Personlig Kanon #9: En plade der ændrede min verdenshistorie

Okay okay. Måske lige lovligt store ord, dér. Men jeg sad og så “Dick Tracy” (**/*****) i går og kom i tanke om, at jeg da vist nok har soundtracket til den på LP (!) med Madonna (!!), og så kom jeg også til at gå & høre noget musik fra dengang, jeg var ca. ligeså gammel som Martin fra X-Factor, og så blev jeg lidt sentimental og tænkte: “Næææh! De unge skal da også lige have en hilsen fra fortiden!”

Men altså.

Jeg er ikke sikker på, jeg vidste hvad verdensmusik var før jeg hørte Peter Gabriels album “Us” fra 1992. Jo, jeg kan huske at der havde været et kor af damer fra Nigeria og give koncert i min by engang jeg var lille, og så, nå ja, grand prix, men udover det. “Us” blev en introduktion til en verden af musik, hvor elementer fra alle verdensdele i en smeltedigel af rytme blev støbt til en vidunderlig, bevægende og konstant udfordrende plade af den gamle Genesis-stifter Gabriel. En verden, der nok var pop, men som turde gå på opdagelse i andre lydbilleder, og så dermed introducerede mig for selvsamme universer af musik.

Og så købte jeg i virkeligheden ikke engang pladen for Gabriels skyld, men fordi han havde to duetter med Sinéad O’Connor, hvis stemme jeg altid har haft et blødt punkt for. Og med hende medvirkede også musikere fra Senegal, Indien, Elfenbenskysten osv. – altsammen skabte de en unik lyd, der i sit væsen var global, og varmt omfavnede de Gabriels på en gang rå og skrøbelige stemme.

Også i dag overrasker “Us” med sin varme, sin rytmiske innovation og umiddelbare lydhørhed, der gemmer på lag af velgennemtænkt og aldrig kedelig musisk talent. Som så mange andre plader er det i dag andre sange, der stikker ud for mig, end det var dengang for 16 år siden da pladen udkom. Hvor jeg dengang faldt pladask for den klagende, men skoldhede og bitre “Blood of Eden” er det i dag den nærmest underspillede gosplede “Washing of the Water” eller førstesinglen “Digging in the Dirt”, der gør mig mest glad for at have ører.

I krydsfeltet mellem pop og world music will “Us” altid stå som en milepæl, og jeg diverterer lige med et par videoer som bevis. Først, “Blood of Eden”, komplet med ’90eræstetik.

Og så den prisvindende “Digging in the Dirt”-video.

Til sidst slår det mig egentlig, at hans pladeselskab bad ham udsende de mindst world-agtige sange som singler, so det afspejles ikke helt af udvalget, som her slutter med hittet “Steam”.

Reklamer

2 tanker omkring “Personlig Kanon #9: En plade der ændrede min verdenshistorie

  1. hmm… lidt off topic: Tak, jeg har fået en lang smøre fra Evi Rodemann vedr. missionskonferencen. Kender du mere til konferencen, så vil jeg gerne lige mail lidt med dig… Ja, du har vist min mailadresse. Kan du ikke lige sende mig en mail, så skriver jeg tilbage på den. 🙂

Hva' sir du?

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s