Blændende

En mand i en bil bliver pludselig ramt af blindhed. Han må stoppe, hjælpes ud af sin bil og hjem af en venlig sjæl, der som tak stjæler mandens bil. Da mandens ægtefælle kommer hjem tager de til en øjenlæge, der ikke har nogen umiddelbar ide om hvad der er hændt.

Øjenlægen tager hjem til sin kone, nyder en dejlig middag mens han funderer over, hvad blindheden mon skyldes. Men næste dag vågner øjenlægen selv – blind.

Blindheden er en hvid tåge, som “at svømme i mælk”. Den invaliderer umiddelbart og – viser det sig – spreder sig med lynets hast. Blindheden er en epidemi. Myndighederne tager affære og internerer de ramte i et gammelt hospital. Men en af patienterne der – øjenlægens kone – er tilsyneladende immun. Gennem hendes øjne ser vi fortællingen om blindheden.

På hospitalet udvikler de epidemisk ramte et samfundssystem ikke ulig “Fluernes Herre”. Blindheden tager ikke blot synet fra de syge, men langsomt ædes også deres humanisme og værdighed op. Det er grimt. Og det er grimt at være den eneste seende.

“Blindness” er instrueret af brasilianske Fernando Meirelles, som fik et stort gennembrud med den effektive og visuelt overlegne “City of God”. Som sædvanligt når en udenlandsk film når et stort publikum skulle Meirelles dernæst omplantes til Hollywood, og resultatet var den vellykkede “The Constant Gardener”, hvor Meirelles hypervisuelle stil behandlede den vestlige udnyttelse af Afrika under hensyntagen til den gode historie fra John le Carrés roman. Meirelles’ anden engelsksprogede film er slet, slet ikke så vellykket.

I virkeligheden skulle man nok have ladet være med at prøve at filmatisere romanen “En fortælling af blindhed”, som er skrevet af den portugisiske Nobelprisvinder José Saramago. Romanens store kvalitet ligger i Saramagos stakkerede, åndeløse sprogbehandling af den fantastiske historie om en blindhedsepidemi i et navnløst samfund. Romanen kan læses som satire eller allegori eller blot en god historie, og den finder sin kvalitet i Saramagos evne til at bygge klaustrofibiske beskrivelser af et samfund, der ikke kan se. Alt dette tabes naturligvis helt på gulvet i en filmatisering. Når figurerne i bogen skal finde vej rundt i interneringslejren er det et hæsblæsende og angstfyldt, langsomt ydmygende projekt. I filmen ser den konstante famlen hurtigt lidt ynkelig ud. Den potente knytnæve, bogen skaber i maven, opstår ikke rigtigt med filmen – af den simple grund at vi som tilskuere kan se det hele. Pointen med at læse fortællingen er, at vi, som de ramte selv, ikke kan se.

Hvorfor prøve på at filme blindhed? Man aner Meirelles’ formål med filmen i César Charlones fantastiske kameraføring, der hænger sig i detaljer, der antyder uden klart at sige, og som med overbelyste billeder af og til inviterer os ind i blindheden. Det er en fremragende teknisk bedrift, der bringer mindelser om Sven Nykvists fabelagtige (omend mere naturalistiske) arbejder i Bergmanfilm såsom “Lys i Mørket”. Men selv ikke en fremragende fotograf eller Julianne Moore og Mark Ruffalo i topform ændrer meget på helhedsindtrykket af filmen som en mageløs og interessant fejltagelse i stil med Vinterbergs “It’s All About Love”.

“Blindness” fremstår dermed som arkeeksemplet på en film, der ikke skulle have været; men læs endelig bogen. Dén er blændende.

**

“Blindness” har Danmarkspremiere d. 16. januar 2009.

Reklamer

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s