Død, hvor er din brod?

Lise-Lotte Norup har skrevet en bog om sin dødssyge mors sidste tid og Lise-Lottes egen overvejelser vedr. eutanasi, værdighed og den slags. Jeg har ikke læst bogen og har egentlig ingen intentioner om det. Lise-Lotte Norup er en af de celebrities, jeg godt ved hvem er, men jeg ved ikke hvorfor jeg godt ved hvem hun er og hvor jeg kender hende fra; så der er i hvert fald her ingen kändis-effekt. Anyway; Lise-Lottes bog rammer ind i den til hver en tid slumrende debat om aktiv dødshjælp/eutanasi. En debat, der i Danmark vist fandt nyt brændstof da DR for nyligt viste en dokumentarudsendelse om en britisk mand, der opsøgte en schweizisk organisation, der har specialiseret sig i at aflive de, der ikke gider leve mere.Jeg gider sådan set ikke sætte mig til doms over Lise-Lotte Norup eller døde briter; det er dybt uinteressant og er blot med til at tilte debatten, der jo rettelig bør handle om hvorvidt vi har lov til at dræbe os selv og hinanden, hvis vi synes. Jeg bider mærke i det kliniske sprog, nogle forsøger at kalde ned over disse aflivninger; at alene udtrykket “aktiv dødshjælp” eller “medlidenhedsdrab” er blevet standardbetegnelser for disse assisterede selvmord, der i nogle lande er lovlige, taler sit.

Nå – men – Weekendavisen har en fantastisk anmeldelse af Lise-Lotte Norups bog oppe. Det er en anmeldelse, som utvivlsomt vil kaste et rasende læserbrev fra Lise-Lotte og andre af sig; men det er også en anmeldelse som helt vidunderligt peger på det groteske i, at det så ofte er de efterlevende, der skal retfærdiggøre hvorfor andre måtte dø.  Som anmeldelsen konkluderer det:

Efter endt læsning, kan man kun konstatere, at moderens død har været en rigtig træls omgang for den kendte revyskuespiller.

og det er jo en lidt bidsk kommentar til en personlig beretning, men ikke desto mindre udtrykker det også mine egne fornemmelser omkring hele debatten: Det drejer sig ikke kun om at få lov til at dø når man har ondt. Det drejer sig om at få det til at se ud som om at døden er et aktivt tilvalg, vi kan kontrollere – ikke noget, der uværgerligt rammer enhver, uden at vi kan gøre hverken til eller fra. Døden er noget lort. Døden er faktisk noget, der stritter imod vores mere eller mindre uerkendte forståelse af hvad det vil sige at være levendeskabte. Står man foran et dødsleje ved man instinktivt, at det her, det er ikke rigtigt. Hvad ville være rarere end at få dødslejer til at se ud som planlagte rastepladser på vej mod intetheden? Se, dét ville være at lægge en menneskelig mening ned over det uundgåelige. Det vil tilføje et skær af betydning og kontrol til det meningsløse. Det vil – tilsyneladende – give mere ro. Eller?

Jeg hører til dem, der ikke tror på at døden er kommet for at blive. Jeg kaster alt mit håb på Ham, der gik igennem døden og kom levende ud på den anden side for min skyld. Alligevel må jeg øve mig i at håbe når døden viser sit hæslige ansigt. For vel er jeg dybest set ligeså æklet og angst for den som Lise-Lotte Norup, hvis jeg skal være ærlig. Jeg søger også mening i dens gru, uden at finde det. Men jeg håber, og har set mennesker gå til deres død med håbet i hu; afklarede, rolige, fredfyldte. I håbet på Guds omsorg som aktiveret dødshjælp! En provokation i sig selv! Men også en trøst. Gid den var Lise-Lottes!

Så – har døden sin brod? Ja, i denne verden vel. Den konfronterer os med at vi ikke er herrer over døden – endnu ikke. Den sætter os ud på et sidespor. Den forstyrer, sårer, ødelægger, nedbryder og er det, det moderne menneske hader: Endegyldig. I mødet med døden bliver vi små.

Men Gud er endnu stor, og endnu er det nådens tid.

Reklamer

2 tanker omkring “Død, hvor er din brod?

  1. Døden har en brod – det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg mærker den jævnligt, for en del af den har boret sig ind i mit hjerte. Der er dage, hvor den bringer smerte med sig. Der er dage, hvor den bringer angsten for at døden igen kommer helt tæt på og rammer en af dem, jeg vover at holde af. Og så er der alle de dage, hvor den bare er blevet et livsvilkår… Døden er hæslig! Og jeg kan ikke forholde mig til, at jeg skulle stå i ledtog med den og hjælpe en anden med at dø. Jeg sætter min lid til Livet, og fordi jeg tror på Livet, så frygter jeg faktisk ikke min egen død. Men puha, hvor jeg frygter for den smerte døden kan nå at påføre mig, før den rammer mig selv.

  2. Spørgsmålet er om VI skal prøve at fjerne dødens brod, eller om vi skal lade Kristus om det, sådan, for real.

    Interessant at læse om at der har været seerstorm mod DR fordi de vidste et dødsfald i en familie-tv-serie. Er der mon de samme reaktioner overfor vold? Sex? Druk?

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s