i lommeformat, som man kan hive frem, når man har brug for ham. Jesus er blevet en lomme-Gud, som man kan søge trøst hos, men som man også kan skændes med. Dom og dogmer er blevet tabuer i vestlig kristendom, for Gud skal ikke bestemme over os. Gud skal servicere os. Vi kristne er Guds børn, javel, men den moderne, frie børneopdragelse har smittet af på vort Gudsforhold.  […]

Kristus må atter krones til konge i forkyndelsen, og Guds hærfører-egenskaber må igen i fokus, hvis kirken vil møde mændene dér, hvor de er.

Et interessant indlæg om kirkens macho-budskab.

Det er vist helt rigtigt at megen forkyndelse er blevet nærmest terapeutisk i sin approach til moderne menneskers problemer. Jesus kom således ikke bare for at frelse, men for at hele. Det er vist nok også rigtigt at den største grund til at islam også vinder konvertitter i den vestlige verden er dens helt klar maskuline egenskaber. Der er ikke så meget pis der! Du gør sådan og sådan – der er regler for det ene og andet.

Béliaths indlæg spiller ind i dette – har vi glemt Guds maskuline sider i vor tids søgen efter bløde værdier? Har du f.eks. læst den her vil jeg gerne høre om du giver ham ret.


Reklamer

21 tanker omkring “Det feminiserede evangelium

  1. Jeg er nok lidt ambivalent overfor både Beliath, dig og det uddrage af bogen, du henviser til, der er tilgængeligt på Boedals hjemmeside.

    På den ene side er jeg langt på vej enig i kritikken af det femininiserede terapeutiske kirkeliv, som i høj grad også næres af postmodernistisk teologi.

    Jeg synes også, at nogle “maskuline” værdier kan trænge til at blive opprioriteret, men synes nok også, at det bliver lidt for drenget i bogen, når det f.eks. er eventyrlyst, der lægges vægt på. Når det gælder kirkelivet synes jeg, at kampen for den rette lære, mændenes ansvar og respekt for de rette autoriteter er noget, som kunne højnes (eller med Beliaths ord: dom og dogmer).

    På den anden side er jeg nok lidt forbeholden overfor noget, der kan ligne endnu en felt-needs-tilgang, hvor man så forsøger at stille mændenes psykologiske behov i stedet for kvindernes. Gud blev heller ikke menneske for at mændene kunne komme på eventyr, men for at frelse både mænd og kvinder.

    Jeg mener dog, at der er brug for et alvorligt opgør med det feminiserede evangelium, både når det gælder føleriet og når det gælder den generelle foragt for Guds skabeordninger mellem mænd og kvinder i kirken. I sidste ende er der også en sammenhæng mellem ens syn på mandens autoritet og Kristi og Skriftens autoritet.

  2. “Why Men Hate Going to Church” kommer nok ikke til at findes blandt fremtidens klassikere Jeg vil kalde det en køb-og-smid-væk bog. Derfor kan man ligeså godt læde den på engelsk; det er billigere, og den er alligevel så amerikansk at det er meningsløst at oversætte den. Ikke desto mindre har Murrow en del gode pointer – jf. pastor Sørensens kommentar. Hvad der til gengæld mangler i den bog er teologi. Man kunne forvente at forf. kommer ind på tjenestedeling (ja/nej; hvordan skal det forstås), men det bliver bare til nogle psykologiske argumenter for at kvinder sagtens kan være ledere (hyrde/lærer?) i kirken, bare deres ledelsesstil er maskulin…

  3. Jeg har ikke læst Murrows bog, men kom bare i tanke om den.

    Og er ret enig med jer. Det er som om det forventes, at forkyndelsen af evangeliet taler til nogle bestemte følelser, som så enten skal være kvindelige eller maskuline.

    Jeg er enig med Magnus i, at et positivt fokus på kirkens oprindelige tro på skaberordning og tjenestedeling måske kunne være en løftestang for at komme det til livs at forkyndelsen bliver “kønnet”. Jeg overvejer også om man skulle gøre meget mere ud af skriftemålet og sjælesorgen – så det netop kunne komme ud af forkyndelsen, men mennesker frit ville kunne vide at de kunne benytte sig af det. At det rent faktisk findes i kirken.

    Samtidig tror jeg også det handler om at mændene skal tage sig sammen og blande sig i den kristelige oplæring af de kommende slægter og ikke lade det være et kvindeanliggende alene. Det er simpelthen noget fis, som jeg tror – uforsætligt – er med til at skabe nogle forventninger til hvad forkyndelsen af evangeliet går ud på, som ikke helt holder.

    Og så tror jeg at kirken i sin proklamering af Guds lov og Guds nåde skal huske at fortælle mennesker om Guds fader- og moderhjerte!

  4. Det her er vel ikke blot et spørgsmål om “køn” eller “det kønnede” (læg mærke til, at det så ofte er det feminine, der er det “kønnede”) men i lige så høj grad et spørgsmål om ord over for praksis, ortodoksi over for ortopraksi. Jeg foretrækker jo langt det sidste. Men hov, jeg er jo også kvinde og foretrækker derfor naturligvis også klart en kirke med små lys og (helst markant duftende) rosenblade på gulvet. Det ligger jo ligesom til mit køn, og så er der vel ikke så meget at gøre.

    Men jo, jeg ved da godt, at det er på dagsordenen i kirkenen. I høj grad. Her i efteråret går CUR i gang med et projekt, der handler om konfirmationsundervisning og drenge …. (og det er jeg ikke projektleder på, hvilket jeg vel et eller andet sted er ret glad for …)

    @ Frovin – hvad mener du her? (Nedenfor)
    Jeg er enig med Magnus i, at et positivt fokus på kirkens oprindelige tro på skaberordning og tjenestedeling måske kunne være en løftestang for at komme det til livs at forkyndelsen bliver “kønnet”.

  5. @ Kis:

    Jeg mener at kirken ikke skal være bange for at have en “kønslig” (eh..) dagsorden – den må gerne tale om vores skabthed som mand og kvinde og bibelens tale om det. Det kan måske modsvare lidt at nogle synes forkyndelsen har en kønnet slagside.

  6. @Kirsten
    Hvad mener du med ortodoksi overfor ortopraksi – er det ikke to sider af samme sag? Ens praksis viser vel ens lære, fordi den følger af ens lære eller asflører, hvad man i virkeligheden lærer.

  7. @Magnus: Gid det var så vel! Desværre er der mange kristne som er langt bedre til at sige de rette ting end til at gøre de rette ting – og det er der i øvrigt ikke noget nyt i (jf. Luk 6,46).

  8. Den terapeutiske forkyndelse er en form, ikke et indhold. Den kan sagtens (og let) komme til at forkynde en terapeut-udgave af Gud, men gør det ikke nødvendigvis. Simpelthen fordi formen er en retorisk, tilhørerbestemt strategi. Sidder der flest kvinder og flinke mænd på bænkene, passer formen godt. Og derfor er terapi-formen mere et kultursignalement, end en teologi. Desværre smitter kulturen nok bare mere af på teologien end omvendt – og så bliver form til indhold.
    Hvilket her blot fordobler problemerne. For dels står man med en forkyndelsesform, der nok for ofte sætter et terapeutiserende mærke på forkyndelsesindholdet. Dels sætter man de knap så bløde mænd af. Hvilket ret beset nu ikke kun er forkyndelsens skyld. Fx kunne man også pege på lovsangen. Den synges ofte og længe, men giver ikke mening for alle.
    Endelig: GT har et par moder(lige) billeder af Gud, men vrimler med en noget voldsommere, mere maskulin udgave. Den side af Gud kunne man både tale mere om, bede mere til og synge mere for. Det virker bare ikke særlig terapeutisk, medmindre man taler om den terapeutiske katharsis-oplevelse i mødet med det frygtindgydende (som i forsvaret for gyserfilm o.l.).

  9. @Nikolaj
    Det er helt sikkert rigtigt, at der findes hyklere, som ikke tror den rette lære og at der findes mennesker, der påberåber sig Herren som i Luk 4,46 uden at tro Herren. Der findes også syndere, som igen og igen fejler, selvom de har den rette lære.

    Men problemet ved dem der lever forkert og fastolder et falsk liv eller en falsk praksis, er deres falske lære og deres falske tro.

    Jeg kende desværre alt for få kristne, der siger de rette ting. Hvem er de?

    De fleste findes i den pietistiske mytologi om den døde ortodoksi, men når det kommer til stykket er de færreste af dem, man peger på ude i virkeligheden, særligt ortodokse.

    Og når det kommer til stykket, er dem, der råber om ortopraksi oftest de største modstandere af virkelig ortopraksi, som afspejler den eneste sande lære.

    At sætte de to op som modsætninger bygger for mig at se dybest set på den romersk-katolske/pietistiske vildfarelse, attroen ikke er virksom i kærlighed, men i sig selv er død og må gøres virksom af kærligheden.

    @jojo
    For mig at se er den terapeutiske forkyndelse i høj grad indhold, men dens indhold adskiller sig ikke væsentligt fra indholdet i en forkyndelse, der vil tale til det maskuline. Begge dele bliver et falsk evangelium, som vil stille folks følte behov, som kun er symptomer, i stedet for at afsløre og stille deres egentlige behov – at blive frelst fra Guds dom og vrede.

  10. @jojo:

    Jeg tænker, at det virker til at terapeutisk teologi & forkyndelse trives fint i et “no-nonsense” miljø som Folkekirkens liturgiske rum, hvor man ikke bruger tid på Hillsongs og den slags, men holder fast i en ret stringent og i og for sig maskulin (?) form. Spøjst nok er det så i den anden ende af kirken, hvor man insisterer på at tale om Guds hellighed og den slags, at det empatiske RUM findes – som så skaber en slagside, hvilket jeg tror jeg er enig med dig i, hvis jeg forstår dig ret.

  11. @Nikolaj

    Det er selvfølgelig en anden snak.

    Min pointe er, at det er en del af et pietistisk mytologisk univers at sætte lære og praksis op som modsætninger eller skyde andre død ortodoksi i skoene. Man forudsætter, at de to er modsætninger, så en højere vægtlægning på den ene vil medføre en relativt mindre vægtlægning på den anden.

    Jeg mangler dog endnu at se eksempler på, at folk som vitterligt lægger vægt på den rette lære (også andre end mig og også folk, som ikke helt har fanget den), vitterligt ikke også lægger vægt på en ret praksis.

    For mig at se er læren naturligvis vigtigere end livet, da den er årsagen til et ret liv, ligesom et godt træ er det, der bærer frugterne og ikke omvendt. En stært vægtlægning på læren vild erfor med nødvendgihed også medføre en vægtlægning på en ret praksis. Men en praksis, der ikke udgår fra en vægtlægning på læren kan kun blive falsk.

    For mig at se ligner modstillingen af de to begreber mest en dårlig undskyldning for at bekymre sig mindre om læren, samtidig med at det oftest medfører en selvretfærdig hævdelse af egen praksis’ overlegenhed over andres, uden at man dog vil måle ens praksis på en objektiv standard som læren.

  12. Jeg tror faktisk du har en pointe der, Magnus! En vægtlægning på ret praksis må jo med nødvendighed også indebære at man har gjort sig klart hvad den rette praksis er, hvilket må siges at være et lærespørgsmål.
    Problemet opstår der hvor iveren for den rette lære degenererer til pindehuggerier om dogmatiske formuleringer der ingen konsekvenser har for vores livsførelse, eller hvor man bliver så optaget af at forsvare den rette lære inden for et lille hjørne af teologien at man taber den store sammenhæng af syne. I USA går mange evangelikale teologer for eksempel stærkt op i at forsvare den i deres øjne rette udlægning af læren om tusindårsriget, alt imens de vender det blinde øje til nødelidende mennesker lige uden for deres dør.
    Jeg medgiver at det er begrebsforvirring at kalde det for et spørgsmål om at “vælge” mellem læren og livet, for hvis man bruger sin energi på at kævle løs om dogmatiske detaljer i stedet for at adlyde Kristi befalinger, så er det helt klart også udtryk for at man har galt fat i læren.

  13. Hej igen Nikolaj

    Det glæder mig at du kan se pointen.

    For mig at se kører du dog stadig lidt i ring, når du gør det at “tabe den rette sammenhæng” til en konsekvens af for megen vægt på læren. Og samtidig ændrer du for mig at se kritikken af “ortodoksien”, når du problematiserer dét at lægge vægt på dogmatiske “detaljer” (hvad det så end er), som tilsyneladende ikke har konsekvens for livet.

    Jeg indrømmer gerne, at jeg mener det er vigtigt at forsvare den rette lære – også den rette lære om Jesu genkomst én gang til dom, som jeg hver søndag bekender det i trosbekendelsen.

    Men at slutte fra, at fordi man lægger vægt på “dogmatiske detaljer”, så lægger man ikke (nok) vægt på en ret praksis, er noget, du ikke har påvist. Det ligger selvfølgelig i sagens natur, at man selvfølgelig må dele sin tid og sine kræfter.

    Jeg har dog ikke hørt om de evangelikale, som slet ikke vil hjælpe nødlidende – har du nogle navne og tidspunkter, hvor det er sket, at de har afvist nødlidende? Har du beviser på, at de slet ikke vil hjælpe nødlidende eller er problemet for dig at se, at de i det hele taget bruger tid på at forsvare lærepunkter, som du mener er detaljer, og kunne have brugt den samme tid på at hjælpe nødlidende? Det samme kunne jo gøre sig gældende for mission. penge og tid, som går til mission og evangelisation kan naturligvis ikke samtidig gå til at vise barmhjertighed mod de nødlidende. Du synes blot at forudsætte, at det er mere problematisk, hvis ressourcerne går til at forsvare visse lærepunkter, som du bedømmer som detaljer.

    I så fald er spørgsmålet jo ikke, om man lægger nok vægt på en ret praksis, men snarere hvad en ret praksis er, og derfor også, hvad den rette lære er.

    Det ser for mig ud som om, at du mener fuldt ud at kunne bedømme konsekvenserne af ethvert falsk lærepunkt, så du kan sortere i, hvilke lærepunkter, der er detaljer og derfor ikke behøver forsvares. Det er for mig at se at sættte sig i Guds sted.

    At acceptere falsk lære og dermed lade mennesker gå fortabt, for at mætte fleres maver, er i mine øjne en forkert praksis. En ret praksis (=ortopraksi) er at prædike Guds ord ret, forsvare det mod falsk lære, og også at vise barmhjertighed mod de nødlidende.

  14. Tja, Magnus, hvis du virkelig mener at man går fortabt hvis man har en fejlagtig opfattelse af hvilken rækkefølge tingene kommer til at ske i ved denne tidsalders afslutning, eller hvis man bruger andre ord til at beskrive nadverens mysterium, så kan jeg godt se din pointe. Men hvis vi er enige om at et menneske frelses af nåde ved tro på Kristi fuldbragte værk, så har jeg svært ved at se hvilken gavn det skal gøre at skændes om de andre ting i stedet for blot at acceptere at vores granskning af Skrifterne har ledt os til forskellige konklusioner. Jeg ved af erfaring at du plejer at hæfte prædikater som “rationalistisk” og lignende på de konklusioner der ikke er identiske med dine egne, uden at komme med anden begrundelse end at konklusionerne er forskellige fra dine og derfor må være forkerte fordi du mener at princippet om Skriftens klarhed garanterer at din udlægning af den er korrekt. Skal jeg virkelig forstå det du skriver ovenfor, på den måde at de konklusioner som jeg (og i endnu højere grad folk der ikke er lutheranere) er nået til, og som du betegner som “rationalistiske”, er falsk lære der fører til at folk går fortabt? Og hvis ikke, hvilken gavn mener du da at gøre for Guds riges sag ved at gøre ethvert punkt i dogmatikken til en articulus stantis et cadentis ecclesiae?

  15. Hej igen Nikolaj

    Nu synes jeg, at du kører debatten af sporet og får den til at dreje sig om nogle ting, du mener, jeg har sagt om et andet emne på et andet tidspunkt. Du forholder dig derimod ikke rigtigt til det emne, vi diskuterer.

    Nu mener jeg ikke, du har ret i, at jeg alene begrunder mine synspunkter med mine synspunkter. “Plejer” er ikke et argument, emn en usaglig påstand. Giv mig nogle henvisniner til steder, hvor jeg har fremført et cirkelargument, som dét, du hævder. Det er jo rent faktisk dig, der henviser – dels til din erfaring (uden at konkretisere) og dels til at du og andre er uenige med mig, som et argument for, at Skriften ikke er klar i de punkter, hvor vi er uenige. Det er med andre ord dig, der fremfører præcis den slags cirkelargument, som du beskylder mig for – uden dog at påpege, hvor jeg skulle gøre brug af det.

    Du ser ud til at bekræfte, at du mener, at du med sikkerhed kan overskue konsekvenserne for alle menneskers frelse af al vranglære. Men du tager fejl, når du vil skyde mig det samme med modsat fortegn i skoene.

    Du opstiller falske alterntaiver, når du stiller mig i valget mellem at hævde, at alle tilhængere af en hvilken som helst vranglære går fortabt, og at der findes ufarlig vranglære. Du burde faktisk som teolog og præst i en kirke, der kalder sig luthersk vide, at disse ikke er de eneste to alternativer. Og hvis du mener at vide, hvad jeg “plejer” at siger, burde du også vide, hvad jeg mener om den sag.

    Selvom jeg har forklaret mit synspunkt mange gange før, skal jeg gerne gøre det igen. Læren hænger sammen og er, som Luther siger et sted, som et regnestykke, hvor en fejl et sted får betydning for hele stykket. Enhver falsk lære har betydning for retfærdiggørelseslæren og dermed for frelsen.

    At der alligevel er mennesker, der lærer falsk, der frelses, skyldes, at de ikke tager den fulde konsekvens af deres vranglære.

    Man kunne også sammenligne falsk lære med gift (eller surdej) der kommes i en forsamlings glas. At der er nogen, der ved et held overlever, betyder ikke, at giften er ufarlig.

    Mens du altså ser ud til at mene at kunne gennemskue, hvem der er sande kristne, men ikke, hvad sand kristendom er og ikke er, så mener jeg modsat, at vi kan vide, hvad sand kristendom er, men knapt så sikkert kan udtale os om, hvem, der er sande kristne.

    Det er dog ikke dét, der er diskussionen her. Dét, vi diskuterede, var hvorvidt det er udtryk for, at man ikke går op i ortopraksi, hvis man forsvarer den sande lære.

    Da du ikke har forholdt dig til mit spørgsmål om konkrete henvisninger til folk, der ikke gik op i en ret praksis, må jeg gå ud fra, at du mener, at det er dét, at man forsvarer den rene lære, der i sig selv betyder, at man ikke går op i en ret praksis. Men så er spørgsmålet jo snarere, hvad en ret praksis er – og endnu mere, hvad den rette lære er, bl.a. den rette lære om lærens betydning.

    For mig at se, er spørgsmålet snarere, om det er Guds ord eller menneskers ider, der skal bestemme både lære og praksis.

  16. Hej igen Magnus

    Fint at du korrigerer min opfattelse af hvad du har sagt og ikke har sagt. Nu vil jeg gøre dig den samme tjeneste.

    For det første har jeg aldrig sagt at det at man forsvarer den rette lære, i sig selv betyder at man ikke går op i den rette praksis. Det jeg har sagt (eller i hvert fald ment – tilgiv mig hvis jeg er kommet til at udtrykke mig uklart og misforståeligt), er at forsvar for den rette lære ikke er nogen GARANTI for at man går op i en ret praksis, men at det tværtimod kan komme til at stå i vejen for den rette praksis, således som det skete for farisæerne, og således som Jakobsbrevet advarer imod.

    For det andet har jeg ikke stillet dig i valget mellem at alle tilhængere af en hvilken som helst vranglære går fortabt, og at der findes ufarlig vranglære (eller igen: det har i hvert fald ikke været min hensigt). Det jeg har haft til hensigt at bede dig tage stilling til, er om et hvilken som helst hjørne af dogmatikken er af så stor vigtighed at mennesker risikerer at gå fortabt hvis en forkynder eller en menighed af en eller anden grund kommer til at tolke Skriften anderledes på det punkt end du gør. Og jeg stiller mig ikke tilfreds med at Luther har påstået at det forholder sig sådan!

    For det tredje har jeg aldrig hævdet at vide hvem der er sande kristne, og hvem der ikke er. Vis mig hvor jeg har hævdet det!

    For det fjerde har jeg ikke påstået at jeg “med sikkerhed kan overskue konsekvenserne for alle menneskers frelse af al vranglære”. Det jeg har påstået, er at vi ikke skal spilde vores kræfter på at skændes om lærepunkter der dels er meget perifere i forhold til troens kerne, nemlig frelsen i Kristus, dels er beskrevet i Bibelen på en måde der har givet velmenende kristne som dig og mig og utallige andre anledning til at nå til forskellige konklusioner. Nej, vi kan ikke alle have ret, men vi har heller ingen mulighed for at nå til nogen endegyldig afgørelse af hvem af os der har ret. Og det hjælper ikke at de stridende parter hver især vil forsvare deres eget synspunkt med ordene “Skriften er klar”. For vist er Skriften klar, men det er vores erkendelse ikke.

    Og nu til de svar du efterlyser fra mig. For det første: Konkrete henvisninger til folk der går op i den rette lære på bekostning af den rette praksis. Jeg skal gerne give dig et eksempel som er meget nærliggende for mig, nemlig mig selv. For 14-15 år siden gik jeg rigtig meget op i at forsvare det jeg så som den sande lære, og jeg diskuterede op ad stolper og ned ad vægge med mennesker der havde en anden opfattelse af hvad den sande lære var. Vi slyngede bibelvers i hovedet på hinanden, og i min iver efter at få ret fortrængte jeg Guds befalinger om indbyrdes kærlighed og om at lade mig fylde af Helligånden. Som ovenfor nævnt må jeg give dig ret i at dette forkerte fokus udsprang af at min opfattelse af læren var mangelfuld. I min iver efter at forsvare det som jeg så som den sande lære, kom jeg til at “si myggen fra og sluge kamelen” og overse det der efter Herrens eget ord er det største af alle bud.
    Du spørger også om hvornår du har lavet den cirkelslutning som jeg beskylder dig for i min ovenstående kommentar. Jeg sigtede til denne tråd, men så vidt jeg husker, besvarede du min påpegelse af det jeg så som en cirkelslutning, med at beskylde mig for at være rationalist.

    Til det spørgsmål som du slutter din kommentar af med, kan jeg kun sige at det naturligvis er Guds ord der skal bestemme både lære og praksis. Derfor vil jeg til enhver tid opfordre enhver der måtte finde at der er disharmoni mellem hvad Guds ord siger, og hvad et menneske siger (uanset om det menneske hedder Martin Luther, Jean Calvin, John Wesley, Magnus Sørensen eller Nikolaj Kjærby Johansen), til at vælge Guds ord.

  17. @Nikolaj

    Jeg vil starte fra bunden. At skrive noget i et svar (f.eks. at du er rationslist) betyder ikke nødvendigvis, at dette er begrundelsen for ens synspunkt. En påstand og argumentet for påstanden er ikke det samme. Du påstod, at jeg ikke gav anden begrundelse, end at jeg selv mente det.

    Begrundelsen for mit syn på Skriftens klarhed, som var dét, sagen drejede sig om, hentede jeg i salme 119 v. 104-105, som jeg henviste til i indlægget d. 15 august 2007 11pm.

    ad 1. Ok. da det var det, jeg spurgte dig om og du ikke benægtede det, gik jeg ud fra, at det du mente.

    ad 2 Jeg forstod det sådan ud fra denne sætning: “Tja, Magnus, hvis du virkelig mener at man går fortabt hvis man har en fejlagtig opfattelse af hvilken rækkefølge tingene kommer til at ske i ved denne tidsalders afslutning, eller hvis man bruger andre ord til at beskrive nadverens mysterium, så kan jeg godt se din pointe.” – den er svær at forstå anderledes.

    Du har forstået mig korrekt i, at man risikerer at gå fortabt pga. al vranglære. Det mener jeg fremgår af Rom 16,17 (og mange andre steder).

    Mht. at farisæernes problem skulle være, at deres lære stod i vejen for praksis, er jeg uenig med dig. Jeg mener, farisæernes problem var deres falske lære om arvesynden, den frie vilje og dermed retfærdiggørelsen. Men det er en diskussion for sig.

    ad 3. Det mener jeg ligger implicit i din affærdigelse af lærepunkters vigtighed, som Gud har åbenbaret.

    ad 4. Her mener jeg, at du modsiger dig selv. Du giver faktisk udtryk for, at du kan vurdere, hvem der er velmenede kristne, men ikke, hvad der er sand kristendom. Jeg mener det modsatte. Vi er i stand til at afgøre, hvad sand kristendom er. det er ikke laveste fællesnævner blandt dem, du mener, der er velmenende, der afgør, hvad der er åbenbaret af Gud. Her giver du netop udtryk for, at det er vigtigere for dig, hvad mennesker mener, end hvad Guds ord siger. Hvis du kan bevise ud fra Skriften, at et lærepunkt ikke er klart åbenbaret, lytter jeg gerne. men når din begrundelse er, at “velmenende” kristne når et andet resultat, er der jo faktisk tale om, at det er vigtigere for dig, hvad mennesker siger.

    Til det konkrete eksempel. Jeg indrømmer, at der findes meneske,r som lægger vægt på læren men ikke på kærligheden. Spørgsmålet er, om den manglende vægt på kærligheden har forbindelse med vægten på læren. Det kan i og for sig ligesåvel skyldes falsk lære, som du selv skriver. For mig at se, er det nu ikke ukærligt at diskutere læren op ad stolpe og ned ad vægge. Tværtimod, så er det ukærligt både i forhold til kærligheden til Gud og til næsten at acceptere falsk lære, også selvom man risikerer at blive kaldt fordømmende og ukærlig af økumenikere, når man gør det. Men så er vi tilbage ved udgangspunktet: at spørgsmålet snarere er, hvad ret lære og praksis er, end om, hvilken en af dem, man foretrækker.

  18. For resten; det er muligt, kvinderne sidder og “fylder” i midten af kirkerne, men når jeg igennem mit arbejde mødes med kirkelige ledere/generalsekretærer m.v. (og hvem sagde f.eks. biskop?), ser jeg 9 ud af 10 gange: Mænd.

  19. Gad vide om det er et resultat af den samme mekanisme som gør at det ofte(st?) er kvinden der laver mad i hjemmet, mens de fleste stjernekokke er mænd? 🙂

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s