Lydighed

”[Munkene skal] søge at overgå hinanden i lydighed; ingen må stræbe efter det, han anser for nyttigt for sig selv men mere efter det, der er nyttigt for den anden.”

Benedikts Regel 72: Om den gode iver, munkene bør have

Jeg læser for øjeblikket abbed Christopher Jamisons ”At finde et helligt rum. Klostervisdom for moderne mennesker” (med tak til Steph!), som foretager det vovede eksperiment at bruge de oldgamle regler fra Benediktinerordenenens stifter som et redskab til at invitere helt aldeles sekulære mennesker med interesse for det noget svævende begreb ”spiritualitet” ind i en relation til den levende Gud.

Det er på mange måder en bog der skal drikkes langsomt. Aldeles bevidst om den provokation, Benedikts Regel vil være for et forholdsvist moderne menneske folder abbed Jamison (kendt fra tv-serien ”Fyrre dage i kloster”) reglernes konsekvenser ud. Det er i ordets allerbedste betydning udfordrende læsning.

Kapitlet om ”lydighed” har jeg måtte læse et par gange. Det er simpelthen så langt fra mit verdensbillede, det der med at sætte sig selv til side og leve i kærlig tjeneste for en anden, fordi Gud siger det. Jamison skriver veloplagt og frem for alt helt fantastisk venligt om den frihed, der findes i lydighed. For mig blev Thomas Mertons citat centralt:

”For at blive mig selv må jeg holde op med at være det, jeg altid har troet, jeg ville være.”

Dette er provokerende for den, der altid har tænkt sig selv som indeholdende et vist element af fromhed. Men ikke engang fromme ønsker er fritaget fra vores egen selvtilstrækkelige egoisme. For at Jesus kan skabe noget nyt i mig og fuldende det, han har begyndt da han gav mig troen, må jeg tilsidesætte mine egne selviske ambitioner, måske endda også de, jeg har pakket pænt ind i fromt Jæsus-papir.

Jeg skylder Gud at være lydig overfor ham ved at tjene mit medmenneske, sådan som det medmenneske har nytte af. Jeg må sætte min tjeneste, uanset hvilket job eller hvilken civilstand, jeg har, ind i en sammenhæng hvor jeg forstår, at hvad end jeg gør skal jeg gøre det for Herren. At tjene min næste er at tjene Gud. Og det er at give slip på mit hjemmelavede selvbillede og lade Gud skabe mig om til den, han vil at jeg skal være.

At blive sig selv handler ikke om et terapeutisk forløb hvor man skaber sit eget narrativ og indretter sin tilværelse efter at livsfortællingen kan gå i opfyldelse – om det så må koste et ægteskab, et par flytninger eller en ny frisure og/eller seksuel orientering. At blive sig selv handler om at lade sig gribe af den levende Guds hænder og lade ham lutre sig, sådan så den gudbilledlighed, han lagde i os i skabelsen kan træde frem og vi bliver det, vi er skabt til at være. Det kan gøre nas. Og målet nås nok først på den nye jord.

Men ét skridt på vejen (som vi nok skal tage flere gange) handler om vores lydighed.

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s