Lorteparforhold

Det er skarpt set når kunstnere forstår, at de største dramaer her I tilværelsen foregår i sjælens inderste eller i helt almindelige, vante omgivelser og ikke på slagmarken eller IN SPACE. Derfor har den genre, man kunne kalde ”husspektakeldrama” altid bidraget til filmverdenen med vitale problematikker og har udfordret instruktørere både før og nu til at gennemgå alt for opvækst til ægteskabers dynamik. Ofte taler det stærkt, for de fleste af os kender til at spørge os selv: Hvorfor? – og måske kender alle den følelse af tomhed eller ensom melankoli der kan ramme, selv når livet er allermest udramatisk.

Instruktøren Sam Mendes blev faktisk berømt på denne type film. Med forstadsdramaet ”American Beauty”, der var hans debutfilm, satte han fokus på det, der sker, når ægteskabet og de familiemæssige relationer er intet andet end postulater. Filmen vandt en masse priser, om end denne anmelder fandt, at den konsekvente understregning af livets meningsløshed i sig selv blev ret.. meningsløs. Film, der vil afsløre tomhed, må gerne selv være lidt mere end bare tomme.

Nu er Mendes så tilbage med filmen ”Revolutionary Road”, baseret på Robert Yates’ novelle fra 1961, og resultatet lider lidt under lignende problemer. I hovedrollerne er fru Mendes, Kate Winslet, og Leonardo DiCaprio. Sidst de to spillede sammen gik skibet ned og det var jo noget værre noget. Det er det også denne gang, om end det at krydse Atlanten kun bliver ved snakken.

April og Frank Wheeler er det unge par, der køber det lille fine hus på Revolutionary Road i 1950ernes New York. Han tager toget ind til byen for at arbejde for et elektronikfirma, mens hun passer hus og børn. De er unge og smukke og har livet for sig. Men det er som om at den glød, der engang tændte dem, er forsvundet. Livet er blevet hverdag, almindelighed, og de finder sig midt i en livskrise hvis omfang de dårligt kan sætte ord på.

Frank forsøger sig med en halvhjertet affære med en sekretær på sit arbejde, men ikke det får ham til at føle sig levende. April lægger tøj sammen og forfører naboen Ship, der, som de to, vist også føler sig fastlåst i trædemøllen.

Men så en dag får April en ide. De skal sælge alt og flytte til Paris. Her kan de virkeligt leve, her kan de finde ud af hvem de er og hvad de vil med deres liv; der er græsset virkeligt grønnere. Projekt Paris knytter dem sammen igen, men samtidig kommer de så tæt på hinanden, at der opstår spændinger som udløser større konsekvenser end de har fantasi til at forestille sig, der, midt i almindeligheden.

Det er meget pænt alt sammen, hvilket vel er en del af ideen. Under en overflade af pæn normalitet lurer vanviddet, vreden og sorgen. Men det hele bliver så underligt uforløst, trods alle de skeletter, der vælter ud af skabene. Selvom Mendes denne gang rent faktisk gør noget for at etablere grunden til at Frank faldt for April, så forbliver deres skærmydsler underligt teatralske. Ægtheden i deres smerte skal man nok ikke tvivle på, men det er bare så pænt. Og selv når det ikke er pænt, er det velfriseret. Et slag i bordet. En hævet stemme. Et skrig. Den slags. Det gør hele den eksistentielle problematik, Mendes forsøger at belyse, underligt distant.

Det hjælper ikke at Wheeler-børnene ingen plads har i filmen og så alligevel har det. I en anden Winslet-film om sorgen i forstæderne, Todd Fields ”Little Children” blev datteren til Winslets figur brugt som en art kommentator til begivenhederne. Hun havde rent faktisk en interaktion. I moderdyret af alle husspektakelfilm, Mike Nichols’ ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” var sønnen tilstede i dialogen men aldrig fysisk. I ”Revolutionary Road” bliver børnene mere eller mindre bogstaveligt tabt på gulvet. Mendes forstår tilsyneladende ikke hvilken plads, han ønsker at give dem i historien om Franks og Aprils ægteskab. Sådan er der flere elementer, som medvirker til at de stilmæssige valg trækker filmen skævt og i hvert fald ikke hjælper på historien.

Man kan helt sikkert hente sig en tanke eller to om de valg, man foretager sig, og om at i dag er første dag i resten af dit liv og den slags. Men det kan man så sandelig også gøre andre steder. ”Revolutionary Road” er en interessant fejltagelse, man sagtens kan leve videre uden at have set. Det er så lige efter bogen-agtigt, at det mangler bid, glød og saft. Musikken og fotograferingen er mesterlige, men historien, der folder sig ud, virker kalkuleret, overlæsset med drama som et par afsnit af ”Glamour”, og dybest set nok mere interessant for de medvirkende end for publikum. Det er ærgerligt, særligt fordi Leonardo DiCaprio igen overrasker positivt og nok engang giver et helstøbt portræt af en komplekst mand.

**

Filmen er indstillet til tre Oscars – for kostumer, kulisser, og så har Michael Shannon af en eller anden grund fået en nominering for bedste mandlige birolle. Vil man se ham virkeligt brillere skal man ikke se denne film, men få fat i William Friedkins foruroligende thriller “Bug” fra forrige år, hvor Shannons uhyggelige kvaliteter kommer langt bedre til deres ret end her, hvor han spiller naboens psykisk ustabile søn – lige efter bogen…

Reklamer

12 tanker omkring “Lorteparforhold

  1. Det behøves vi da bestemt ikke.
    Du kan da bare erklære dig enig med mig?

    Har du forresten set denne her? Måske ville du kunne lide den, fnis.

  2. Jeg vil gerne erklære mig enig med dig i det meste – men netop derfor er det så dybt uforståeligt for mig, at du pludselig skal til at danse rundt iført primadonnanykker, når talen falder på American Beautys nådesløst skarpe udstilling af intetheden. Nej, den rummer ingen svar, men hvis du vil ha’ svar, så skal du ikke gå i biografen – så skal du se Dr. Phill eller læse nogle af Tærtens dameblade.

  3. “Good Housekeeping” og “SHE” er fyldt med intethed, Søren. SÅ JEG KENDER DET GODT.

    Har vi virkelig diskuteret “American Beauty” før? For jeg får næsten lyst til det igen. Anyway, for at holde den nice: I “American Beauty” spillede børnene i det mindste en vigtig rolle i udstillingen af deres forældres hykleri. I “American Beauty” havde børnene da personlighed!

  4. Jeg er 100 sikker på at vi har diskuteret den. Jeg kan bare ikke finde dokumentation på Google, så enten har vi gjort det under falsk navn, eller også har det været ude i den der lidt for virkelige virkelighed …

    Men så igen – måske forveksler jeg med ‘Requiem for a dream’-diskussionen ml dig og snip her? Narj, jeg tror altså vi har haft den. Ja vi har så. Nu kan jeg huske det: Vi skændtes i telefonen og så ville jeg ikke til Montenegro alligevel! [Fun fact: Jeg kan aldrig huske hvad landet hedder. Det starter med ‘M’, men så strander jeg også der. Jeg var nødt til at slå det op på et kort denne gang efter at have vekslet mellem så alternative forslag som Makedonien, Melatonin og Kroatien.] Jeg kan under alle omstændigheder ikke huske hvad diskussionen endte med. Skal vi?

  5. “American Beauty” har T. engang skrevet om i et kbh-studenterblad, hvor det hed: “Det er som om menneskelig fallit og ren fatalisme bliver romantiseret, gjort til noget smukt – uden en forholden sig til at det er noget bras! ‘American Beauty’ står for mig som det argeste eksempel … den dyrker skønheden i blod, dyrelig og tomme plasticposer – og set fra en feinschmeckers synspunkt er den også direkte usammenhængende, ud over at være manipulerende.”
    Jeg kan blot tilføje, at den også er overspillet (især Annette Bening er fæl), og at Chris Coopers udspring før selvmordet er så tommetyk en freudiansk superkliche, at det nærmer sig det strafbare.
    Og ellers er den sikkert rigtig god, hvis man kan li’ den.

  6. Fnis. Jeg vil nok være mindre moraliserende nu her, 10 år senere.. tænker jeg.
    Annette Bening, som normalt er supergod, er virkelig beyond hysteri, men hey, hendes rolle er så papirtynd så hun har ikke andet tilbage end at råbe så højt at ingen opdager det.
    Græder du nu, Søren?

  7. Mikkel Munch-Fals er ham, alle pigerne kan li’ – en hårpragt som de græske guders og en stemme som smeltet økologisk smør. Han har givet filmen (RR) 6/6 i DR’s Premiere. Vist nok som den første film i programmets 1½ sæson lange historie.
    http://www.dr.dk/DR2/premiere

    Mon ikke det får den gode Hr. Fro til at æde sin dårlige anmeldelse igen?

  8. Næh. Jeg har faktisk overvejet at downgrade den til 1 stjerne.

    Den her film er SÅ kitschet dramatisk, papirstynd og fuldstændig brandhamrende ligegyldig, altimens den poserer som Væsentlig, Dyb og Sand. Det glæder mig naturligvis at DR igen har fået et filmprogram på TV, men jeg kan virkelig ikke at tage ansvaret for at visse anmeldere tilsyneladende læser deres egne brudte parforhold og traumer ind i endnu et friseret afsnit af “Days of Our Lives”, altså. Det hjælper heller ikke at det er med Winslet, som er en af de mest uinteressante “great actors” vi har.

    Eller – det, jeg egentlig ville sige, var: Jeg mangler at høre en overbevisende apologi, måske skulle jeg tjekke linket.

  9. Sjovt. Jeg fandt Revolutionary road interessant. Den gjorde indtryk p åmig, og stillede brændskarpt på spændingen mellem at acceptere det liv og livsvilkår du har (fået) og at man aldrig skal stoppe med at forfølge sine drømme.

  10. Jamen, det var jo netop det jeg tror, RR gerne ville! Succes! 🙂

    Jeg læste lige en kritik et andet sted som gjorde mig opmærksom på (hvad jeg også er lidt inde på), at RR er for smuk. At det er et problem at en så grim historie udfoldes så kønt. Det synes jeg faktisk er et stort problem og er for mig i hvert fald med til at gøre præsentationen lidt kønsløs.
    “Schindlers Liste” havde samme problem; den var så superæstetisk bevidst og kalkuleret, hvilket faktisk provokerer mig en hel del den dag i dag… men det er en anden diskussion.

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s