Oplev Jesus?

Uij, jeg har det altså lidt svært når man fra kirkelige sider lover mennesker bestemte følelsesmæssige oplevelser med Gud. For det første fordi jeg altså ikke kan se nogle garantier udstedt på bestemte, konkrete oplevelser i livet med Gud – og for det andet fordi man risikerer at gøre “det med Gud” til noget, kun en særlig åndelig delmængde kan deltage i, fordi de har haft De Rigtige Oplevelser™. Ikke desto mindre – efter denne omgang lutheranerskepsis – finder jeg den anglikanske ærkebiskop Rowan Williams’ kronik i gårsdagens KD ret interessant. Williams skriver om den nye åndelighed og udfordringen til kirken der, og han skriver bl.a. at

Det kristne alternativ til postreligiøs åndelighed er ikke simpelthen “religion” som intellektuelt eller moralsk system, men den fælles oplevede realitet, som er Guds rige.

Hvad Williams (vist nok) siger er, at det enkelte menneskes personlige gudsforhold skal foldes ud kollektivt, og i dét findes en oplevet realitet. Har han ret i det?

(Jeg tror jo i øvrigt at der i kirkens historie findes mange værktøjer til at lede det moderne menneske ind i en sund, kristen åndelighed.. )

Reklamer

16 tanker omkring “Oplev Jesus?

  1. Wow, så fik jeg læst det til ende! Det forstod jeg vist ikke alt sammen i første hug! Anden gennemlæsning hjalp lidt, men er stadig ikke for sikker….
    Mit problem med spørgsmålet om oplevelse, når det gribes an fra så grundlæggende en vinkel, er, at jeg faktisk dårligt er i stand til at sige, hvad en oplevelse er, og hvad den reelt indeholder!
    Jeg vil hellere tale om åbenbaringer, forstået på den måde, at det kristne fællesskab er et åbenbaringsfællesskab, og at dette er fællestrækket. En åbenbaring ved jeg nemlig hvad er (her i kristen sammenhæng): At Gud afslører noget for os. Og det må så være udgangspunktet for evt. fælles oplevelser. Ofte kan det være, når Gud overbeviser os om sandheden i sin åbenbaring til os.

    Imidlertid synes jeg måske, at artiklens fokus på det attraktive ved religion, når den udformes korrekt, er lidt mærkværdigt. Jeg tror sådan set, at han langt på vej har en pointe. Men det virker lidt som at skøjte hen over overfladen, for hvad er så egentlig konklusionen på det praktiske plan når det gælder kristendommen? Hvad stiller man op med “eksklusiviteten”, når den ikke bare er en dejlig ting, der gør, at man ikke mener at pædofili er i orden, men også får ubehagelige konsekvenser ind i vores samtid? Eller for at skære det ud i pap: Hvad gør man ved Helvedes realitet? Kvalificerer dette på nogen måde den kollektive religionsudøvelse, så vi ved at føre helvede som en del af vores sortiment, kan “tilbyde en ny mere attraktiv verden”? Det synes jeg ikke….

    Enten ender vi i en krampagtig fastholdelse af, at ethver kristen sandhed dybest set kan “tilbyde” en mere “attraktiv verden” på bunden, eller også ender det i liberalteologi, hvor vi skyller Jesus ud med badevandet.

    Kristendommen, og Jesus, har ganske vist rigtigt meget at byde på, og til tider også på erfarings- og oplevelsesplan. Men det vil aldrig fremstå sådan for den, der ikke tror. Er man åndeligt død, er det ikke muligt at se det attraktive ved evangeliet. Det må Gud afsløre.

    Mange prøver ganske vist at skyde genvej og “skumme fløden”, ved at opsøge det kristelige uden om evangeliet. Men det bliver bare til endnu en selvgjort religion. En fare, som jeg tror, er særligt meget overhængende i vores tid i kirken.

    På den baggrund er det svært at udlede en praktisk konklusion og vejledning af det Rowan Williams skriver. Enten har han overset det, eller også tror han det ikke. Eller også har jeg misforstået ham ;-)*

    Vi har alle et ansvar for at gøre verden til et bedre sted.

    Men, er det parallelt med det, rigtigt at sige, at vi tror på, at det forkyndte Guds ord i sig selv rummer kraften til at afsløre og overbevise mennesker, så al snak om, hvad vi selv kan tilbyde, bliver ligegyldig, eller det der er værre over for den levende Gud? Og alt hvad Gud giver ikke bare står som et godt tilbud, men en livsnødvendighed?

    Det mener jeg.

    *Forøvrigt, hvilken karakter ville Williams give til Jesus for hans praksis i tale og handling?

  2. @Mads:

    Du skriver: “Enten ender vi i en krampagtig fastholdelse af, at ethver kristen sandhed dybest set kan “tilbyde” en mere “attraktiv verden” på bunden, eller også ender det i liberalteologi, hvor vi skyller Jesus ud med badevandet.”

    Jeg mener faktisk at det “liv i overflod”, der tales om i bibelen, også handler om vores jordeliv. For livet med Gud begynder nu & her. Men hvor nogle fejllæser det som at handle om succes, velstand osv. ser jeg det mere som et udtryk for Guds omsorg for vores sjælelige liv. I Hoseas taler Gud om at han vil “helbrede vores frafald med glæde”. For mig at se bliver synden dermed ikke blot noget der skal tilgives, men som i en proces i os skal bringes til helbredelse. Det tror jeg Gud vil udvirke i hver enkelt – ikke sådan forstået at vi bliver syndfrie her, men sådan forstået at et liv hvor vi er bragt til erkendelse af vores synd og ind i en relation til en Gud, der ikke blot tilgiver, men også bygger os op, der er der liv i overflod. Og dét liv fortsætte på den nye jord, hvor helbredelsen føres helt igennem. Er det ikke mere attraktivt?

    (Problemet hér er at der kan opstå en tendens til at gøre Gud til en terapeut, men han er jo også en dommer. En attraktiv en!)

  3. @fro: Jeg kan dårligt være uenig i de ting du skriver, og tænkte også selv over det. Jeg har måske også formuleret mig lidt forkert…. For at forklare hvad jeg mener, vil jeg citere Jesus til en start:

    “Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. v33 Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. v34 Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. v35 Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, v36 og en mand får sine husfolk til fjender. v37 Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. v38 Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. v39 Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.”

    Det er jo ikke lige frem attraktivt i verdens forstand, og jeg forstår ordet “attraktivt” som noget subjektivt, dvs. at når noget “dybest set er attraktivt”, så mener jeg dermed, at det dybest set er hvad folk ønsker. At det er denne måde, jeg skal forstå attraktivt på i denne sammenhæng, tror jeg er rigtigt, fordi han netop taler om, hvordan vi, særligt som kristne, kan tale til de åndeligt søgende. Vi må vise dem, hvad de dybest set ønsker. Og derfor mener jeg, at han skøjter på overfladen, for ganske vist har han ret i, at kristendommen har meget at byde ind med, men han glemmer, at kristendommen er anstødelig i verden.

    For lige at citere Paulus:
    “Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok. ”

    Så jeg er slet ikke uenig i, at kristendommen virkeligt, allerdybest, er meget værdifuld (det virker næsten alt for vagt at formulere det sådan).

    Men derfra til at den dybest set er attraktiv for den åndeligt søgende er der et spring, og det spring er afgrundsdybt pga. syndefaldet.

    Jeg skal bestemt ikke afvise, at sider af kristendommen kan virke attraktive på de uomvendte menneske, men vi hjælper ikke disse mennesker ved kun at fremhæve det attraktive, men ved at forkynde Guds ord, så det kan se, at det ikke har del i de sande åndelige goder, og få det!

    Således kan Gud godt bruge det, at kristendommen kan være attraktiv, men det er ikke selve attraktionen man bliver kristen af.

    Ígen Jesus:
    “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.”

    Så derfor er det væsentlige spørgsmål ikke, hvordan vi markerer det attraktive ved kristendommen, men hvordan folk bliver kristne. Og dét har vi, som nævnt, bibelord for, at folk ikke finder attraktivt.

    Gav det mening? Det var i hvert fald langt, og jeg har ikke tid til at forkorte/læse korrektur nu…….

  4. Hej Mads. Det er spændende det, du skriver!

    Bl.a.:

    “Men derfra til at den dybest set er attraktiv for den åndeligt søgende er der et spring, og det spring er afgrundsdybt pga. syndefaldet.”

    Ja, at guddommen fornedrede sig og døde er i sandhed en forargelse. Det er jeg enig med dig i.

    Jeg tror nok, jeg tænker, at det i det hele taget er svært at sætte kristendommen op på sådan en objektiv attraktivitetsskala. Ikke desto mindre er vi kristenfolk tit gode til at gøre det. Vi vil gerne have en lækker kristendom, for vi tror den får os til at se lækker ud. Vi vil som troende gerne selv se attraktive ud! Og derfor er ønsket om en attraktiv Kristus og kristendom mest af alt et udtryk for vores egen golde egoisme og ærekærhed.

    Når det er sagt synes jeg dog også at man i nogle kredse kan være lidt for optagede af, at evangeliet til hver en tid SKAL være kulturelt, åndeligt, fysisk og mentalt forargende – eller nærmere frastødende. Det mener jeg er lige så forkert. Vi må tro på at evangeliet i sig selv bærer den forargelse, det skal, og det skal vi hverken trække til eller fra. Vi behøver altså ikke hjælpe evangeliet til at blive attraktivt, ligesom vi heller ikke behøve at hjælpe det til at blive uattraktivt.

    Problemet med det postmoderne er, at det øjeblik vi så forsøger at kommunikere evangeliets meningsfuldhed bliver vi hurtigt en omgang relativister, der baserer vores evangelisation på vores egen gudserfaring. Ind i dét må vi turde at være provokerende og forargende, måske endda frastødende – præcis så frastødende som Jesus nu var da han påstod, at han var Sandheden.

    Jeg tænker at det ikke er helt uvæsentligt at mennesker afviser kristendommen af de rigtige grunde! Og altså også tager imod af de rigtige grunde!

  5. @Fro: Enig!

    Så kan man blot spekulere på hvordan et “spring” kan være “afgrundsdybt”…..
    Det var vist ikke en 12’er i dansk skriftligt til mig der 😀

    Og så smider jeg lige et link, hvis man gerne vil have et ekstremt udtryk for det, jeg frygter i forbindelse med at gøre opmærksom på kristendommens attraktion over for åndeligt søgende (har kun skimmet det, men det er vist mere end rigeligt):

    http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/287780:Kirke—tro–28-dage-som-en-kristen

  6. Idéen i ovennævnte link er da god. Måske er øvelserne nok noget udvandede i de eksempler, som er nævnt, men konceptet kan jeg godt forstå.
    Prøv at leve kristent og søg Gud i 28 dage – det er en overskuelig og håndgribelig vejledning frem for “nu skal du sidde stille en halv time og læse en gammel bog, som er svær at forstå og bede de næste 28 år, for såden erkender man Gud”.
    Men måske skulle man i stedet tage udgangspunkt i biblens øvelser fx. Bjergprædiken i bidder. Det giver måske ikke en feel good oplevelse af Gud, men en syndserkendelse i os selv…..

  7. Jeg må indrømme, at jeg i det store hele finder konceptet helt galt, sådan som jeg forstår det. Nu har jeg ikke læst bogen, og lader mig derfor gerne moderere, hvis der skulle stå noget formildende 😀

    Bare for at begynde med det første:
    ” Hvis man er nysgerrig på kristendommen, er den bedste måde at leve, tænke og føle sig som en kristen”

    Dét er ganske enkelt umuligt og enten en farlig leg eller hykleri. Hykleri, hvis man giver udtryk for noget, man ikke selv vil leve i overensstemmelse med. En farlig leg, fordi man ikke ved, hvad man tror på, men vender sig mod sig selv gennem nogle øvelser, som vi ikke har fået lovet formidler Gud.

    Du kan ikke tro 20 minutter om dagen, og så lade være resten. Dette “som om” ender altså med at blive en “halten til begge sider”, noget som fører til Guds dom.

    Jeg citerer lige Den Augsburgske Bekendelse (ikke at den kan stå som selvstændigt argument uden bibelbelæg, men jeg mener den taler bibelsk):
    “De fordømmer gendøberne og andre, der mener, vi modtager Helligånden uden det ydre ord gennem egne forberedelser og gerninger.”

    Sagen er nemlig, at 28 dage kan synes meget mere overkommeligt end en stor lang undersøgelse i “28 år”. Men hvor meget behøvede Zakæus? Kvinden ved Sykars brønd? Røveren på korset? Officeren i Kapernaum? Sagen er ikke, at vejen til Gud bliver for let på denne måde! Sagen er, at vejen slet ikke fører til Gud. Den er tilpas let til at man kan overskue det, og tilpas svær til at man kan klappe sig selv på skulderen og sige, at det var da sandeligt noget for mig med kristendommen. Det bliver en selvgjort religion!

    Vi må på den baggrund klart afvise enhver, der anviser blot 28 sekunders øvelser for den, der vil prøve at tro på Jesus.

    I stedet må vi vel med glæde forkynde Jesus og hvad han har gjort til den søgende? Eller er vi så bange for, at vedkommende går igen i skuffelse over at have fået så lidt? Ligesom Na’aman gjorde i første omgang efter at have fået Elisas råd?

    Bl.a. det er en væsentlig forskel: Det naturlige menneske vil forsøge at stille sig tilfreds ved egne gerninger, hvorimod Guds ord radikalt forkynder, at vi kun frelses ved Jesus gennem evangeliet! Og så bliver det ikke et spørgsmål om at det er overskueligt, men et spørgsmål om at leve som et Guds barn fra nu af og til evig tid, altid følgende ham, altid gørende gode gerninger, altid bedende, altid fortællende om ham. At synden stadig bor i os er sandt, men det fjerner ikke dette fra troens væsen.

    At troen skabes ved evangeliet er en dom over alle vores egne forsøg, og en kæmpe befrielse for os, så vi ikke selv skal skabe en gud i vores eget billede.

    Med alt dette siger jeg ikke, at det beskrevne ikke kan blive første skridt på vejen til at blive kristen. Jeg har snakket med én, hvor første skridt blev Scientology! Men det er ingen undskyldning for at vejlede folk ud i mørke, ved at lade dem søge Gud gennem selvgjorte øvelse på skrømt.

    At blive kristen kræver altså ikke en masse paratviden. Kristen er den, der betror hele sit liv til Jesus og hans frelse. Der hvor troen skabes, vil det med garanti forvandle hele livet, og dette kan ikke eftergøres i et 28 dages eksperiment.

    Er åndelig humbug for stærkt et ordvalg?

  8. For mig handler problemet med bogen i linket mest om, at kristendom formidles på de principper, der gælder hvis åndelighed og tro virkelig er noget, du piller ned af hylderne i et supermarked.

    Der er ikke noget galdt i at skrive en bog om hvordan man kan møde Gud hver dag i 28 dage. Det vil så bare være en bibellæseplan. 🙂 – og jeg synes personligt, af det jeg har læst, at den bemeldte bog både ‘goes too far and falls too short.’

    Der er noget positivt provokerende i at bogen er så praktisk som den er. Mange mennesker spørger nemlig ikke “hvorfor skal jeg tro på Gud?” men “hvordan kan jeg tro på Gud?” Jeg vælger at tro på at bogen er grebet sådan an for at fremkalde en eftertænksomhed der har med Gud at gøre. Men du har fuldstændig ret i, at hvis de eftertanker får lov til at stå er de nok ikke meget bevendt. Gud og Jesus og den slags bliver sådan lidt kalendergaveagtigt: Nogle søde bagateller, man skal huske at åbne, men hvis man ikke gør det har det egentlig ikke nogle umiddelbare konsekvenser..

  9. @Fro og Tærten: Jeg er enig med jer i, at bibellæsning er et hit. Og det at tage Bibelens budskab alvorligt også er et hit.

    @Fro: Hvad vil du selv svare, hvis én spurgte dig “hvordan kan jeg tro på Gud?”?

    Jeg foreslår fluks at vi forsøger at finde så mange tekster i Bibelen som muligt, der besvarer dette spørgsmål mere eller mindre direkte og citerer dem her. Så er der lidt kød på, og vi har noget at tage udgangspunkt i, når vi skal vurdere de enkelte udsagn. For jeg tror faktisk, at det er et væsentligt spørgsmål.

    Hvad siger du til det?

    Rom 10,14-15:
    ” Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? v15 Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? – som der står skrevet: »Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!«”

    “Så førte han dem udenfor og spurgte dem: »I gode herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?« v31 De svarede: »Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst.« v32 De forkyndte nu Herrens ord for ham og hele hans hus. v33 I denne sene nattetime tog han dem med og vaskede deres sår, og umiddelbart efter blev han selv og alle i hans hus døbt. v34 Så tog han dem op i sit hus og dækkede op for dem, og han og hele hans husstand jublede over at være kommet til tro på Gud.”
    Apostlenes Gerninger 16,30-34

    Mit bud er umiddelbart på formen: “Hør på Jesus, og det han lover dig! Stoler du på ham, tror du allerede.”

    Spørgsmål: “Hvordan skal jeg så leve som troende?”
    Svar: “Gør alt hvad der er godt og kærligt, elsk dine medmennesker, udfør dit arbejde …” Plenty of i hele Bibelen! Rom 12-13, 1. Pet 2, Kol 3 m.m.fl.

    Eller mangler der noget?

    Glæder mig til at se, hvad I skriver 😀

  10. Overraskende nok er jeg igen superenig med dig. 🙂

    Du skriver: “Hvad vil du selv svare, hvis én spurgte dig “hvordan kan jeg tro på Gud?””

    Jeg tror, jeg på et eller andet tidspunkt ville fortælle vedkommende at det kan man grundlæggende ikke. Der ligger en enorm vigtig pointe i at vores tro ikke bliver et projekt hvis selvopholdelse er noget der er afhængigt af os. Vi har et ansvar overfor at skulle forvalte vores tro, men vi har ikke styrke til det.

    Når dét så er sagt vil jeg som dig ikke underspille den andens ønske om at tro. Jeg har på fornemmelsen at både troende og ikketroende tror (!), at det er at komme til tro handler om et stort gennembrud, en åndelig oplevelse der siger ka-pow! og som vælter en omkuld. Sådan er det sjældent. Guds trofasthed er ikke kun til store voldsomme manifestationer, men viser sig i sin stædige fastholden af mennesker. En voksende tillid til Gud må derfor begynde med et måske meget spagt udsagn om at man da gerne ville turde håbe/tro noget mere. Dét lille spage noget tror jeg Gud planter, og møder man det hos mennesker, som f.eks. i det spørgsmål, vi drøfter, så møder man faktisk et vidnesbyrd om at Gud arbejder i det menneske ved sin ånd. Derfra må man tage et ansvar og så vise det menneske hen til der, hvor Gud møder os. Og der er gode kristne vaner faktisk ikke uvæsentlige… 😉

  11. Jeg kan selv huske fornemmelsen af at sidde som ny kristen på utallige lejre med god forkyndelse og længes efter det konkrete. Det blev så flyvsk og ukonkret.

    Rigtig mange forkyndere og kristne synes selv at de er enormt konkrete, når de fx siger, at vi bare skal “komme til Jesus” – mene det forstår man først, når man har flere års praksis og solid bagage bag sig.

    Derfor kan jeg se den positive idé i en konkret bog med håndfaste forslag til, hvordan vi “kommer til Jesus”. Så mener jeg, at når folk prøver og søger, så respondere Gud Helligånd og skaber troen. Men det kommer selvfølgelig an på forslagene og øvelserne og troen, som man søger at formidle.

    Som nævnt synes jeg ikke de i artiklen nævnte eksempler alle er super gode, men konceptet kan jeg sagtens forstå og bifalde.

    Selvfølgelig er bibel og bøn vigtigt – men når jeg nu som gammel i gårde stadig ikke får holdt min personlige andagt med åben bibel i et stille hjørne kl. 5 om morgenen, hvorfor skal jeg så bilde andre søgende ind, at det er den eneste vej til at være i kontakt med Gud hver dag?

  12. @Tærten: Jeg er helt enig med dig i, at du skal “komme til Jesus”, hurtigt bliver lidt for ukonkret. Der er i det hele taget ofte lidt for mange indforståetheder, der kan lede til skadelige fejlopfattelser.
    Jeg er gladere for ting som: Tro det, Gud siger til dig i sit ord. Jesus HAR gjort alt til din frelse, og når du holder det for sandt, så TROR DU ALLEREDE og har frelsen! Så hvis du vil have hjælp ud over det til at tro, så må jeg skuffe dig. Jesus har været der. Hør nu hvad Gud siger!: “Jesus har gjort alt for dig! Jeg tilgiver dig alt og gør dig til mit barn!”

    Hvis du så vil have hjælp til at blive i denne tro, så hør igen og igen, hvad Gud siger til dig i sit ord.

    Det er f.eks. også det der sker i skriftemålet, hvor det netop understreges, at man ved tilsigelsen af syndernes forladelse, ikke bare bliver mindet om syndernes forladelse, men også får syndernes forladelse.

    Eller som min morfar altid skrev til mig i fødselsdagskortene:

    ” “Dagens ord!” Luk 10. kap vers 25
    Joh. 1. kap. vers 12
    Joh. 10. kap. vers 27-28
    slå op og læs og husk det er GUDS LØFTER TIL DIG”

    (det sidste understreget i stedet for store bogstaver).

    Men det er altså noget helt, helt andet end at finde på sine egne øvelser, for at finde ud af, om kristendommen er noget for mig…

    Jeg vil aldrig anbefale nogen at gå til skriftemål, nadver, eller lade sig døbe, for at afprøve, om kristendommen var noget for dem.

  13. @ Mads. Min pointe er nok, at folk bliver nødt til at have brug for Jesus (have en bevidsthed om det) for at komme til ham.
    Da kunne en uge hvor man forsøger at leve efter Bjergprædiken måske have en gavnlig effekt og det, at Jesus har gjort det for mig ville blive lidt større og mere nødvendigt at tage ind over livet.
    Lidt a la BBCs “40 dage i kloster”

    @ Frovin. Det er konkret at læse i biblen, men troen er for hele mennesket, kroppen og tilværelsen, og jeg synes det er forfriskende at gøre forsøget med at give Gud til folk ved brug af flere af deres sanser end læseapparatet.

    Parantes bemærket, så er det også vores egen selvopfundne øvelse, at vi selv skal læse i Biblen – og at det er den bedste eller mest rigtige øvelse for at kende Gud.
    Flere generationer af kristne har ikke ejet deres egen bibel, men kun hørt det forkyndte eller læste ord i ny og næ, og derudover praktiseret deres kristne tro og liv på anden vis.

  14. @Tærten: Alle har brug for Jesus! Men ok, de bliver nødt til at erfare, at de har brug for Jesus. Nu er bjergprædikenen primært talt til kristne, sådan som jeg forstår det, men jeg vil da helt sikkert anbefale enhver at læse den og tro det, der står.
    Problemet er bare, hvis man giver folk indtryk af, at de må udføre en række øvelser for at få behov for Jesus. Hvis de allerede ved, at de har behov for ham, hvorfor omvender de sig så ikke? Opfordr til at læse i bibelen, men det er ikke en forberedelse til at møde Gud, det er et møde med Gud. Ordet står til forkastelse eller modtagelse, ikke til forberedelse eller afprøvning, for at se, om det er noget for mig.

    Til det andet: Vi kan ikke selv vælge, hvordan vi møder Gud. Vi må møde Gud der, hvor han åbenbarer sig. Og det er i Guds ord (både i det skrevne og talte) og dåb og nadver. Ikke ved at løbe en tur i skoven. At troen er for hele mennesket kan man både ses i dåben (nu har vi godt nok ikke neddykkelse) og nadveren (hvor man spiser og drikker!). Så det at læse i Bibelen er ikke noget selvopfundet øvelse, det er et møde med den levende Gud i hans ord.

    Men troen er i særdeleshed for hele mennesket, i en lidt anden forstand: Når vi lever troen ud i hverdagen, må det få betydning på det helt praktiske plan i hele livet. Men det er en konsekvens af troen, ikke noget der skaber troen.

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s